Bliv en medvandrer for en forfulgt kristen

af Eva Maria Nielsen

Jeg holdt et lille rødt kors i min hånd. Det kunne lige være der, midt i min håndflade. Man kunne se Maria, som stod under korset for at samle Jesu blod i en skål. Min veninde Monika havde foræret mig det. Hun havde bestilt det fra den tyske hjælpeorganisation ”Kirche in Not”. Alle, som havde sådan et kors, fik en usynlig ven. Præsterne fra ”Kirche in Not” sørgede for, at en forfulgt kristen fik et kors mage til mit eget. Tanken var, at vi så hver især ville have en ”usynlig” ven og bede for hinanden. Dengang var der mest tale om de forfulgte kristne bag jerntæppet i Rusland.

I dag har jeg ikke længere korset, men der findes stadigvæk forfulgte kristne verden over. Problemet er ikke blevet løst, men har bare flyttet sig geografisk. Lige nu kommer de værste beretninger dog fra Mellemøsten, hvor terrororganisationen IS (Islamisk Stat) hærger.  Denne situation udfordrer mildest talt min tro.

Jeg bliver splittet, forfærdet og vred, når jeg læser beretninger om kvinder, der bliver solgt, om børn, der bliver halshugget, og om kristne huse, der bliver markeret med det arabiske bogstav ”N” som tegn på, at overgreb mod disse familier er o.k. Jeg er rystet over, at alle disse grusomheder sker, bare fordi nogle mennesker har en anden tro, og fordi IS (og andre gerningsmænd) glemmer at se disse kristne som mennesker. Vi har da altid mere tilfælles med hinanden end det, der adskiller os. For vi er alle skabt af den ene Skaber. Vi er mennesker først og så kristne, muslimer, buddhister eller noget andet. Menneske først.

De fleste er enige om, at situationen for de forfulgte kristne i Irak er utrolig grusom. Uanset hvilke partier eller kirker man spørger, så fordømmer de volden og ønsker, at den må standse. Den humanitære indsats skal øges, flygtninge skal hilses velkomne. Også meget andet bliver der talt om.

Men uenige er vi, når vi kommer til den konkrete håndtering. Skal man levere våben til kurdiske grupper, som i Irak gør modstand mod IS? Ja, siger nogle. Uden våben kan en terrororganisation som IS ikke besejres, heller ikke med bønnegrupper og plakater.

Men er det nu rigtigt, spørger andre bekymret, at kun våben hjælper i denne konflikt? Måske eskalerer krisen endnu mere, hvis man importerer flere våben i kriseregionen? Ingen kan forudsige, hvad der vil ske med disse geværer, granater osv. i fremtiden. Hvor vil de senere dukke op? Lande, som eksporterer våben, opdager alt for ofte, at disse dukker op i helt andre konflikter.

Og hvad siger vi kristne? Vi er lige så uenige som politikerne.  Der findes radikale pacifister blandt os, som tager Jesu ord om at vende den anden kind til helt bogstaveligt. Men der findes også teologer, som vil hilse amerikanernes indsats velkommen. Nogle mener, at det systematiske folkedrab berettiger til levering af våben.

Jeg ser her et grundproblem i vor kristne etik.

Problemerne er så komplekse og facetterede, at vi ikke kan give et entydigt kristent svar.

Men ét kan vi sige: Kristen etik betyder at tage ansvar, også selv om vi endnu ikke kan forudse alle konsekvenserne.  Vi bør overveje virkningerne og afveje de forskellige goder, retten til liv, retten til ytringsfrihed, retten til at leve sin tro m.m., og respektere andre kristnes afgørelser,– selv hvis vi ville have valgt anderledes.

Det gør det netop så svært. For det er meget nemmere at give enkle svar. Det viser fundamentalisterne dagligt.

Foto venligst udlånt af It’sGreg/www.flickr.com