6 fif til dig, der har et barn, der sørger

Mama, kommer morfar til min fødselsdag, når han vågner?

Spiller han fodbold i Himlen, når hans ben har det bedre nu?

Sådan spurgte min søn, efter at min far var død. Ugen før havde vi siddet ved min fars dødsleje, og Junior havde set, hvor svag og lille hans store morfar var blevet. Vi havde talt en del om, at Morfar nu snart ville få det bedre, for han ville ikke have ondt i sine ben længere, og naturligvis havde vi også talt om alt det svære og de følelser, som dukkede op. Der var tale om ubehag, angst, lettelse og så meget andet, som dukkede op i vore tanker, mens vi ventede på at miste et menneske, som stod vort hjerte nært.

Junior havde set mig græde. Alene det var grund nok til at sætte ord på de følelser, der kom frem, både i ham og i mig. På en måde var det ubærligt, at en tid ville være uigenkaldeligt forbi, og at Morfar ikke længere ville tage gas på os, smile sit varme smil, kilde os med de store næver og arbejde i haven. Ingen sommer mere, hvor han ville plukke blomster og hindbær og lave en stor skål salat til os alle. Han ville være et andet sted end os, hos Jesus, og selv om han så ud, som om han sov, ville han ikke vågne igen.

Når et menneske med langsomme skridt forsvinder ud af dit liv, bliver du hudløst bevidst om tabet. Vi vidste, at det, der ville være dejligt for Morfar, ville være svært for os andre, som ville komme til at savne ham ved bordet. På en måde var det sådan, at en byrde – hans kræftsygdom – blev løftet fra hans skuldre, mens vi følte, at den blev lagt på vores skuldre ved, at vi skulle sige farvel til ham. Vi talte en del om, at når der var masser af plads til at være glade for alt det gode, vi havde haft sammen, så skulle der også være plads til alt det dårlige, herunder at være ked af det.

Der er gået næsten tre år, siden min far døde. Midt i processen var jeg ikke altid klar over, hvordan jeg skulle forholde mig over for mit barn. Vi kan alle føle os usikre og famlende i en situation, hvor vi selv er følelsesmæssigt berørte.

 

Her får du 6 fif, så du kan tackle en lignende situation:

Nærhed er nøgleordet.

Nærhed er nøgleordet, for dit barn har brug for dig, en voksen, som tør tillade nærhed. Er du som forælder i en situation, hvor du ikke magter nærhed, fordi du er opslugt af dine egne følelser, så træk på andre nære voksne i din omgangskreds. Lad venner træde til og byde en hjælpende hånd.

Nærhed opleves på mange måder. Gør ting sammen for at være sammen. Hvis du mangler ord, så invester i hyggestunder, hvor der er mulighed for fysisk berøring. I kan læse en bog sammen, mens I sidder tæt sammen i sofaen, eller hyg jer med en filmaften, hvor I ser film i stribevis. Få luft i tankerne ved at trave en tur og være i naturen.

Vis barnet, at du vil det, og at du vil være sammen med det, så det føler sig favnet, selv om den vante verden er ved at gå i opløsning.

Vær konkret.

Når dit barn træder ind i sorgens land, kan det se ud til, at dette land ikke har grænser.

Børn sørger over forældrenes skilsmisse, et kæledyrs død, dødsfald i deres nære omgangskreds, ved flytning og brudte venskaber. Sorgens land spænder vidt.

Når I taler sammen om det svære i livet, det at miste, sørge og dø, handler det om, at du er konkret i dit svar. Nogle gange er det en god idé at træde et skridt tilbage og tænke dig om, før du svarer, så du kan svare enkelt og ærligt.

Mange børn danner sig nogle forestillinger, som er værre end virkeligheden. De kan føle et ansvar og skyld i det, der er sket ved f.eks. at tænke: ”Hvis jeg havde været sød, ville far og mor stadigvæk være sammen”, eller ”Hvis jeg ikke havde været jaloux på min søster, så ville hun leve endnu.”

Mange spørgsmål kræver et konkret svar. Børn efterlyser ofte simpel viden om, hvad der sker. Hvad sker der med vor krop, når vi dør? Hvad gør bedemanden? Hvad laver vi på kirkegården og i kirken?

Børn kan godt være til stede ved dødslejet, se den døde i kapellet, være med til at tale om den døde og deltage i begravelsen. Men det skal være tilbud og ikke tvang.

Fortæl sandheden

Lad være med at tale uden om tingene. Sig tingene, som de er. Børn har ikke behov for grumme detaljer; men de har behov for, at du er der, når de oplever tab, sorg og smerte. Tal sammen om, hvad det betyder at miste og savne. Hvordan har I det indeni? Hvad gør det ved dig? Hvilke følelser kommer op i dig?

Hvis du som voksen tør være ærlig og åben omkring dine følelser, vil dit barn også åbne for sine egne tanker og spørgsmål omkring død og afsked.

Vær hudløst ærlig, især hvis du selv ikke har svar på alt. Hvis du ikke er sikker på, hvad du vil svare, kan du give bolden tilbage til barnet, så en samtale kommer i gang. Måske kan du så sige: “Ja, det er svært at vide, hvad der er sket med Morfar. Hvad tænker du selv?”

Du er den voksne – vær det for dit barn!

Sørgende børn har behov for et rum, hvor de kan være sig selv og sætte ord på det, de føler, tænker og er bange for. Lyt til det, dit barn fortæller dig, med ord og kropssprog. Sådan kan du komme på sporet af, hvad det gør ved dit barn, når det oplever sorg. I værste fald kan det tolke et tab som et svigt, og så er der en stor risiko for, at det mister tilliden til livet og omverdenen. Så har vi voksne et ansvar for at være nærværende og lyttende og genoprette denne tillid, så at livet bliver muligt.

Børn er formidable til at skifte mellem alvor og leg, mellem gråd og latter. Det kan være svært at følge med i disse spring og at lytte til børnenes forestillingsverden og tanker. Uden at vi dømmer deres tanker eller fantasier, bør vi give børnene lov til at give udtryk for dem og vise deres følelser.

Et barn vil kun gå med til det, hvis det er sikkert på, at størrelsen af disse følelser ikke vil tilintetgøre og sluge det. Vi kan vise omsorg og holde smerten ud sammen med barnet. Men lad være med at rose barnet, fordi det tager tabet så tappert eller altid er sødt.

Barnet har brug for at kunne være ægte omkring sine følelser. De reelle følelser må ikke gemmes væk, selv om de kan være grimme at se på.

Lad barnet sørge i sit eget tempo

Giv dit barn mulighed for at sørge i sit eget tempo. Sorg finder sit udtryk på mange forskellige måder. Nogle græder. Andre bliver stille. En tredje bliver udadfarende. Nogle forarbejder det i leg og andre børn virker stort set uberørte af det, der er sket.

Dit barn har brug for frirum til at sørge og også for et rum, hvor det er muligt at gøre noget andet, glemme, lege, grine, ja bare leve. Det kan ikke hele tiden tale om det svære. Og det skal det heller ikke. Det betyder ikke, at det slet ikke sørger. Men lige så hurtigt dit barn bliver ked af det, lige så hurtigt glemmer det også igen. Det har brug for dig som lytter, som den, der viser omsorg, og som er der for at give et knus eller en omfavnelse. Derimod har det ikke brug for at blive overdænget med informationer, det ikke har brug for eller bedt om.

Et religiøst sprog befrier

Sentimentalitet er tilladt, når der er tale om store følelser. Det er jo kærlighedens pris, vi betaler. Det gør netop så ondt, fordi vi har mistet noget kostbart. Sådan er livet og kærligheden. Men det er det hele værd. Det kan betale sig at betale prisen. Denne vished skal vi hjælpe barnet til.

Brug gerne et religiøst sprog, for det er børnenes sprog par excellence. Dit barns gudbillede bliver til i barndommen. Derfor er det vigtigt at inddrage Gud i denne proces. Ellers bliver Gud dømt til at være en underlig og fjern figur, som kun kan bruges som pyntegenstand ved livets højdepunkter.

Men den jødisk-kristne Gud er mere og vil være Gud med os, Immanuel. Når du lægger øre til smerten, giver du dit barn en forståelse af den Gud, som lagde øre til Israels klage. Et barn, der møder mennesker, der ser, elsker og lytter til det, oplever Gud på samme måde. Han er en, der er til for det, som har interesse i det, som føler med det.

Vi kan ikke trøste hinanden. Og det er der heller ikke behov for. Men alle har vi brug for mennesker ved vor side. Smerten lindres, når vi låner øre, holder hånd og udholder smerten i fællesskab.

Et barn, som lytter ind i sig selv og sætter ord på sine følelser, vil også senere have lettere adgang til sine følelser og til sorg. Og det er alt arbejdet værd.

 

Indlægget er skrevet af Eva Maria Nielsen.