Gå korsvejen i det fri

CHECKLISTE

• Har du forberedt

  • Sangblade eller sangbøger
  • For hver familie/barn en: gren (station 1), sort strimmel stof (station 2), et hvidt stykke stof (station 3), et stykke råt træ (station 4), et hjerte af papir, plast eller stof (station 5), lille tornekrone lavet af en rosengren, pileflet eller en brombærgren (station 6),
  • kurv med materiale ved hver station
  • tekster og udklædningstøj til alle mennesker på vejen

   

UNDERVISNINGSFORLØB: MENNESKER PÅ KORSVEJEN

• Indledende tanker

  Vi skal nu møde nogle mennesker, som var øjenvidner, den gang Jesus måtte bære sit kors, inden han blev korsfæstet. De vil fortælle om hans sidste vandring. Lad os gå sammen og tænke på alle dem, der har det svært i dag. Lad os være en Veronika eller Simon for dem, der har brug for hjælp, og hvis vi er feje og bange som Peter og de andre disciple, så lad os altid stole på, at vi kan begynde på en frisk.

• Station 1: Jesu venner i haven fortæller

  Sang: f.eks.Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Discipel 1: Jeg tror, jeg har sovet! Hvor er Jesus?

  Discipel 2: Han er væk!

  Discipel 1: Nu er vi alligevel faldet i søvn! Sikke noget, og vi havde lovet ham ikke at falde i søvn, men bede sammen med ham.

  Discipel 3: Men det var så anstrengende i går. Øjnene blev bare så tunge efter den dag!

  Discipel 2: Ja, det var en særlig dag. Jesus var helt anderledes, end han plejer at være – han ville spise med os endnu en gang og dele brødet.

  Discipel 1: Vi var sammen med ham hele dagen. Men han sagde nu også nogle mærkelige ting.

  Discipel 2: Jeg blev faktisk lidt bange.

  Discipel 3: Jeg også. Og så i nat … Han bad højt. Jeg vågnede, fordi jeg hørte ham. Han var gået et stykke væk og havde bedt til Gud. Han råbte helt vildt højt til sin far. Mere kunne jeg ikke forstå. Men det lød, som om han var bange og ville forsvare sig mod noget.

  Discipel 1: Kom, lad os gå. Vi må finde ham. Han skal ikke være alene.

   

  Bøn: Kære Gud. Nogle gange har vi det som Jesu venner. Vi ved, at vi burde hjælpe nogen. Vi vil også gerne; men så er det meget sværere, end vi havde troet. Vi mister lysten og gejsten og kører træt i det hele.  Vi finder på udflugter og overlader de andre til sig selv.  Giv os kraft og udholdenhed til at være der for andre og til at blive der. Lad os føle, at vi bliver brugt. Amen.

  Symbol: Alle modtager en gren.

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  foto: Martin LaBar/Flickr

   

• Station 2: Peter fortæller

  Sang: f.eks. Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Simon Peter: Det er en frygtelig dag i dag. Jeg har nu i så mange år været sammen med Jesus, for jeg er en af hans bedste venner.

  Jeg har været undervejs med ham alle vegne. Vi har spist sammen, grinet sammen, og vi har drukket sammen, og jeg har også lovet ham, at lige meget, hvad der sker, så bliver jeg hos ham. Men jeg klarede det ikke.

   

  Peter skjuler sit ansigt bag hænderne.

  I den nat, hvor de hentede Jesus og tog ham til fange, da skulle jeg have sagt: Ja, jeg er hans ven. Men det hele gik anderledes.

  Jeg fulgte efter ham. Ja, det gjorde jeg. Efter at de havde arresteret ham, løb jeg efter dem. Jeg varmede mig ved ilden i gården. Der var også nogle andre, arbejdsmænd og køkkenfolk, og en af dem sagde så: ”Hej, er du ikke også en af dem? Kommer du ikke fra Galilæa? Du er da Jesu ven.”

  Jeg blev så bange. Jeg havde kun én tanke: Hvad gør de med mig, hvis jeg bekender mig til Jesus? Jeg var angst, så bange, at jeg løj. Hele tre gange efter hinanden. Jeg kender ikke Jesus, sagde jeg. Jeg løj dem lige op i ansigtet. Det var den sværeste dag i mit liv. Det var en sort dag. Jeg ved egentlig slet ikke, hvorfor jeg sagde det.

  Hvorfor løj jeg?

  Jeg vil jo stadigvæk gerne være Jesu ven. Det er så svært, når man har gjort noget forkert. Mon Jesus stadigvæk kan lide mig?

   

  Bøn: Angst kan lamme os. Jeg ved, at det vil være så vigtigt at være hos den person, som alle mobber og griner ad og driller. Jeg har ondt af ham eller hende; men jeg er bange. For hvis jeg forsvarer vedkommende, bliver jeg selv jagtet. Jeg er bange. Jeg gør ingenting. Kære Gud, hjælp mig i sådanne situationer og styrk mig. Med dig ved min side og med din styrke kan jeg overvinde min angst.

  Symbol: Alle får et sort stykke stof, som de binder til deres gren.

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  foto:Hermann Young/Flickr

• Station 3: Veronika fortæller

  Sang: f.eks. Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Veronika fortæller: Jeg er Veronika. Første gang jeg hørte om Jesus? Ja, det er allerede et stykke tid siden. Men jeg kan faktisk godt huske det. Det rørte mig dybt i mit hjerte, alt det, han fortalte om Gud. Ja, jeg ville tro på denne Gud, som er ligesom en far, og til hvem jeg altid kan komme, selv om jeg har kludret i det eller gjort noget forkert.

  Jesus viste os, hvordan vi skal møde andre, at vi kan være kærlige og omsorgsfulde mod hinanden. Det har mange oplevet – hans venner, disciplene, syge og fattige og alle dem, der har følt sig udenfor. Det var himmelsk. – Jesus viste os midt i vort liv en lille bitte flig af himmelen. Midt iblandt os. Men nu?

  Jeg kan simpelthen ikke fatte det. Hvorfor skulle Jesus lide? Han var da helt uskyldig.  Jeg havde hørt om hans dom. Det gik rundt som en løbeild i byen. Nogle var glad, andre var rystede.

  Egentlig ville jeg ikke gå derhen og kikke. For det var jo bare et grusomt skuespil. Jeg ville ikke være en af dem, der bare står og glor. Men jeg blev nødt til at se ham endnu en gang. Måske kunne jeg gøre noget for ham.

  Og så stod jer der ved vejkanten på vejen til Golgata, og omkring mig stimlede alle de, der stirrede og hujede … Nogle råbte, andre skreg, nogle piskede stemningen op, andre var stille, nogle græd, og andre var helt målløse over så megen ondskab. Jesus var midt iblandt dem. Han slæbte sit kors, og han var allerede ret svag. Hans ansigt var fuldt af blod og sved, og man kunne se, at han havde smerter.

  I min kurv havde jeg et rent stykke stof. Normalt viklede jeg brødet ind i det, når jeg var undervejs. Da Jesus kom forbi mig, løb jeg hen til ham og rakte ham stoffet, så han kunne tørre sit ansigt. Folk omkring mig råbte og grinede. De ville ikke have, at jeg hjalp ham. De spurgte, om jeg var en af hans venner.

  En soldat kom og skubbede til Jesus. Han skulle gå videre.  Kun et øjeblik mødtes vore blikke, og jeg så, at Jesus var taknemlig. Han rakte mig stoffet tilbage; men han sagde intet.  Og så slæbte han sig videre. Senere, da jeg var kommet hjem, tog jeg stoffet ud af kurven. Og så opdagede jeg det:

  Der var et ansigt på stoffet, et aftryk af blod og sved. Jesus havde efterladt sig spor på klædet, ligesom han havde gjort det i mit liv og i andre menneskers liv.

  Det tænkte jeg på, da jeg så hans ansigtsudtryk på stoffet. Det ville blive vasket ud næste gang jeg havde vaskedag, tænkte jeg. Men hans budskab om kærlighed og Guds kærlighed til os mennesker ville forblive for evigt, lige meget om han var død. Det var jeg helt sikker på.

   

  Bøn: Kære Gud. Hjælp os at hjælpe andre, som Veronika hjalp Jesus. Lad os finde et venligt ord, et smil, et tegn og være opmærksomme over for hinanden, så vi kan gøre hinandens lidelser nemmere at udholde. Lad os genkende dit ansigt i ethvert menneskes træk! Amen

  Symbol: Alle får et hvidt stykke stof (eller en strimmel hvidt stof!), som de binder til grenen.

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  foto: Mystuart/flickr

• 4. Station: Simon af Kyrene fortæller

  Sang: f.eks. Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Simon fortæller: Jeg er en simpel bonde. Jeg er ikke vant til at tale. Jeg har et enkelt sprog og bruger korte sætninger. Jeg er ikke dannet og har ikke fået en fin uddannelse. Simon af Kyrene kalder folk mig. Jeg arbejder på marken hver dag.

  Men den dag var jeg på vej hjem. Jeg kom gennem byens port, og så var jeg næsten hjemme. Men så kom nogle romerske soldater mig i møde, og sammen med dem var en mand, som bar på et kors. Han så forfærdelig ud. De havde pryglet ham og pisket ham. Han var udmattet og svedte og blødte. Han kunne ikke mere. Han kunne ikke længere bære sit kors, så han faldt.  Senere fik jeg at vide, at det var Jesus af Nazaret.  Han faldt simpelthen bare om, lige foran mine fødder, og en af soldaterne gøede ad mig: ”Du der, kom så i sving. Du skal hjælpe ham. Tag nu det skide kors op og bær det for ham.”

  Jeg ville ikke. Jeg havde ikke lyst, helt ærligt. Jeg gad ikke bære et kors ligesom en forbryder. Men jeg havde ikke noget valg. Soldaterne havde magten.

  Og så så Jesus på mig. Jeg så hans ansigt og hans øjne. Og uden ord, bare med sine øjne, sagde han tak til mig.  I det øjeblik var jeg glad for, at jeg kunne gøre noget for ham. Jeg gjorde det gerne. Hjemme opdagede jeg mange splinter i min hånd. Og endnu i dag minder disse små sår mig om den dag. Jeg vil aldrig glemme den dag.

  Bøn: Kære Gud. Nogle gange skal vi bede andre om at hjælpe os. Det er ikke altid nemt at bede om hjælp ligesom Jesus, der kikkede taknemligt på Simon. Gud, lad os være taknemlige, når nogen er parat til at hjælpe os. Amen

  Symbol: Alle får et barket stykke træ.

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  foto: Dorena WM/Flickr

• 5. Station: Maria, Jesu mor, fortæller

  Sang: f.eks. Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Maria fortæller: Jeg er Maria. Det er længe siden, mere end 30 år, at jeg fødte Jesus. Det var ikke nemt, dengang. Jeg var ofte bange, for jeg var ung og ventede et barn før ægteskabet. Så ville nogen tage livet af min baby, og vi måtte flygte til et fremmed land. Men selv om det var svære tider, så viste Gud mig hele tiden: Du klarer det, for alt kommer, som det skal.  Jeg er hos dig, jeg passer på dig. Helt inde i mig selv følte jeg, at dette barn var noget særligt. Han ville ikke få en nem fremtid, og jeg som hans mor heller ikke.

  Da han blev voksen, vandrede han gennem landet og prædikede, underviste og helbredte. Han fortalte menneskene om Gud: Gud er på vores side, sagde han. Han er god og vil os det gode.

  Og han viste os, hvordan vi kan leve sammen, hvordan vi kan være som mennesker. Jesus trøstede de sørgende. Han skelnede ikke mellem mennesker, mellem rige og fattige.

  Han talte med synderne og med dem, der stod udenfor, og som ikke var vellidte. Ja, han helbredte endda de syge. Men alligevel havde han fjender.  Der var mange, der elskede ham. Men der var lige så mange, som hadede ham.  Han var ubekvem. Til sidst blev han taget til fange og dømt til døden.

  Der har været dage, hvor jeg allerhelst ville have hentet ham hjem og sagt til ham: Tag det med ro, sønnike, du er i fare. Men han ville ikke og kunne ikke. Han var bare anderledes. Han ville holde fast i sit budskab.

  Men tro mig, at stå der og se sit eget barn lide, det er næsten ikke til at bære. Denne smerte er ubeskrivelig. At se sin egen søn lide, blive hånet, pisket og slået og ikke kunne hjælpe ham.  Han blev spottet, og jeg kunne bare se til. Gud, min Gud, hvorfor skal det være sådan?

  Bøn: Kære Gud. Det er svært at se dem, vi holder af, lide. Ikke at kunne gøre noget for dem, vi elsker eller er knyttet til – familie, venner eller bare bekendte – er svært at bære. Lad os – ligesom Maria – vise dem, der står os nær, og som har det svært, at vi er hos dem og på deres side. Amen

  Symbol: Alle får et hjerte af papir, plast eller stof

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  foto:Burn Sean/Flickr

  6. station: Johannes fortæller

• Sang: f.eks. Laudate omnes gentes (Lovsang nr. 609)

  Johannes fortæller: Jeg er Johannes, og nogle siger, at jeg er Jesu allerbedste ven, ham han elskede mest. Vi var kun nogle få, Maria fra Magdala, Maria, hans mor, de andre kvinder og jeg. Alle de andre var løbet deres vej. Man så ingenting til dem. Væk var de.

  Jeg forstår ikke, hvorfor Jesus skulle dø. Han var sådan et godt menneske – han velsignede, omfavnede børnene, helbredte, opvakte døde og fortalte alle om Guds kærlighed og godhed.

  En ting var mærkelig under korset. Selv om Jesus var svag, talte han et par ord med os, mens han hang der og kæmpede for hvert åndedræt.  Han sagde til Maria, sin mor, at hun skulle være ligesom en mor for mig. Og til mig sagde han, at jeg skulle passe på hende, som en søn passer på sin mor.

  Men vi er slet ikke i familie med hinanden.  Jeg har først nu forstået, hvad han mente med det. Mennesker kan være ligesom bror og søster, forældre og børn for hinanden, selv om de egentlig kun er venner. For alle de, der tror på Jesus, hører til en stor familie.

  Når jeg er trist og tænker på Jesus, så husker jeg på, at jeg er ikke alene. Jeg har mange brødre og søstre. Det giver mig mod og kraft.

  Bøn: Kære Gud. Du elsker os. Det har du vist og fortalt os gennem Jesus, din søn. Du vil, at din kærlighed bliver til at mærke i denne verden, og at den bliver synlig.  Du har brug for os. Hjælp os hver dag på ny at møde hinanden med omsorg og kærlighed. Amen

  Symbol: Alle får en lille tornekrone lavet af en rosengren, pileflet eller en brombærgren.

  Undervejs: Hil dig frelser og forsoner (Lovsang 381)

  Frit bearbejdet efter: Beate Brielmaier/Martina Kleinhansl „Menschen am Kreuzweg erzählen“ S. 22-30 in Bibelarbeit mit Kindern: Ein Stein kommt ins Rollen. Den Kreuzweg mit Kindern gestalten, 2003 Kath. Bibelwerk.

  foto:Darwin Bell/Flickr