Ignatius af Antiokia (30-107), biskop og martyr

Festdag: 17. oktober

Kun nogle få år efter Paulus’ martyrdød, fik den kristne menighed i Antiokia en ny leder. Ignatius var den tredje biskop af Antiokia og en af den unge kirkes mest betydelige ledere. Han var en af de apostolske fædre, som var de mest betydningsfulde åndelige ledere og forfattere i den unge kristne menighed lige efter apostlenes tid. De var elever af apostlene eller også deres fortrolige og dermed et naturligt bindeled til det første kristne miljø.

Ignatius var også den første af kirkefædrene og efter traditionen den første, der i 107 led martyrdøden på Colosseum, dødens Circus, til tilskuernes makabre underholdning. Men indtil han blev kastet for de vilde dyr, overleverede han alt det, han havde lært fra apostlene.

Hvad kendetegner Ignatius af Antiokia?

Ignatius har efterladt os den ældste samling af breve – syv i alt – uden for Det Nye Testamente. Han har skrevet dem under sin rejse i fangenskab. Han rejste, bevogtet af soldater, fra Antiokia til Rom, hvor han skulle kastes for de vilde dyr. Rejsen var lang, gennem Lilleasien og Grækenland mod Adriaterhavets kyst. Derfra sejlede de videre med skib til Italien. Undervejs skrev han sine breve til menighederne, breve, som den dag i dag udgør et gribende vidnesbyrd fra en tid, hvor det at bekende sig som kristen gjaldt liv og død.

Ignatius’ breve har store ligheder med Paulus’ breve. Det er tydeligt, at han er fortrolig med disse. Han citerer Matthæus, Johannes, Apostlenes Gerninger og Johannes Åbenbaring. Ignatius’ breve er interessante ud fra to aspekter. Gennem dem får vi et kik ind i den unge kirkes syn på martyriet. Og det andet er: Ignatius taler om lederskab og embede. Dermed får vi også et syn på, hvordan kirken i tiden efter apostlene organiserede sig.

Hvorfor er martyriet så vigtigt?

Selv om forfølgelserne ikke foregik uafbrudt gennem de første århundreder, begyndte de kristne at tale om ”den anden dåb”, bloddåben, som havde højere rang end vanddåben. Martyrerne fik hurtig en særstilling i oldkirken; man huskede dem på deres dødsdage og oven over deres grave blev kirker opført. De første kristne syntes, at der ikke fandtes noget større end at give sit liv for den elskede Kristus. Forherligelsen af martyriet er i vor tid ofte svært at rumme. Den virker fremmedartet og fjern, og hurtig vil vi psykologisere martyrerne som dem, der blev drevet af deres omverden til dødslængsel og fanatisme. Men kan vi i en tid, hvor mange relativerer faste overbevisninger og hvor trossandheder ofte bliver solgt til spotpris, virkelig tillade os at dømme mennesker, der levede under disse forhold?

Ignatius af Antiokia viser den kristne menighed på tærsklen til det andet århundrede

Ignatius’ breve giver også et unikt indblik i menighedens liv omkring århundredskiftet. Et vigtigt tema, endnu mere end martyriet, er biskoppens stilling i menigheden. For Ignatius var det utænkeligt at prædike en kristendom, hvor hver enkelt kunne give sin egen tolkning af troen. Fællesskabet var vigtigt, det var stærkt forpligtende, og derfor har Ignatius også et klart budskab: ”Hvis nogen elsker Gud, elsker han også biskoppen.” Biskoppens opgave var at sikre enheden. Den enkelte kristen skulle leve i enhed med sin biskop for at leve i enhed med Gud – ligesom med kristne andre steder. For den kristne kirke skal være én, ikke bare hvert sted, men i hele verden. Det er biskoppen garant for.

Ignatius taler om tre funktioner i kirken

Ignatius er også den første, der taler om en hellig orden – et hierarki – som beskytter mod anarki. Han kender til tre funktioner i den unge kirke. Den ledes af biskop, præst og diakon.
Man har i mange år diskuteret, om Ignatius breve var ægte. Det tredelte embede formodede man var af betydelig senere oprindelse. Men i dag er forskerne enige: Brevene er skrevet af Ignatius af Antiokia. Den ledelsesstruktur, Ignatius taler om i sine breve, er af meget tidlig dato.