Benedikt Labre – den hjemløse helgen

Af Eva Maria Nielsen

I vor række om barmhjertighedens ansigter har jeg til april måned valgt Benedikt Labre. Benedikt Labres festdag fejres den 16. april. Han er en helgen, som de færreste kender, men han har så meget at sige til os i Barmhjertighedens År.

Benedikt Labre fik prøvet lidt af hvert, før han fandt sin rette hylde. Det er han selvfølgelig ikke ene om – den store kirkefader Augustinus, jesuitternes grundlægger Ignatius og den schweiziske familiefar og eneboer Nikolaus af Flue fandt også deres kald ad omveje. Indtil da havde de afprøvet meget. Men Benedikt Labre er alligevel en ener blandt kirkens forskellige helgener. Det skyldes især hans anonyme liv i Europas gader. Benedikt sluttede sit liv som “posemand” i Rom. Han solidariserede sig med hjemløse og delte deres liv.

Hvad har vi til fælles med Benedikt Labre? Han havde, som mange mennesker, lagt planer og havde en drøm – og så gik der alligevel så meget skævt og der kom så meget i vejen, at han måtte tænke om.  Når jeg tænker på Benedikt Josef Labre, så tænker jeg, at livet ikke altid flasker sig sådan, som vi ønsker det, men at vi altid og overalt har mulighed for at stole på Gud og tro på, at alt vil blive godt til sidst.

Frank Schmidtke Kolosseum Flickr'Benedikt Labre tog Paulus’ ord til sig og blev græker med grækerne og jøde med jøderne (jfr. 1 Kor 9,19-23). Han valgte at dele de svages plads for at kunne leve og dele det glade budskab med dem. “Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage.” (1 Kor 9,22). Eller som Paulus skriver det i Romerbrevet: “Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv”. (Rom 15,1).
Benedikt gjorde det med en radikalitet og konsekvens, som er sjældent set, og valgte at leve på gaden.

Kender du allerede Benedikt Labre? Uanset hvad, så inviterer vi dig til sammen med os at gå på opdagelse i et spændende liv. Download vort undervisningsmateriale, hvor du igen finder forskellige byggesten, der alle tager udgangspunkt i Benedikts liv og mission. Brug aktiviteterne i katekesen eller i klasserummet eller i anden sammenhæng. Som tak beder vi dig blot om dit feedback nederst på siden, så vi kan blive bedre til vores arbejde.

Klik her for at downloade gratis undervisningsmateriale!

 

foto: Kolosseum af Frank Schmidtke/Flickr