”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8).
1. Handle retfærdigt
I mit eget liv kan jeg godt kende forskel på, hvad der er retfærdigt, og hvad der er uretfærdigt. Det forestiller jeg mig også, du kan. Vi gør ikke altid det retfærdige og gode, men vi ved godt, hvilken vej der fører derhen, også når vi ikke går ad den.
Vi ved, hvad der er retfærdigt og godt i vores eget liv. Det kan godt være, vi ikke kan overskue, hvad der er retfærdigt i international politik, men det er også de færreste af os, der sidder i en position, hvor vi skal tage stilling til den slags ting. Og den samme Gud, der viser os, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt i vores eget liv, viser også præsidenter, regeringsledere og militære ledere, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt.
Udfordringen er ikke at vide det, for vores hjerte vejleder os trofast, når vi ellers lytter. Udfordringen er at overgive vores egen stolte og egoistiske vilje til Gud.
2. Elske trofast
Profeten Mika siger endvidere, at vi skal elske trofast. På samme måde som vi godt ved, hvad der er ondt og godt, ved vi også, hvordan vi skal elske trofast. I alle situationer kan vi vælge mellem kærlighed og egoisme, kærlighed og stolthed, kærlighed og grådighed, kærlighed og jalousi, kærlighed og begær … Vi ved godt, hvad det vil sige at elske trofast.
3. Vandre ‘årvågent’ med Gud
Endelig taler profeten også om at vandre årvågent med Gud. Det står til sidst, man faktisk er det det vigtigste, for det er, når vi vandrer årvågent med Gud, at retfærdighed og kærlighed spirer frem i vores liv. Hvis Gud ikke lever i os og virker gennem os, kan du og jeg aldrig elske eller skabe retfærdighed.
Når vi vandrer årvågent med Gud, lader vi vores himmelske Fader tage os i hånden og lede os. Men det sker alt for tit, at vi har lyst til at løbe i forvejen for vores kærlige Fader, vi river hånden løs og løber hovedløst af sted i alle retninger. Vi vil ikke gå glip af noget. Vi vil opleve alt, hvad livet har at byde på, så vi løber hid og did for at finde lykken, men det ender altid med, at vi længes efter noget mere. Hvis vi derimod vil vandre årvågent med vores Gud, tager han os i hånden og leder os til lige præcis det, som vi har brug for, til de mennesker og ting og oplevelser, han har skabt og tiltænkt os. Og det er kun dér, vi finder lykken og oplever at få livets dybeste mål opfyldt.
Men det er svært at vandre årvågent med Gud. Det kræver, at vi kommer ind i en god vane, hvor vi tager ejerskab over os selv og lever i ligevægt.
Sådan er det at bære troen igennem livet:
Lad mig bruge et billede for bedre at forstå situationen. Hvor svært er det at vandre årvågent med Gud? Det er, som hvis jeg rakte dig et stearinlys og bad dig tage det med dig overalt og sørge for, at det ikke gik ud. Så ville du blive nødt til at beskytte flammen. Du måtte bevæge dig langsomt og opmærksomt og overveje hvert skridt. Det kræver, at vi tænker over, hvordan vi lever, og vi må have en bevidsthed om, hvem vi er, og hvorfor vi er her. Alle vores tanker, ord og handlinger må have deres udspring i den bevidsthed.
Sådan er det at vandre med Gud. Stearinlyset bærer du indeni. Når du har lært at bære det og beskytte det, kan du leve et liv i retfærdighed – vælge det, der er godt og retfærdigt, sandt og ædelt i enhver situation – og elske trofast.
Du bærer stearinlyset indeni. Pas godt på det. Lad ikke verden blæse det ud.
Det er Guds vilje, at du bliver den bedste udgave af dig selv, eller som det hedder i den klassiske åndelige tradition: at du lever et helligt liv og bliver en helgen. Det er det, der er meningen og målet med livet, og jo mere dit liv centrerer sig om dette mål, des mere vil du opleve den glæde, der er duften af hellighed.
Teksten er et uddrag fra Genopdag den katolske tro
af Matthew Kelly.