Er du løbet tør for krudt?

af Eva Maria Nielsen

Mit liv har været hektisk på det seneste. Der er altid løse tråde, noget jeg lige skal tage stilling til, endnu en ting der skal nås, før jeg laver mad … og pludselig er dagen omme. Ofte vælger jeg at gøre noget i stedet for bare at være. Ellers har jeg altid været ret god til, at snuppe de små pauser og fylde dem med nærvær. Men i den sidste tid har jeg ikke undt mig den ro, som jeg trænger til. Kender du til noget lignende?

I mit netværk er flere bukket under med stress. Andre kæmper bravt til dagligt. De fleste klager over, at de har travlt, selvom vi arbejder færre timer end vore forældre. Men vi lever også i en verden, hvor det at være med og være på og være ”up to date” kræver meget mere af os, end det vi har fået forærende af tid. Det stresser. Der er – også i mit liv – alt for mange stimuli døgnet rundt.

Udfordringen om at tage en pause er lige så gammel som menneskeheden

Udfordringen med at standse op, er slet ikke er så ny, som man vil have os til at tro. Den er ældgammel. Så gammel som menneskeheden. Måske er vi mennesker bare sådan, at vi glemmer at holde de pauser, vi har brug for. Måske er vi fristet til at gøre og være i gang og være på, for at mærke at vi lever, for at føle at vi er nogen. Jeg ved det ikke. Jeg gætter bare.

Fornyligt har jeg set et af Rembrandt van Rijn billeder. ”Christus im Kreise seiner Jünger”. På denne skitse viser maleren Jesus, blandt sine venner. Billedet er fra 1634 og kan ses i Teyler Museum i Haarlem.
Maleriet har rørt noget i mig og fået mig til at tage en pause. Faktisk har jeg skubbet opgaver, som skulle laves i dag, ned fra bordet for at skrive disse tanker ned. Dette billede er ikke knyttet til en bestemt scene fra evangelierne. Vi ved ikke om disciplene sidder der efter Bjergprædikenen eller den store fangst. Har de lige set at en spedalsk blev ren? Måske taler det om noget helt andet? Mon ikke maleren har valgt denne åbenhed med vilje? Tid og sted har ingen betydning, for budskabet er: Altid og overalt kan dette ske. Hvis vi ønsker, at det sker, så er det muligt – også i dag – at møde Jesus.

Rembrandt

Rembrandt van Rijn viser den åbne situation

Selv om billedet viser en åben situation, kommer jeg til at tænke på en passage, som kun Markus fortæller (6,30ff). Der optræder Jesus og han er utrolig sympatisk, så omsorgsfuld, at jeg bliver helt varm indeni, fra top til tå.

”De tolv disciple, Jesus havde sendt ud, vendte tilbage og fortalte om alt det, de havde gjort, og om deres undervisning. ’Kom, lad os tage et andet sted hen, så I kan være alene og hvile jer lidt,’ sagde Jesus. Der var nemlig hele tiden mennesker omkring dem, som kom og gik, så de dårligt kunne få ro til at spise. Så sejlede de væk i båden til et sted, hvor de kunne være alene.” (Markus 6,30-32 efter Det nye Testamente på nudansk. Den nye Aftale.)

En jeg- havde-simpelthen- ikke- tid- til- at- spise- dag

De havde ikke engang tid til at spise. Når Kaare, min mand, har haft sådan en jeg- havde-simpelthen- ikke- tid- til- at- spise- dag og jeg om aftenen kan se i køleskabet, at der ikke er blevet spist noget som helst, så får han skæld ud. Min pædagogik kunne måske godt finpudses lidt, hvis den sammenlignes med Jesu omsorg. Kaare kan også have det som disciplene. De går jo bare op i deres opgave og det lykkes utrolig godt for dem. Så glemmer de alt det andet, det jordiske, det med at passe på sig selv og spise. Sikken medvind! Det skal nydes, det skal udnyttes. Mange lytter til det gode budskab, de bliver grebet af det, de vækker omtale, så mange mennesker flokkes omkring disciplene. Disciplene har alle hænderne fulde af opgaver. Mon det var en god tid, hvor mennesker var åbne for det glade budskab? En medgangstid? Som præst, kateket eller kirkelig ansat, er man jo fristet til at blive lidt misundelig på denne trængsel. Bare det var sådan i dag. Men måske alligevel ikke. Før eller senere bliver det for meget, med alle de mennesker. Netop denne situation kender Jesus også. Det er som om han hvisker. Det er godt med jer. Nu trænger vi til en pause.

Nu trænger vi til en pause

Hvor er det skønt, befriende, lettende. Ikke alene for Jesu venner dengang, men også for os i dag. Vor ”chef” ved, hvad vi har brug for. Selv om arbejdet er nok så vigtigt og menneskenes nød stor, så siger Jesus pausasthe! Fra dette græske ord stammer det danske ord pause. Tag en slapper. Und jer ro.
Det er ikke kun menneskeligt og sympatisk. Nej, det er simpelthen nødvendig. Og ydermere fornuftig, det Herren siger. Det nytter ingen, når vi bruger alle kræfter og slider os op. Ikke engang for en god sag. Heller ikke i Herrens vingård. I tjeneste for vor næste, for menigheden og kirken. Det er helt klart: Det var ikke Jesu mening. For den, der aser videre, skyer stilheden, forsømmer samtalen med sig selv og samtalen med Gud, han har i det lange løb heller ikke noget at tilbyde de mennesker, der kommer og går.

Jesus trækker sine venner til side for en tid, for at finde ro, slappe af og tage en pause. Jeg forstiller mig at det måtte være vidunderligt, sådan en time-out med Jesus. De spiste brød, drak vin og talte sammen. Sådan en kreds, som man nyder, når livet er bedst. Man fortæller, hvad man har i tankerne, og det alene letter trykket. Man spørger til, hvordan den anden har det. Man deler fremskridt og nederlag, og glæder sig over den andens kunnen og formåen, og opmuntrer hinanden i tidens udfordringer. Det giver nyt mod, ny energi. Sådant et fællesskab skaber livskraft. Et fællesskab blandt vennerne og med Jesus.

Det er ingen wellness oase, men lys i vente

Rembrandt viser ikke en wellness oase med massage og karbade. Det mørke, som på billedet omslutter Jesus og hans venner er skumringstiden. Men ikke kun det. For ansigterne viser, at der er mere på spil. De ser ret alvorsfulde ud, udkørte. Billedet er ret alvorligt. Disse disciple er trætte, udmattede, måske har de mistet deres drive. Men det er ikke håbløst. For midt i dette fællesskab, breder der sig et lys, og dette lys kommer helt åbenlyst fra en person: Jesus. Han har udstråling, i ordets dybeste betydning.

Denne udstråling når ikke ud til alle på samme måde. Den ene af vennerne (foran til venstre) ser ud til at gabe i det skjulte. Og en anden støtter sit hoved, for han er ved at segne, så træt ser han ud, utrolig udkørt. En tredje med mere ungdommelige bløde træk er allerede faldet i søvn. Netop denne sovende disciple er badet i det klareste lys. Måske bør vi en gang imellem huske det kendte salmeord: ” … den, som Herren elsker, får det, mens han sover.” (Sl 127,2b)

Red Bull eller den sande energidrik

Der er ikke brug for Red Bull eller andre energiske smoothies. Der er en anden kilde, som kan give dig et boost. Jesus er chefen i midten. Helt sikkert. Alt det, han siger, giver vennerne mod. Han fylder dem med energi, med kraft. Gennem sit ord. Han er engageret i det han siger, for han har hånden på hjertet. Han hviler i sig selv, for sådan tyder jeg hans venstre hånd, som ligger på hans hofte. Og han udfordrer dem også.

Selv om Jesus ligesom en rabbi sidder lidt højere end sine disciple, så er han dog en del af fællesskabet. De sidder i rundkreds.
Ja, jeg havde næsten glemt det. I dette oplyste rum er der faktisk plads til, at andre kan slutte sig til. Vi må gerne træde ind i rummet, hvile lidt, lytte og sidde ned, hvis vi ønsker. Vi må være med i denne skønne ”pause”.

Skulle nogen blive misundelig, så siger jeg bare: Sådanne pauser kan du også få. Intet problem. Vi får dem tilbudt vederlagsfrit. De har forskellige navne – søndag, advent eller fastetid eller også alle de steder, som giver os kraft. En retræte, en tur i naturen, en spadseretur ved havet eller i en smuk skov. Et måltid med venner.
Tag dig tid til at ånde ud og ind. Det er vigtigt. Det viser dette billede os. Jesus selv tilbyder os det. Det er altid nemt. Og ligetil. Tid til os. Fællesskab med Jesus. Lytte til hans ord.
Er du med? Jeg vil igen give det en chance, for det trænger jeg til. En Pause.

 

Billede: Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606 – 1669) 1634 Jesus og hans disciple – Teylers Museum, Haarlem.