af Eva Maria Nielsen
Jeg holdt et lille rødt kors i min hånd. Det kunne lige være der, midt i min håndflade. Man kunne se Maria, som stod under korset for at samle Jesu blod i en skål. Min veninde Monika havde foræret mig det. Hun havde bestilt det fra den tyske hjælpeorganisation ”Kirche in Not”. Alle, som havde sådan et kors, fik en usynlig ven. Præsterne fra ”Kirche in Not” sørgede for, at en forfulgt kristen fik et kors mage til mit eget. Tanken var, at vi så hver især ville have en ”usynlig” ven og bede for hinanden. Dengang var der mest tale om de forfulgte kristne bag jerntæppet i Rusland.
I dag har jeg ikke længere korset, men der findes stadigvæk forfulgte kristne verden over. Problemet er ikke blevet løst, men har bare flyttet sig geografisk. Lige nu kommer de værste beretninger dog fra Mellemøsten, hvor terrororganisationen IS (Islamisk Stat) hærger. Denne situation udfordrer mildest talt min tro.
Jeg bliver splittet, forfærdet og vred, når jeg læser beretninger om kvinder, der bliver solgt, om børn, der bliver halshugget, og om kristne huse, der bliver markeret med det arabiske bogstav ”N” som tegn på, at overgreb mod disse familier er o.k. Jeg er rystet over, at alle disse grusomheder sker, bare fordi nogle mennesker har en anden tro, og fordi IS (og andre gerningsmænd) glemmer at se disse kristne som mennesker. Vi har da altid mere tilfælles med hinanden end det, der adskiller os. For vi er alle skabt af den ene Skaber. Vi er mennesker først og så kristne, muslimer, buddhister eller noget andet. Menneske først.
De fleste er enige om, at situationen for de forfulgte kristne i Irak er utrolig grusom. Uanset hvilke partier eller kirker man spørger, så fordømmer de volden og ønsker, at den må standse. Den humanitære indsats skal øges, flygtninge skal hilses velkomne. Også meget andet bliver der talt om.
Men uenige er vi, når vi kommer til den konkrete håndtering. Skal man levere våben til kurdiske grupper, som i Irak gør modstand mod IS? Ja, siger nogle. Uden våben kan en terrororganisation som IS ikke besejres, heller ikke med bønnegrupper og plakater.
Men er det nu rigtigt, spørger andre bekymret, at kun våben hjælper i denne konflikt? Måske eskalerer krisen endnu mere, hvis man importerer flere våben i kriseregionen? Ingen kan forudsige, hvad der vil ske med disse geværer, granater osv. i fremtiden. Hvor vil de senere dukke op? Lande, som eksporterer våben, opdager alt for ofte, at disse dukker op i helt andre konflikter.
Og hvad siger vi kristne? Vi er lige så uenige som politikerne. Der findes radikale pacifister blandt os, som tager Jesu ord om at vende den anden kind til helt bogstaveligt. Men der findes også teologer, som vil hilse amerikanernes indsats velkommen. Nogle mener, at det systematiske folkedrab berettiger til levering af våben.
Jeg ser her et grundproblem i vor kristne etik.
Problemerne er så komplekse og facetterede, at vi ikke kan give et entydigt kristent svar.
Men ét kan vi sige: Kristen etik betyder at tage ansvar, også selv om vi endnu ikke kan forudse alle konsekvenserne. Vi bør overveje virkningerne og afveje de forskellige goder, retten til liv, retten til ytringsfrihed, retten til at leve sin tro m.m., og respektere andre kristnes afgørelser,– selv hvis vi ville have valgt anderledes.
Det gør det netop så svært. For det er meget nemmere at give enkle svar. Det viser fundamentalisterne dagligt.
Foto venligst udlånt af It’sGreg/www.flickr.com
SÅDAN SÆTTER DU FOKUS PÅ DE FORFULGTE KRISTNE
Gå i forbøn
Fader,
i dit uundgrundelige forsyn lader du kirken
dele Kristi lidelser.
Giv alle, som lider under forfølgelse for Gudsrigets skyld,
del i Kristi tålmod og kærlighed,
og gør dem til sande og trofaste vidner
om hans opstandelse og herlighed.
Lad dem finde glæde
i forvisningen om fællesskabet
med ham i hans offer for verden,
og skænk dem fast tillid til,
at deres navne er indskrevne i livets bog.
Giv dem kraft til at bære Kristi kors indtil det sidste
og nåde til aldrig at fornægte ham,
som lever og råder med dig og Helligånden i evighed. Amen.
Fra Bønnebog, s. 740
Eller
Herre,
vore brødre og søstre er forfulgt, fordi de tror på dig.
Hjælp alle, som lider, har mistet deres kære eller er blevet drevet på flugt.
Trøst dem, der har mistet alt på grund af dig.
Lad dem mærke, at du er dem nær, giv dem styrke, og hjælp os til at gøre noget for dem.
Giv, at alle de, der forfølger dem, må erkende, at de handler forkert og lære dig at kende.
Og
Bed også for terroristerne og for deres ledere, at de gennem tegn og gennem mennesker må møde en kærlighed, der kan blødgøre deres hjerter.
Er mennesket ansvarligt for alt, hvad det gør?
Mennesket er ansvarligt for alt det, som det gør bevidst og frivilligt.
Ingen kan (fuldtud) stilles til regnskab for det, som man har gjort under indflydelse af tvang, frygt, uvidenhed, stoffer eller dårlige vaner. Jo mere et menneske kender til og øver sig i at gøre det gode, desto mere fjerner det sig fra syndens slaveri (Rom 6,17; 1 Kor 7,22).
Gud længes efter fri mennesker, der kan tage ansvar for sig selv, deres omgivelser og hele jorden. Dog har de ufrie også krav på hele Guds barmhjertige kærlighed. Hver eneste dag giver han dem lejlighed til at lade sig befri til frihed.
YOUCAT, afsnit 288.
Hvornår er militær magtanvendelse tilladt?
-
Anvendelsen af militær magt er kun tilladt i yderste nødstilfælde.
Der gælder følgende kriterier for en ”retfærdig krig”:
- Den skal besluttes af den ansvarlige myndighed.
- Den skal have en retfærdig grund.
- Og en retfærdig hensigt.
- Den skal være den sidste mulighed.
- De anvendte midler må ikke være ude af proportioner.
- Og der skal være udsigt til, at indsatsen lykkes.
YOUCAT, afsnit 399.
Skal man som kristen være pacifist?
Menneskets ret til at bruge sin frihed er en grundlæggende del af dets menneskelige værdighed. Man må først begrænse den enkeltes frihed, når brugen af den skader andres frihed. … En af statens centrale opgaver er at beskytte alle borgernes frihedsrettigheder (religionsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, meningsfrihed, erhvervsfrihed etc.). Den enes frihed sætter grænsen for den andens frihed.
YOUCAT, afsnit 289.
Kirken kæmper for freden, men går ikke ind for radikal pacifisme. Man kan nemlig hverken forbyde den enkelte eller statslige enheder og fællesskaber den grundlæggende ret til nødværge og selvforsvar med våbenmagt. Krig er kun moralsk forsvarlig som en sidste udvej.
Kirken siger umisforståeligt nej til krig. Kristne er forpligtede til at gøre alt for at undgå krig og tilløb til konflikter. De er imod oprustning og våbenhandel. De bekæmper racistisk, etnisk og religiøs diskrimination. De bidrager til overvindelser af økonomisk og social ulighed og kæmper på den måde for freden.
YOUCAT, afsnit 398.
Symbolhandling for de forfulgte kristne.
Du skal forberede: Skriv på forskellige A5-sider navne på lande, hvor kristne er forfulgt. Du kan gøre det særlig smukt ved at tildele forskellige verdensdele forskellige farver. Du kan downloade en liste over de lande, hvor kristne er forfulgt, ved at klikke her.
For hvert land har du brug for et blomsterløg og et (fyrfads)lys. Læg papirerne med alle landene i en skål, blomsterlys og (fyrfads)lys i en anden skål.
Tænd påskelyset (eller et andet stort lys) i midten. Spil stille musik.
Sådan gør du: Alle trækker på skift et stykke papir med et land. Læg papiret i midten, og bed stille (eller højt for disse mennesker). Tag nu et (fyrfads)lys, tænd det ved det store lys i midten, og stil det lille lys på papiret med landets navn. Da listen er lang, er det måske en god ide at spille stille musik imens.
Derefter flytter den, der har tændt et lys, et blomsterløg for hvert land over i en kurv.
Når I har bedt for alle lande, tager I kurven med blomsterløgene og går ud i menighedens have. Grav blomsterløgene ned – enten i et hjørne, som I har reserveret til de forfulgte kristne, eller fordelt på hele arealet, alt efter hvad I har aftalt med præsten.
-
Bonusaktiviteter
Kik her og find flere ideer.
- Skriv et kort til en forfulgt kristen
- Spis og bed
Organiser en middag for de forfulgte kristne. Vælg mad fra den region, du vil bede for. Vælg en suppe eller en risret, som er nem at forberede. Spis sammen, og afslut med en bøn for de forfulgte kristne. Alle giver et bidrag til maden (gerne mere end det koster!), som så går til Missio Danmark, der bl.a. støtter børn i de kriseramte regioner.
PAVENS FREDSAPPEL FRA 2013
Allerede i 2013 appelerede pave Frans til bøn og bestræbelser på at skabe fred i mellemøsten, hvor mange kristne og andre minoriteter forfølges i disse tider:
“Fred er en dyrebar gave vi må fremme og værne om.
Denne verdens mange konflikter skaber stor lidelse og bekymring i mig, og for tiden er mit hjerte dybt mærket af begivenhederne i Syrien og martret af de dystre udviklinger i horisonten.
Jeg appellerer af hele mit hjerte til at man søger freden.”
Fra Pavens fredsappel fra 2013.