Samtaler om katolsk tro (onlinemøder)

Samtaler om katolsk tro er online møder hver anden torsdag aften kl 19-21 for dig, der ønsker at blive klogere på hvad katolsk tro er, som vil udvikle dit sprog om tro og møde andre troende i et møde, hvor vi drøfter nye temaer hver gang, ser inspirerende film og deler erfaringer om tro.

Vi ser hver gang en film fra den nye serie fra Sycamore + og aftenens vært leder samtalen ud fra en række refleksionsspørgsmål.

Man skal tilmeldes hos Ann-Lise på anaa@katolsk.dk for at modtage invitation med link til zoom før hver mødegang. Normalt sendes der invitation og link ud tirsdag før vi mødes torsdag.

Hjertelig velkommen til alle, som har lyst til at være med til spændende samtaler, der aldrig efterlader os uden stof til eftertanke!

Image

Mød dine værter:

Image
Lene Sand Nielsen

Jeg er født i 1966 og konverterede til Den Katolske Kirke i 1976. I 2021 indtrådte jeg i Den franciskanske sekularorden (OFS). Jeg er opvokset, bor og er en del af menigheden i Sankt Nikolaj Kirke i Esbjerg, hvor jeg også er kateket for firmanderne. Jeg begyndte i efteråret 2024 at være ’afløser’ for Ann-Lise på ’Samtale om katolsk tro’ og er glad for nu, i 2025, at være en del af teamet bag samtalegrupperne, som jeg oplever giver både deltagerne og mig en masse godt i forhold til troen.

Mit kald er evangelisering inden for kirken og jeg følger det med glæde.

Image
Derek Noyes

Jeg kommer fra Irland. Jette, min hustru, læste i Irland i to år, og tog mig med til Denmark i 1989. De sidste næsten tyve år har jeg arbejdet som gymnasielærer i engelsk og oldtidskundskab først i Århus og senere i Vendsyssel. Jeg gik på pension i 2024 og tilhører menigheden i Helligåndskirken i Frederikshavn.

I Irland arbejdede jeg på et teater, og tog også en kandidatgrad i filosofi. I Danmark læste jeg engelsk og græsk. Jeg har altid været interesseret i forskellige religioner og filosofiske retninger. Den søgning bragte mig tilbage til min barndoms tro for næsten tyve år siden. Nu vil jeg gerne fortsætte med at søge dybere i den vidunderlige skat. Jeg har som deltager i både online samtaler om katolsk tro (og Sycamore-filmene) og Pastoral Centrets andre kurser, oplevet hvordan jeg de sidste par år er blevet meget inspireret i min egen tro, og jeg glæder mig over fortsat at samtale om tro med andre søgende mennesker som vært og som en del af teamet bag samtalegrupperne.

Image
Ann-Lise Aasesdatter

Jeg har med stor glæde set hvordan vores samtalegrupper, siden vi begyndte i efteråret 2023, har udviklet sig. Mange forskellige mennesker fra den katolske kirke, men også deltagere uden for kirken, har været deltagere i kortere eller længere perioder. Det har været en utrolig berigende oplevelse at være en del af og jeg glæder mig over vi kan fortsætte tilbuddet med et team af erfarne værter. Jeg ville gerne selv have haft det tilbud om samtale og fordybelse i tro og troens sprog, da jeg selv blev optaget i kirken og var helt ny i en katolsk kontekst i 2014.

Min egen faglige baggrund er en kandidatgrad i pædagogisk filosofi og jeg læser nu teologi på Newman Instituttet i Uppsala. Jeg har selv været kateket siden 2014, hvor jeg blev optaget i kirken. Jeg har i undervist firmander i 9 år, kommunikanter i 5 år, igangsat og ledt en Bibelgruppe i min egen sognekirke Sankt Albani i Odense ligesom jeg har været kateket for forældrene i vores lokale familiegruppe.

For nuværende fordeler jeg min tid mellem mit studie på Newman og arbejdet som kateketisk konsulent i Pastoral-Centeret og er meget taknemmelig for netop det kald og tjeneste i samarbejde med kateketer og præster i hele bispedømmet om katekese og evangelisering, som begge dele står mit hjerte meget nær.