Fasten er en tid til at vende om, en invitation til at vælge en ny synsvinkel, en ny vej. Den tekst jeg har valgt til i dag minder os også om at vælge den gode vej. For de falske veje suger kraften ud af os og fører os ikke i mål. En af de mest kendte fortællinger om omvendelse findes i dagens evangelium, lignelsen om den fortabte søn, som ofte bliver kaldt beretningen om den barmhjertige far.
Hvad har lignelsen om den fortabte søn egentlig med os at gøre?
Den yngste søn af en rig far ville ikke vente på sin arv, men selv bestemme og tage livet i sine egne hænder. Han vover sig derfor ud med sin arv i lommen, men begår en fejl. Uden et mål kender han ingen grænser og ødsler ikke bare sin formue væk, men også sit liv. Til sidst mister han både sit levebrød og sine venner. Han lander bogstavelig talt i en svinesti.
Så tænker han: ”Dybere kan jeg ikke falde. Længere går det ikke ned.”
Men der, midt i sit livs nederlag og snavs, kommer han også i tanker om, hvem han er, og siger: “Jeg tager hjem til ham og siger: ‘Far …'” (jfr. Luk 15,18).
Sønnen vil hjem, for hos sin far kan han virkelig være sig selv. I det fremmede er han blevet fremmed for sig selv. Han har ødslet sit liv væk, brugt tiden på dårlige ting og har på den måde mistet sig selv.
I det fremmede er han blevet fremmed for sig selv
At vende om betyder i denne lignelse at blive bevidst om sig selv, at komme hjem til sig selv.
Man må først gå ind i sig selv for at kunne vende om. Ved at se indad finder den fortabte søn modet til at rejse sig. Han tager afstand fra en livsstil, hvor han mister sig selv og bliver fremmedgjort for sit inderste, for sit væsen.
Han vender om og vælger, at han ikke længere vil følge den vej, der tærer kraft ud af ham, og som fører ham væk fra sig selv og fællesskabet. Derfor vælger han at gå hjem, og dermed vælger han at være sig selv.
At vende om betyder at komme hjem, hjem til faderens hus. Sønnen møder sin far, som længes efter ham. Han holder udkig efter ham, venter på ham.
Denne far er et billede på Gud, den barmhjertige, som vil favne ethvert af sine børn med sin kærlighed. Der vil ikke være anklager, men en glædesfest, når vi endelig kommer hjem. (Jfr. Luk 15,24).
Eukaristien er glædens fest
Hver gang vi fejrer eukaristi sammen, fejrer Gud denne fest i dig. Han fejrer din hjemkomst med en glædesfest, fordi du, som har været fortabt, er vendt hjem til din fars hus, hvor du kan være dig selv.
I disse fyrre dage vil du også en gang imellem miste dig selv af syne. Så meget i vort samfund drager os væk fra vort inderste, fra os selv. Du vil også fremover gå ad veje, som ikke fører til målet.
Jeg ønsker for dig, at du må lære at skelne de veje, som fører dig til livet og dig selv, fra dem, der fører ind i svinestien og væk fra dig selv.
Det er ikke et problem at forvilde sig; men det bliver et problem, hvis ikke du tager affære og starter på en frisk og vender om ligesom den fortabte søn for at leve det liv, hvor du kan være dig selv og føle dig hjemme.