Gud kalder dig til at blive den bedste udgave af dig selv

Når vi bliver bevidste om, at verden ikke er i stand til at opfylde vores længsel efter lykke, sender Gud os ud på et eventyr, nemlig frelsen. Vores længsel efter lykke er Guds invitation til at drage med på det eventyr. Gud har en drøm for dig og en plan for dit liv. Han vil redde dig fra alt det, der står i vejen for, at du kan blive den bedste udgave af dig selv.

I bogen her kommer vi til at tale en del om at blive den bedste udgave af sig selv. Med det udtryk mener jeg ikke en narcissistisk, selvcentreret tilgang til livet. I stedet opfordrer jeg dig til at indgå i et dynamisk samarbejde med Gud. Det er gennem det samarbejde, at vi bliver den bedste udgave af os selv, hvor Guds kærlighed er nærværende.

Gud har en individuel frelsesplan for os alle. Dit frelseseventyr er unikt og anderledes end mit. I min bog Livets rytme – Bliv den bedste udgave af dig selv(udkommet på dansk på forlaget Lindhardt og Ringhof) skriver jeg mere uddybende om, hvordan vores grundlæggende behov hænger sammen med vores dybeste ønsker og de talenter, vi har. Det er gennem den sammenhæng, Gud viser os vores unikke vej til frelsen. Frans af Assisi gik ad en anden vej end Teresa af Avila. Hver for sig blev de to de bedste udgaver af sig selv, men de gjorde det på forskellige måder ud fra netop deres behov, talenter og ønsker. Johannes Paul II levede på en anden tid end Maximilian Kolbe. De gik forskellige veje, men resultatet var det samme. De tolv apostle var også meget forskellige. De havde hver deres forskellige talenter og personligheder, men Jesus kaldte hver enkelt af dem, fordi han havde en særlig grund til det. Han havde en særlig rolle til hver af dem, og i dag kalder han dig og mig på samme måde.

 

Fra Genopdag den katolske tro af Matthew Kelly.
Noget, du kan gøre

Afsæt 10 minutter til stilhed i løbet af din dag.
Stilhed er vigtigere end noget andet for dit åndelige velbefindende.
Når du finder stilheden i dit liv, finder du det fokus, du behøver for at blive den bedste udgave af dig selv.

Bøn

Min Gud,
for dig er intet umuligt, du, som formår alt,
skænk mig kraft til at gøre det gode
og blive ved med at gøre det.
Amen.

Birgitta af Vadstena
Fra Bønnebog