Mange menigheder bruger traditionen om fodtvætningen til skærtorsdag. Hvad der er en selvfølge for mange, vækker forargelse hos andre, især hvis der kommer tale på kvindefødder. Men nu har Rom officielt taget stilling til det. Præsterne må også gerne vaske kvindernes fødder til skærtorsdag.
Jeg husker en skærtorsdagsgudstjeneste, hvor jeg for første gang oplevede en fodtvætning. Det rørte mig dybt. Som barn brød denne sigende gestus de mange, lange og ofte uforståelige liturgier i den stille uge. Fodtvætningen var visuel og mindede mig om den beretning, som jeg kendte fra evangelierne. Det, jeg så i alterrummet, gjorde evangeliet nærværende.
Et kik tilbage i historien
2013 var der opstandelse i Den katolske kirke. Pave Frans besøgte et ungdomsfængsel og vaskede de indsattes fødder. Blandt dem var også to kvinder. I den katolske kirkes messebog er der udtrykkeligt tale om, at fodtvætningen foregår ved udvalgte mænd. Paven brød derved selv en liturgisk tradition. Vatikanet svarede dengang, at der var tale om en særlig situation, og at pigerne, hvis man havde udelukket dem, ville have været ulykkelige. Men denne særlige situation blev gentaget hvert år siden da. Og nu er det officielt. Det er muligt at udvælge både mand og kvinde til fodtvætning.
Men hvad handler denne ritus egentlig om?
Denne ritus er både ung og gammel. Ung, fordi Pius XII først i 1955 genindførte fodtvætningen som en mulighed i reformen af den stille uges liturgi. Gammel er skikken, fordi man allerede fra 500-tallet i klostrene havde en tradition for, at abbeden skærtorsdag morgen vaskede fødderne på munkene. Der findes en overlevering om, at en biskop omkring 694 vaskede fødderne på 12 præster. Udenfor liturgien fandtes denne skik: I højmiddelalderen gav kongen gaver til tolv fattige mænd, mens dronningen gjorde det samme for tolv fattige kvinder.
For det var i mange århundreder utænkeligt, at en mand skulle røre ved en kvindes nøgne fod. Det var alt for erotisk.
Ritualet kan tolkes på forskellige måder
I dag er der intet erotisk ved at røre ved en kvindes fod. Men alligevel er det stadigvæk omstridt, om det bør gøres i skærtorsdagens liturgi. Det grunder i, at ritualet bliver tolket på to måder.
For nogen er fodtvætningen som et ”teaterstykke”, som visualiserer situationen i ovensalen. Pave, biskop eller præst er “Jesus” i dette liturgiske spil, og så skal der være tolv disciple. De var mænd. Kun mænd. Der lurer en angst for, at fodtvætningen af kvinder udhuler traditionen og åbner for præstevielsen af kvinder: Apostlene var mænd, og det er kun mænd, der må være præster. Er det ikke det første skridt til vielse af kvinder til præster, påpeger modstandere af denne skik?
Pave Frans har en anden tilgang og tolkning, for han tænker ikke på eukaristien og præstevielsen, når han vasker menneskers fødder. Han tolker denne symbolske handling uafhængig af indsættelsen af eukaristien. Alle, pave, biskop og præst og alle vi, som har del i det almene præstedømme er kaldet til at tjene. For ellers vil vi ikke have fællesskab med ham.
Pave Frans vasker fødder især på dem, som står udenfor, lidt i periferien, altså ikke de aktive, velansete i menigheden og samfundet; men dem, der er lidt anderledes, udenfor, skæve, søgende. Det er netop ikke menighedens kendte ansigter, som bør sidde i alterrummet som ”tak” for deres indsats og som forbillede for alle de andre; men der er tale om et bredt udsnit af menigheden eller samfundet, en repræsentativ gruppe af dem, dvs. børn, unge, mænd og kvinder, som skal være med til fodtvætningen.
Fodtvætningen ”leger” ikke som et skuespil det, der for over 2000 år siden skete i ovensalen. Personligt har jeg både som barn og som voksen forstået fodtvætningen som ren forkyndelse: Sådan bør vi forstå vort kald som kristne: Vi er kaldet til at tjene menneskene.
Jeg er opvokset med, at præsten vasker både kvinde- og mandefødder – som altid findes (lokale) traditioner i den katolske kirke længe før de bliver officielt godkendt af Vatikanet.
Denne gestus vil også fremover provokere. Det undrer mig ikke, for selv Petrus har sagt i første omgang: ”Ikke mig, Herre!” (jfr. Joh 13,6-8), da Jesus ville vaske hans fødder. Og så indvilligede han dog. Han ville have fælleskab med Herren. Det samme ønsker jeg.
Fodtvætningen er en smuk gestus. Jeg vil helst ikke skulle undvære den. For jeg vil også have fælleskab med Herren. Men denne gestus forpligter os også. Det er nemlig ikke skuespil for galleriet. Det er hellig liturgi, som minder os om og udruster os til at leve det, vi fejrer hver dag på ny: Vi skal være parate til at tjene. Også resten af året.
Frit bearbejdet af Eva Maria Nielsen efter en artikel af Susanne Haverkamp: Kirchenbote, nr. 12/2016, s. 1-2