Ice-breakers: 5 sjove stillesiddende ryste-sammen-lege

Du sidder med en gruppe børn: til katekese, i skolen eller på en lejr – måske de ikke kender hinanden. Her har du 5 sjove ideer til ryste-sammen-lege:

1. Klapjagt

Alle sidder omkring et bord og lægger deres hænder på bordet med håndfladerne nedad. Derefter løfter alle højre hånd og lægger den til højre for naboens venstre hånd. Så begynder legen ved, at du klapper én gang med den ene hånd. Klappene skal sendes videre i den rækkefølge, hænderne ligger (din venstre hånd, naboen til venstres højre hånd, naboen til venstres venstre hånd, din højre hånd osv.). Det fortsætter indtil nogle klapper to gange med samme hånd.
Så skiftes der retning og klappene sendes den anden vej. Hvis nogen klapper med den forkerte hånd, skal hånden fjernes. Har man gjort noget forkert to gange, er man altså ude af legen.

2. Stød

Alle holder hinanden i hænderne i en cirkel. Du starter med at sende et ”stød” af sted ved at klemme din ene nabos hånd. Dette går videre til næste, indtil det kommer hele vejen rundt. Man kan også gøre det sværere ved at nogen lader stødet skifte retning ved at klemme igen med den hånd, der modtog stødet, og derefter tilbage til naboen igen. En anden variation er at have to stød på én gang. Der kræves koncentration!

3. Hviskeleg

Sid i en rundkreds, og send en sætning videre ved at hviske det til den, der sidder ved siden af dig. Sådan sendes sætningen hviskende fra den ene til den anden i kredsen. Sidste mand, personen ved siden af den, der hviskede i første omgang, siger den sætning, han/hun har modtaget. Ofte har det forandret sig temmelig meget undervejs. NB: Denne leg egner sig dårligt, hvis man har børn med nedsat hørelse.

4. Smølfe

En person går ud, mens de andre finder på et udsagnsord, fx svømme. Personen kommer ind igen og spørger de andre om forskellige ting efter hinanden, indtil han/hun gætter, hvad ”smølfe” står for: ”Er det sjovt at smølfe?” ”Har du smølfet i dag?” ”Koster det penge at smølfe?” ”Kan man smølfe om vinteren?” og så videre. Derefter er det en andens tur til at gå ud og komme ind og stille spørgsmål.

5. Mit skib er lastet

Sid i en cirkel. Person 1 siger: ”Mit skib er lastet!” Person 2 spørger: ”Med hvad?” Person et siger et navneord, der begynder med A for eksempel: ”Med agurker.” Så siger person to: ”Mit skib er lastet,” til person 3, som så spørger: ”Med hvad?” Person 2 gentager ordet med A og tilføjer noget nyt med næste bogstav i alfabetet. For eksempel: ”Med agurker og bispehuer.” Og så fremdeles, indtil man når Å, eller indtil du synes, det er nok.

 

Efter “Lærervejledning til Det glade budskab”

Læs også de 3 andre indlæg om Ice-breakers:

Navnelege

Lære-kende-lege

Bevægelseslege