Hvad C.S. Lewis kan lære dig

om vigtigheden af stilhed i din hverdag

I 1940’erne skrev den britiske forfatter C.S. Lewis en række breve, der blev offentliggjort i tidsskriftet The Guardian. Brevene var en munter og indsigtsfuld brevveksling mellem en seniordjævel, Fangegarn, og hans lærling, den unge djævel Malurt. De 31 breve blev senere samlet og udgivet i bogform under titlen Fra helvedes blækhus.

I brevene giver Fangegarn en række god råd til Malurt om, hvordan han lokker sjæle væk fra Gud og over til Djævelen.

På et tidspunkt har Malurt været ved at udtænke alle mulige snedige måder til at friste den mand, som han er blevet sat på.

Fangegarn går i rette med ham og forklarer, at de for længst har fastlagt de bedste metoder. Én metode, forklarer han, går ud på at skabe så meget bulder og støj, at mennesker ikke længere kan høre Guds stemme i deres liv. I et af sine breve erklærer seniordjævelen Fangegarn, at ”Vi vil til slut gøre hele universet til ét eneste bulder!”

Kan du høre Guds stemme i dit liv?

Jeg tror, at C.S. Lewis’ skrifter havde profetisk pondus, da han udtrykte den tanke for mere end 70 år siden. I dag vågner vi til lyden af en clock radio, vi hører radio, mens vi tager brusebad, og ser fjernsyn, mens vi spiser morgenmad. Vi hører radio i bilen på vej i skole eller på arbejde, der er musik i baggrunden i supermarkedet og hos frisøren, og når vi venter i en telefonkø, er der musik. Vi har smartphones, iPods, bærbare dvd-afspillere, tablets og meget andet elektronisk udstyr. De fleste familier har mere end ét fjernsyn, og vi lader dem stå og køre, selv om der ikke er nogen, der ser det. Der er så meget støj omkring os, at vi ikke kan høre, hvad vi selv tænker.

Hvordan forestiller du dig, at du midt i al den larm finder ud af, hvem du selv er, og hvad meningen med dit liv er?

Svaret er, at det gør du ikke.

Hvis ikke du trækker dig tilbage fra al støjen i dit liv nogle få minutter hver dag, ender du sandsynligvis bare som endnu et tandhjul i den globale økonomi, som en forbruger, der selv bliver forbrugt.

Vores verden er blevet fyldt med støj, og derfor kan vi ikke længere høre Guds stemme i vores liv. Det er på tide at gå ind i stilhedens klasseværelse.

Hvad C.S. Lewis kan lære dig om vigtigheden af stilhed i din hverdag

Teksten er et uddrag fra Genopdag den katolske tro af Matthew Kelly.

Læs mere og bestil her.