Postkortet er dødt …

… men den 7. februar er det ’International send et postkort-dag’. Så her får du nogle aktiviteter til din katekese for at markere denne dag.

af Eva Maria Nielsen

Long time ago … Kan du huske de tider, hvor du den 3. feriedag slentrede gennem butikkerne på udkig efter nogle fine postkort? Så skulle der også købes frimærker, og lidt efter var du i gang med at finde et sted, hvor du kunne skrive din feriehilsen. Hvor var nu kuglepennen i din taske? Og så, når alt var skrevet: Hvor kunne du mon finde en postkasse?
Det er længe, længe siden, vi har gjort sådan noget. Ikke sandt? Der er ikke mange, der skriver postkort længere.

Naturligvis findes der altid undtagelser. Jeg er en af dem, fordi jeg skriver stadigvæk postkort i ferien. Naturligvis elsker jeg også at modtage postkort fra hele verden, selv om jeg ikke hører til de postnørder, der mødes på: http://www.postcrossing.com.

Men for de fleste gælder det likes, når vi er på ferie. I dag får vi en opdatering på Facebook, Instagram eller Twitter. I vort hurtige samfund opfylder de sociale medier vore behov. Vi kan sende en tekst med ti billeder til hele vort netværk, mens vi venter på, at pizzaen bliver serveret. Vi behøver ikke bruge tid på at vælge et motiv og skrive til hver enkelt.

Noget er på vej til at forsvinde, og jeg tror, det er derfor, at man afholder den internationale dag for postkortet. Et postkort fortæller mig: Nogen har brugt tid på at tænke på mig. Det gør godt. Postkortet er en personlig hilsen, som altid kun er henvendt til én specifik modtager. Det bekræfter en særlig relation og udgør en kærlig hilsen.

Derimod er en feriehilsen på Facebook eller Instagram ikke nogen personlig hilsen. Vi ved ikke engang, om afsenderen overhovedet har tænkt på os, da hilsenen blev sendt, fordi en fælles hilsen kan laves på farten i et tog.

Når man skriver et postkort, så kræver det ro. Man skal sætte sig og skrive det. Teksten er måske den samme som på de sociale medier. Måske er den ikke særlig spændende; men postkortet viser, at nogen sætter noget til side for et andet menneske.

Om postkortet er ved at dø, vil tiden vise. Det har i hvert fald skiftet karakter.

Tidligere var et postkort mainstream;

men i dag er det unikt,

fordi folk er begyndt at dyrke langsommeligheden igen.

Det giver postkortet og endnu mere brevet en særlig værdi, fordi det tager tid og kræver eftertænksomhed at skrive det.
Derfor har vi nu en aktivitet til jer på denne dag, som er dedikeret postkortet.

Aktivitet til mellemgruppen

Forbered: Hav et udvalg af postkort liggende, skriveredskaber.

Brainstorm sammen:

  • Hvornår har du sidst skrevet og sendt et postkort?
  • Hvornår har du sidst modtaget et postkort?
  • Hvorfor skriver man et postkort?
  • Har du nogensinde skrevet et postkort fra din ferie? Hvis ja, til hvem?
  • Hvorfor skriver man på de sociale medier.
  • Overvej: Hvad er fordelene ved at skrive et postkort? Hvad er ulemperne? Hvad er fordelene ved at skrive en status på de sociale medier? Hvad er ulemperne?

Opgave a:

Hvem vil du skrive et postkort til?
Modtager: Du skal vælge en modtager, der skal have dit postkort. Hvem vil du gøre glad for at modtage et postkort fra dig? Det kan for eksempel være:

  • Dine forældre
  • Dine bedsteforældre
  • En ven eller veninde
  • En kammerat

Tænk på et menneske, som du kunne glæde med et postkort. Hvem vil sætte pris på, at du tager dig tid til at skrive et kort? Hvad vil du fortælle vedkommende?

Det kan du gøre af flere grunde:

  • Fordi du er langt væk hjemmefra
  • Fordi du gerne vil fortælle, hvordan du har det
  • Fordi du savner den, du skriver til
  • Fordi du har oplevet noget spændende
  • Fordi det vil være dejligt for din ven at få et brev
  • Fordi et postkort kan gemmes og læses igen og igen

Hvad vil du skrive i postkortet?
Du kan for eksempel skrive:

Hvad har du lavet, siden vi sidst var sammen? Er der sket noget godt?
Eller er der sket noget dårligt?
Hvad glæder du dig til?
Hvad frygter du?

Opgave b:

Skriv en invitation til en ven, som du gerne vil have med til din første kommunion eller firmelse.  Fortæl din ven, hvorfor du vil have vennen med på dagen; fortæl, hvad du glæder dig til og hvorfor dagen er en særlig dag for dig. Hvad skal der ske …

Opgave c:

Hvem skriver et postkort?
Forbered: Postkort, skriveredskaber, bibler

1. Afsenderen er en bibelsk person
Læs en bibeltekst sammen. Vælg en person fra den bibeltekst, som I lige har læst. Lad denne person skrive et postkort hjem.

Overvej:
Hvordan oplevede vedkommende at være med til en episode, der fortælles om i bibelteksten? Hvad tænkte hun? Hvad så hun? Hvordan var det at hjælpe? Hvad tror du, hun ville skrive til … ja til hvem? Sin veninde, søster, en lærer, mor …

2. Afsenderen er en helgen
Kig på februar måneds helgener og vælg en enten fra den liturgiske kalender i den katolske lommebog eller fra bønnebogen. Lad de unge selv finde ud af: Hvem er den hellige Blasius? Hvem var Veronika? Hvem var den hellige Dorothea? Eller den hellige Hieronymus? Hvem var Valentin? Hvad har de gjort? Hvad er deres mærkesager? Hvad brændte de for?
Når de unge har fundet ud af, hvem denne person var, kan de skrive et postkort, som denne person ville have skrevet til en ven(inde), familie.

3. De unge skriver et postkort til Gud.
Hvad har du altid gerne villet sige til ham? Hvad er vigtigt for dig?

Opgave d:

  • Tryk på knappen nedenunder og se, hvad Gud skriver til dig. For du har også fået et helt personligt postkort fra nogen, som har elsket dig fra evighed, som profeten Jeremias siger. (Profeten Jeremias 31,3).