Kom og vær med til netværksmøderne - lægkateketernes faglige netværk, hvor vi sammen dygtiggører os, støtter hinanden, udveksler erfaringer og drøfter kateketiske emner. Inviter gerne nye kateketer med, så vi efterhånden har alle kateketer med.
Billedet til højre er fra studiedag sæson 2025-26 med kateketer i Næstved.
I netværket mødes kateketer fra hele landet 9 gange om året i vinterhalvåret online.
Møderne ledes af Ann-Lise Aasesdatter, kateketisk konsulent ved Pastoral--Centret Centret.

Sæsonen efterår 2026 ser således ud:
Vi mødes følgende tirsdage kl. 19.30 til 21.30. Vi indleder med bøn og præsentationsrunde, herefter oplæg eller workshop og siden kateketernes egen dagsorden relateret til praksis og program.
Vi mødes følgende aftener: 22. september; 20. oktober; 24. november; 15. december.
I foråret 2027 mødes vi: 26. januar; 23. februar; 16. marts; 20. april; 25. maj.
I år har vi særligt fokus på den nye Vejledning til katekese, som udkom i 2020 og som nu er oversat til dansk.
Vi indleder sæsonen med en temaften om hvordan vi i undervisningen håndterer børn og unge med særlige udfordringer samt den tilbagevendende problematik med deltagere i undervisningen (i alle aldre), der enten ikke selv har valgt at være med eller ikke synes tro vedkommer dem på nogen måde.
Fordi programmet i år er faglig specifikt for kateketer og går tæt på vores individuelle praksis, er netværksmøderne i denne sæson forbeholdt kateketer og vi har derfor ikke åbent for gæster med undtagelse af vores møde i november, hvor vi har oplæg om hellige Maria Celeste Crostarosa.
22. september: Når vi møder børn og unge med forskellige behov/ Maryla Tuszewska (kateket i Ålborg sogn)
Maryla skriver: ”Jeg har gennem mange år arbejdet som overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien og samtidig haft glæden af at være kateket for både 1. kommunions- og firmelseshold. Jeg har oplevet, hvor forskellige børn og unge er – og hvor meget det betyder, at de bliver mødt med forståelse, tålmodighed og tryghed. I mit oplæg vil jeg dele nogle af mine erfaringer med de udfordringer, vi kan møde i kateketundervisningen, fx ADHD, autisme, kognitive vanskeligheder, mistrivsel eller udfordringer i familien. Vi vil også tale om, hvordan vi kan vurdere, hvad der bedst hjælper det enkelte barn: Kan barnet deltage i den almindelige undervisning med støtte og tilpasninger, eller er der behov for en anden form for forberedelse til sakramentet? Hvordan kan vi skabe et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed, uden at barnet mister følelsen af at høre til? Målet er, at også det barn eller den unge, som har svært ved at finde sin plads, kan opleve: Her hører jeg til.
20. oktober: Vejledning for katekese, indledning og kapitel 1. v/Ann-Lise
At give åbenbaringen videre. - Hvor begynder katekesen egentlig?
Begynder den med det, vi som kateketer gerne vil lære andre – eller begynder den et helt andet sted: med Gud, som selv tager initiativet og åbenbarer sig for mennesket?
I første kapitel af Kateketisk Vejledning går vi tilbage til katekesen grundlag. Gud åbenbarer ikke blot noget om sig selv; han giver sig selv til kende og inviterer mennesket ind i et forhold til sig. I Jesus Kristus får denne åbenbaring sit centrum og sin fylde, og Kirken får til opgave at bringe den videre.
Vi vil sammen læse teksten tæt og undersøge, hvad dens forståelse af åbenbaring, tro, evangelisering og mission betyder for vores arbejde som kateketer. Og vi vil spørge: Hvad ændrer det i vores praksis, hvis katekese først og fremmest udspringer af Guds initiativ – og vores opgave derfor ikke kun er at formidle viden, men at være med til at skabe rum for menneskets møde med Kristus?
Med udgangspunkt i vores forskellige målgrupper vil vi drøfte, hvordan denne forståelse kan få konkret betydning i den lokale kirke.
20. november Oplæg om Hellige Maria Celeste Crostarosa v/Tina Venzel
Tina skriver: Den 24 november får du en enestående mulighed for at lære om Maria Celeste Crostarosas liv og hendes rolle i forbindelse med grundlæggelsen af redemptoristernes ordensfælleskab.
Foredraget handler om Maria Celeste Crostarosa, en mystiker der modtog en Regel fra Gud, en ung præst ved navn Alphonsus Maria de Liguori, som Gud havde store planer med og deres åndelige fader; den ærværdige biskop Tommaso Falcoia.
Jeg lærte Maria Celeste Crostarosa at kende i forbindelse med, at jeg er ved at konvertere til katoliscismen. I den forbindelse blev jeg nysgerrig omkring redemptoristernes spiritualitet, som lige så stille er blevet en del af min formation. Da jeg søgte efter information om Crostarosa, fandt jeg ud af at der ikke er skrevet noget om hende på dansk og efter at have læst hendes autobiografi på engelsk, besluttede jeg at skrive en roman om hendes liv og virke.
Ganske kort om mig: Jeg hedder Tina Edith Venzel. Jeg bor på sydsjælland sammen med min mand. I min fritid skriver jeg hymner og arbejder på en roman om Maria Celeste Crostarosa. Foredraget er mit første foredrag og jeg glæder mig meget til at fortælle jer en masse om Crostarosas liv.
Illustrationen er fra https://es.wikipedia.org/wiki/Maria_Celeste_Crostarosa
15. december: Vejledning for katekese, kapitel 2 v/ Ann-Lise
Katekesens natur. -Hvad er katekese, når den er mere end undervisning?
Vi underviser børn, unge og voksne. Vi forbereder til sakramenter, fortæller bibelhistorier, formidler Kirkens tro og forsøger at besvare spørgsmål. Men er det dét, der gør noget til katekese?
I andet kapitel af Kateketisk Vejledning udfoldes katekesens identitet. Katekese er en kirkelig handling og en del af Kirkens evangeliserende mission. Den skal føre til og uddybe mødet med Jesus Kristus og berører derfor hele mennesket – det, vi ved og tror, men også vores erfaring, relationer, bøn, deltagelse i Kirkens liv og måde at leve på.
Vi vil fordybe os i vejledningens beskrivelse af blandt andet kerygmatisk katekese, kristen initiation, ledsagelse og den katekumene inspiration og spørge, hvad det betyder i vores konkrete virkelighed.
Hvordan ser katekese ud, når vores målgrupper er vidt forskellige? Hvad betyder tekstens vision for barnet, firmanden, den søgende voksne eller den troende, som har været en del af Kirken hele sit liv? Og hvor udfordrer vejledningen måske den måde, vi allerede arbejder på?
Vi læser teksten med ét ben i vejledningen og ét i vores egen lokale virkelighed – for at undersøge, hvordan dens vision kan blive til levende kateketisk praksis.
Vil du vide mere eller registreres som kateket eller gæst?
Er du kateket, kan du blive tilmeldt netværket ved henvendelse til Ann-Lise. Da vil du hver modtage mødeindkaldelse, referat og alle informationer om vores aktiviteter online og ude i menighederne.
Kontakt kateketisk konsulent Ann-Lise Aasesdatter på e-mail: anaa@katolsk.dk

Møderne er altid kl. 19.30-21.30. Der kommer en mail med dagsorden ud til alle, der er registreret enten som kateket eller som gæst. Gæst kan du blive, hvis du er intereseret i vores oplæg, men ikke selv er kateket - bemærk vi i denne sæson kun har gæster i november.
Vi indleder vores møder med bøn og præsentation af alle deltagtere. Herefter er der oplæg og debat ved aftenens taler. Når første del af mødet er afsluttet og kateketernes egen dagsorden skal sættes i gang, tager vi afsked med vores gæster og fortsætter netværksmøde med aktive kateketer.
Mailen med dagsorden og link til zoom, kommer som regel en lille uge før mødet og indeholder et link til deltagelse.
Har du punkter til vores dagsorden du ønsker skal drøftes, er du altid velkommen til at skrive til Ann-Lise.
(Det er en god idé, at installere Zoom på din enhed i god tid inden du deltager første gang.)

