Uden Jesus fungerer intet

Fra Wilfrid Stinissens “I dag er Guds dag”:

Disciplene er alene på søen, de kæmper mod bølgerne og har modvind, fortæller Matthæus (14,24). De har svært ved at komme frem, fordi Jesus ikke er med.

Evangeliet påpeger ofte, at intet fungerer, når Jesus ikke er med. Disciplene forsøger at uddrive onde ånder, men det lykkes ikke, fordi Jesus ikke er med (Mark 9,18.28). To gange fortælles det, hvordan disciplene tager ud for at fiske, men intet fanger, fordi Jesus ikke er med. Men så snart Jesus hjælper til, fanger de så mange fisk, at båden er nær ved at synke (Luk 5,5, Joh 21,3.6).

“Skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus (Joh 15,6). Han mener: ikke noget af betydning, intet som består. Når det gælder de lette og overfladiske ting, så klarer vi os ganske godt. Vi arbejder, spiser og sover uden at behøve nogen særlig hjælp fra Gud til det. Men når det gælder det, vi er skabt til, det som giver alt andet dets mening og værdi, nemlig kærligheden, så er vi magtesløse.

Gud er kærligheden. Så længe vi ikke åbner os for at fyldes af ham, er alle vore forsøg på at elske forgæves. Men overalt, hvor virkelig kærlighed findes, der er han med. Og jo mere modtagelige vi er, desto tydeligere bliver hans kærlighed i os.

Hvis vi vil leve et liv i kærlighed, er der kun én vej for os: mere og mere at stole på og tage imod Gud, mere og mere at lade ham “være med”.

Fra Wilfrid Stinissens “I dag er Guds dag”, en klassiker i kristen spiritualitet.
Læs mere om bogen her.