Fem pift til en alle tiders stjerne-katekese

af Eva Maria Nielsen

Du er kateket og har et fantastisk budskab, som du vil dele med andre mennesker. Lad dig i din katekese inspirere af en stjerne. Så bliver du ikke bare en stjerne som kateket, men du har også et redskab til at strukturere din undervisning. En stjerne har fem ben. Og derfor har jeg også fem vigtige pointer i det jeg fortæller. Men det vigtigste er, at fortællingen ikke kun ligger i dét, du siger, men i høj grad også i dét, du gør og ligner. Stjernens fem takker gør dig klar til menighedens unge mennesker.

1.Forbered dig

Inden du overhovedet forbereder din katekese, skal du lige tænke over disse tre vigtige spørgsmål om din målgruppe: Hvem kommer til din undervisning? Hvad vil disse unge mennesker gerne vide noget om? Hvorfor er netop det, du vil fortælle, værdifuldt for dem i deres hverdag? Det gør en forskel, om du underviser de helt små eller firmander; om du er sammen med unge, som er kirkevante eller om de er nye i menigheden. Derfor: Kan du svare på disse spørgsmål, kan du også målrette din katekese efter det, de unge finder vigtigt – og endda give dem noget, de har lyst til at dele, når de kommer hjem.

2. Giv af dig selv og du brænder igennem

Mennesker af i dag, unge som gamle, søger efter mening, sammenhæng og noget at spejle sig i. De er på udkik efter værdier, spørgsmål, som de kan genkende fra sig selv. Som kateket er du et vidne, én som er deres medvandrer. Det er måske det vigtigste i hele katekesen, at de unge oplever dig som et vidne ved deres side. Sæt derfor stemningen med en personlig fortælling, hvor følelser og sanser kommer i spil. Så vil de unge mærke sig selv og deres egne værdier – du (og kirken, som du repræsenterer) fremstår mere menneskelig, forståeligt, down-to-earth. Du bliver som kateket én, de kan identificere sig med, og måske oven i købet lide.

3. Fyld kufferten

Det, du vil dele med de unge i katekesen, er en fortælling, noget viden, noget om din tro.  De unge sidder og spørger bevidst eller ubevidst: Hvad får jeg ud af denne katekese? Hvorfor bør jeg sidde her? What’s in it for me?

Katekese er en fælles rejse. Forestil dig derfor, at de unge har en tom kuffert med til katekesen, som de gerne vil have fyldt op med gode tanker, refleksioner, aha-oplevelser og meget meget mere. Giv dem noget, de kan ta’ med hjem i baggagen. Noget helt konkret og brugbart i hverdagen eller noget, som de kan dele med deres familie og venner. Noget, som giver dem en fornemmelse af, at de er blevet klogere på noget.

4. Øv danseskridt

Skab dynamik og variation i din katekse, for at fastholde de unges nysgerrighed. Er de blevet nysgerrige, har de også lyst til at fordybe sig. Dit mål bør være, at få de unge helt frem i stolen, så de glemmer mobilen. Det opnår du kun, hvis du varierer rytmen i din katekese. De forskellige tiltag og vinkler, du bruger er jeres danseskridt. Man kan ikke lære en dans, ved at sidde på sin stol. En dans består af rytmer, variationer – en drejning, at gå, at danse tæt eller alene. De forskellige skridt gør helheden og glæden. Brug levende billeder, når du taler, film, musik, kunst, vittigheder, gør brug af de nye medier, som de unge er så vant til, og øvelser, der kræver dialog og samarbejde. Det er sjældent en god idé at tale, tale og bare tale … i den fulde tid, du er på. Du vil miste de unge efter ganske kort tid.

5. Svirp med halen

I starten af indlægget gav jeg dig som opgave, at være vidne og begynde med en personlig fortælling for at engagere de unge. Den samme oplevelse skal de unge have, når de går hjem efter endt undervisning. Det er altid en god ide, at runde af og vende til udgangspunktet, når du afslutter din katekese. La Fontaine talte om en “morale” – det, man skal lære af historien. Det man kommer til at tænke over, når historien er slut. Her handler det ikke om en morale, men at gribe tanken fra begyndelsen og runde den af. Samle alle tråde op. Være personligt i det du siger helt til sidst. Det er det, jeg kalder at svirpe med halen.

Konklusion

Kan du se de unge som en fisk med mund, krop og hale? Få dem på krogen med en god historie, klæd dem på med din viden og dine pointer –og svirp med halen for at runde af og bringe dem tilbage til katekesens start. Dette gør du ved at nævne hovedpunkter, sammenfatte dagens katekese i en sætning, nævne pointen fra dit vidnesbyrd og sætte alt dette i en ny sammenhæng på baggrund af det du har talt om i katekesen.  Ved at holde dig til stjernens fem takker bliver du Danmarks stjernekateket.