af Eva Maria Nielsen
I 1940 stuvede nazisterne de polske jøder sammen i Warszawas ghetto. Ghettoen, dengang Europas største, var et tre kvadratkilometer stort område tæt på byens centrum. For at du får en fornemmelse af ghettoens størrelse: den københavnske bydel Østerbro med 8,5 kvadratkilometer er tre gange så stor som Warszawa-ghettoen.
I 1941 boede 460.000 mennesker i ghettoen. Praktisk betød det, at der på et værelse boede 8-10 mennesker. Når så mange mennesker er stuvet sammen på så lidt plads, er dagligdagen en udfordring uden lige. Der var mangel på plads, hygiejne, mad og drikke, og alt dette medførte sygdomme og høj dødelighed.
Fra november 1940 til juli 1942 døde 100.000 af Warszawa-ghettoens jøder. Selv hvis de ønskede at flytte et andet sted hen, kunne jøderne ikke forlade ghettoen, for det blev straffet med døden. Og hvis andre hjalp dem til flugt, ventede dem samme straf. De fleste polakker på den anden side af muren gjorde ingenting, lukkede øjnene og forsøgte at overleve selv i en verden, som var blevet så menneskeforagtende, at de næsten ikke kunne tro, at de levede i den.
Sultende jødiske børn i Warsawas ghetto under den tyske besættelse af Polen i Anden verdenskrig. Deutsches Bundesarchiv via Wikimedia commons.
Men det kunne katolske Irena Sendler ikke. Hun var født i Otwock, men arbejdede som sygeplejerske i Warzawa. Hun søgte om tilladelse til at arbejde i ghettoen og kunne ikke glemme, hvad hun så på den anden side af muren. Da hun så nøden i ghettoen, kunne hun ikke forblive passiv. Irena vidste, at hendes engagement var farligt for hende, for det var ikke accepteret, at tage sig af jøderne, som boede i ghettoen og som nazisterne havde klassificeret som ”undermennesker” uden ret til at leve. Men Irena kunne ikke andet end at hjælpe, da hun udelukkende så mennesket, som trængte til hjælp. Da nazisterne frygtede epidemier, fik Irena Sendler lov til at arbejde som sygeplejerske i ghettoen.
Irena valgte at ignorere sin egen angst, og gjorde, hvad hun kunne for ghettoens beboer: Hun bedøvede børn med sovemedicin og smuglede dem i kufferter, sække, værktøjskasser m.m. ud af ghettoen. Hun flygtede med dem gennem kloakeringen. Det lykkedes for hende, at smugle ca. 2.500 børn ud af ghettoen. Når de kom frem til den anden side, gemte hun disse børn hos polske familier, i klostre og på børnehjem.
I 1943 blev hun forrådt, fængslet og dømt til døden. Nazisterne ville have hende til at af
sløre navne, men hun udleverede ingen af hendes medhjælpere. Jøderne takkede hende ved at redde hende gennem en dristig redningsaktion. Hun overlevede krigen og førte et almindeligt liv efter krigen – hun var gift og havde to børn. Jøderne udmærkede hende som ”retfærdig blandt nationer” i Jad-Vashem.
Som næsten hundredårig sagde hun selv: ”Alene kunne jeg aldrig have reddet alle disse børn. At gemme disse jødiske børn var min pligt og ikke en heltegerning. Havde tyske børn været i en lignende situation, havde jeg også reddet dem.”
Irenas modige engagement er til inspiration til os i dag.
Læs mere ved at klikke her: www.irenasendler.org
Hvordan ser barmhjertighed ud?
I anledning af barmhjertighedens år peger jeg hver måned på et menneske som har levet barmhjertigheden og som kan bruges som forbillede og til inspiration. Her i februar har jeg valgt Irena Sendler.
Vi har forberedt en masse sider med materiale, hvor du finder forskellige aktiviteter til katekesen eller derhjemme til dig, som du kan bruge til at tale om Irena Sendler, hendes liv og valg. Her finder du alt fra hendes biografi, forskellige aktiviteter som ordsalat, tip en 9-er og meget mere. Fokus i dette materiale ligger på ældre unge, fra mellemgruppen (12 år) og opefter.
Håber, du kan bruge det til inspiration!
Eva Maria Nielsen