Før Det nye Testmente blev til den bog, som vi kender i dag, havde den kristne menighed den jødiske bibel, som er skrifterne i Det gamle Testamente. Men efter at man havde fået evangelierne, som berettede om Jesu liv, død og opstandelse, og et hav af breve og andre skrifter, var det på tide, at udvælge dem, der skulle danne kanon for Det nye Testamente.
Kirken valgte ud fra tre kriterier.
- Skriftet skulle være katolsk. Det betød, at skriftet både skulle være anerkendt og udbredt i kirken. Katolsk betyder i oldkirken ikke romersk-katolsk, men det almindelige; dvs. det, der var almindeligt accepteret af hele kirken.
- Skriftet skulle være apostolsk. Skriftet – og det viste sig, at være svært at afgøre – skulle være skrevet af en af apostlene. I oldkirken var det skik, at man havde skoler, som enten var inspireret af Paulus eller Peter eller Johannes. For at få mere tyngde var det helt almindeligt, at man skrev breve i en kendt apostels navn. Forfatteren valgte at være ukendt; men han gav sit værk en kendt apostels navn, for at brevet skulle få større anseelse. På den måde er flere breve i Det Nye Testamente blevet skrevet under et pseudonym. F..eks. drøfter man stadigvæk, om brevene til Timotheus er skrevet af Paulus eller en anden forfatter, som har brugt Paulus’ navn til at markedsføre sit brev.
- Skriftet skulle være ortodoks. Det betyder, at det skulle være i overensstemmelse med den apostoliske lære. Den apostoliske lære kan man også kalde en tidlig dogmatik over alt det, kirken havde forkyndt fra begyndelsen. Den gik ud på, at pointere, hvad den kristne menighed troede på, og hvad den ikke troede på.
Det tog dog ca. 200 år, inden alle skrifter i Det nye Testamente var blevet udvalgt og samlet. Bibelens tekster, især de gammeltestamentlige, men også de nytestamentlige tekster, som vi har i dag, er altid blevet læst i menigheden, og det var i menigheden – kirken – at den blev til. Ved koncilet i Hippo i 396 e.Kr. blev det så endeligt slået fast, hvilke bøger der hører ind i den nytestamentlige kanon, og den blev, som vi kender den i dag.
Derfor er Bibelen kirkens bog – fællesskabets bog, og det har en særlig betydning at læse Bibelen i fællesskabet.