Af Eva Maria Nielsen
Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sad på en café sammen med en bekendt. Lad os for nemheds skyld kalde hende Mette. Mette var blevet optaget i den katolske kirkes fulde fællesskab, efter at hun havde fået eneundervisning hos sin sognepræst. På daværende tidspunkt havde hun allerede et par år som katolik på bagen. Hun rørte i sin kop cappuccino og sagde henkastet: ”Jeg tror, jeg melder mig ud af kirken. Der er ingen plads til mig i den.”
Jeg var overrasket over hendes udmelding. Intet havde forberedt mig på dette. Personligt er jeg helt overvist om, at der er plads til mangt, meget og mange i kirken, også til dem, der tvivler. ”Hvorfor siger du det?”
”Jeg burde aldrig være blevet optaget”, forsatte hun og sukkede.
”Hvad siger du?” Nu var jeg sikker på, at hun var plaget af trostvivl. ”Vi kæmper alle med vor tro en gang i mellem …”
”Det er klart; men jeg har aldrig kunnet tro på opstandelsen.”
Nu tabte jeg mælet. Troen på opstandelsen er hjertet i vor kristne tro og, uden den, ja, så kunne jeg godt forstå, at hun ikke længere følte sig hjemme i kirken. Men jeg tænkte stadigvæk, at hun ”bare” tvivlede på opstandelsen og fortsat havde et ønske om at kunne tro. Så ville der være plads i kirken for hende. Men så fortsatte hun og fejede alle mine gode argumenter på gulvet, før jeg overhovedet kunne nå at åbne munden.
”Dengang jeg gik til undervisningen, fortalte jeg præsten det hele … Jeg sagde til ham, at jeg syntes, Jesus er et stort menneske. Han har udrettet så meget. Hans budskab er enestående. Men jeg sagde også, at jeg ikke kunne tro, at han opstod fra de døde. Jeg tror på Gud, men har aldrig troet på, at Jesus er Guds søn eller opstået fra de døde.”
Vi talte i flere timer; men til sidst måtte jeg indrømme, at Mette havde ret. Hun hørte et andet sted til end i kirken. Allerede Paulus har sagt, at hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. (jfr. Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 15,13f.).
Paulus byggede sine ord på Jesu egne, nogle ord, som de fleste mennesker kender:
Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.
Johannesevangeliet kapitel 11,25
Opstandelsen kan vi ikke komme udenom.
Nu har vi lige fejret Påske. Vi har fejret, at Jesus Kristus lever, også i dag, fordi han er opstået fra de døde. Dette budskab, så ældgammelt og så dugfrisk på samme tid, er hjertet i vor tro. Mette havde ret. Opstandelsen kan vi ikke komme udenom.
Allerede de første kristne forkyndte Jesu død på korset og hans opstandelse. Denne beretning var aksen i deres vidnesbyrd og tro. De vidste, at de ikke kunne tale om Jesus som Kristus uden at tale om opstandelsen. Ellers ville deres tro være tom og nytteløs.
Hvad siger Det nye Testamente om Jesu opstandelse?
Paulus var naturligvis ikke den eneste, som talte om opstandelsen. Det gjorde evangelierne selvfølgelig også. Men de talte meget nøgternt om Jesu opstandelse. Den skete på et historisk tidspunkt, præcis tre dage efter Jesu død og gravlæggelse.
De beskrev opstandelsen som en historisk begivenhed, enkelt, anskueligt og sanseligt.
Disciplene så deres opstandne Herre ved forskellige lejligheder. Enten så de Jesus alene eller i en gruppe på flere. Helt op til 500 mennesker så Jesus ved én lejlighed. Nogle så ham et kort øjeblik som Paulus på vej til Damaskus, andre i længere tid som disciplene på vej til Emmaus.
Nogle talte sammen med ham, andre blev opfordret til at røre ved ham. Ved at røre ved Jesus erfarede de, at Jesu opstandelseslegeme både var en åndelig og en fysisk realitet.
Alle disse fortællinger er sanselige; disse mennesker rørte ved ham og genkendte ham. De spiste med ham, hørte ham tale og undersøgte ham.
Disse nytestamentlige vidnesbyrd er hjertet i vor tro på opstandelsen. Jesu opstandelse var både legemlig (fysisk) og åndelig (spirituel). Den åndelige realitet er, at dette fysiske legeme hører en anden verden til. Jesus kom gennem lukkede døre. Dette er kun muligt, fordi han brød dødens lænker ved at opstå.
Fra den historiske Jesus til den forkyndte Kristus
Mødet med den opstandne Jesus forandrede disciplenes liv. Lige så ængstelige og skuffede, som de var efter korsfæstelsen, lige så glade blev de ved at møde Jesus på ny. Der var ingen plads til deres tvivl længere: Jesus var nu blevet bekræftet som Guds søn. Hans forkyndelse og alt det, Jesus stod inde for, var blevet blåstemplet af Gud. Gud havde legitimeret Jesus, og dermed også alt det, han stod inde for. Til Jesus hører opstandelsen.
Efter Påske ændrede meget sig. Også forkyndelsen af det glade budskab fik et nyt outfit! Før forkyndte den historiske Jesus Guds rige. Nu forkynder de kristne ham som Guds menneskevordne ansigt, Guds søn, som døde og opstod fra de døde for os alle.
Den historiske Jesus, som vandrede omkring og prædikede, bliver nu Kristus, som forkyndes. Jesus er ikke længere den, der forkynder, men den, der forkyndes.
P.S. Bare til jeres orientering. Mette har genfundet sin vej til kirken.