Kirken er et fællesskab, nemlig det fællesskab, som enhver af os har med den treenige Gud, og også det fællesskab, som vi har med hinanden. Som kristne er vi aldrig alene undervejs, men altid hinandens medvandrere. Dette viser sig meget smukt, når vi samles for at læse Bibelen sammen. Vi begiver os på en fælles vandring; og det styrker både vor egen tro og vore medvandreres tro.
”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18,20). Når vi læser Bibelen i fællesskab, møder vi Jesus Kristus i Skriftens ord. Han taler selv til os og viser sit ansigt for os. Men vi møder ham også i vore medvandreres ansigter. Vi er sikre på, at han er til stede, som han har lovet – i Skriftens ord, men også i fællesskabets midte. Og det gør vi af den enkle grund, at det er ham, der har sagt og lovet det. Hvorfor skulle vi tvivle på hans ord?
Bibelen er fællesskabets og kirkens bog
Da man begyndte at samle de første kristne skrifter, fandtes der allerede nogle breve og evangelier, der var populære i menighederne. De var værdsat og blev læst op i forsamlingen.
Vi læser Bibelen sammen, fordi Jesus er midt iblandt os.