Mine forældres nabo havde en bror, som var trappist. Det var noget meget mystisk, tænkte jeg, da jeg var barn. For denne mand tilhørte en munkeorden, hvor man ikke måtte tale.
Munkene sov på sovesal og – sådan fortalte hans søster – måtte kun spise noget, hvis medbroderen, som sad ved siden af, havde opdaget, at han var sulten. Sidemanden skulle række skålen videre, når munkens tallerken var blevet tom eller byde på brød og drikke. Munken selv måtte ikke bede om mad. Det var den andens omsorg, som stod i højkurs.
Det gjorde indtryk på mig. Mange af de voksne, som hørte fortællingen, var også imponerede. De fleste syntes dog, at det var forfærdeligt med disse spiseforskrifter. De var sikre på, at en anden person ikke ville sørge godt nok for dem, og derfor ville de lave bevægelser med øjnene eller hoste for at gøre opmærksom på deres behov, hvis de nu kom til at sidde ved sådan et bord.
Først troede jeg også, de voksne havde ret i deres bekymringer. Men med tiden gik det op for mig: Det var noget andet, klosterfællesskabet forsøgte at fortælle:
Vi mennesker er afhængige af hinanden, og endnu mere er vi afhængige af hinandens omsorg, netop fordi vi ikke er en ø.
Allerede efter fødslen viser det sig meget tydeligt: Et spædbarn har brug for omsorg og kærlighed for at overleve. Forældrenes omsorg og kærlighed fremelsker tillid og tiltro hos barnet. Sådan lærer et lille menneskebarn, at andre mener det godt. Verden er et godt sted at bo. Livet er smukt. Kun med denne positive livsindstilling kan det møde andre mennesker (fordoms)frit.
Vi ved i dag, at kuvøsebørn har større overlevelsesmuligheder, hvis de får nærkontakt. Berøringen, varmen, kærligheden og opmærksomheden gør dem levedygtige, ja endda overlevelsesdygtige. En maskine (og i dette tilfælde en kuvøse) kan selvfølgelig aldrig erstatte forældrenes kærlighed. At give mad til et spædbarn er at give kærlighed til det. Ikke kun vore primære behov bliver tilfredsstillet, men også vore dybeste længsler og behov for kærlighed og accept.
Allerede her kan vi se: Vi lever ikke isoleret. Vi mennesker er afhængige af hinanden. Og vi er alle skabt til at give og modtage kærlighed; skabt til mødet med et du, til fællesskabet.
Sådan gør du:
Alle sætter sig ved bordet. De ved endnu ikke, hvad der venter dem, og hvad deres specielle opgave går ud på. De ved bare, at de skal spise sammen. Så binder medarbejderne deltagernes arme sammen ved håndleddene (ikke for stramt og heller ikke for let). Alt efter, hvad der serveres og deltagernes alder taget i betragtning, skal de voksne evt. hjælpe med at øse op. Men ellers skal deltagerne selv finde ud af at spise sammen. Først når alle er mæt, fjerner man lænkerne. Hvis nogens bind løsner sig, skal man stramme dem på ny. Gennemfør øvelsen evt. uden at tale – det gør det sværere og mere realistisk, når vi taler om fanger.
Mens du binder deltagernes håndled til hinanden, fortæller du:
I er fangne af en mægtig og fremmed hersker. Han har truffet mange beslutninger for at gøre livet besværligt for jer. En af dem er, at I kun får mad, når I er bundet sammen. Derfor skal I altid spise med lænker. Pas på hinanden. Hvis I har brug for hjælp, skal I bede jeres sidemand. I skal gøre det sammen.
Denne øvelse egner sig for at tale om:
- frihed/ufrihed
- himmel/helvede
- etisk ansvar og valg
- empati/omsorg
- det katolske menneskesyn
Bibelske impulser:
Matt 7,12; Matt 25,31; Luk 16,19-31 ; Sl 146, 7
Samtale:
- Hvordan klarede I den nye situation? Hvordan fik I mad på jeres tallerken?
- Hvordan har I oplevet jeres sidemand?
- Hvordan har I understøttet hinanden? Har I fået en fælles taktik?
- Er I blevet mætte?
Jødisk legende om de lange skeer. Den stammer fra omkring år 200 før Kristi fødsel og var kendt på Jesu tid, ligesom den også kendes i den kinesiske og den afrikanske fortælletradition:
LEGENDEN OM DE LANGE SKEER
Gud, den Almægtige, besluttede engang at lade sin profet se ind i Himlen og ind i Helvede. Profeten så, at Helvede bestod af mennesker, der var samlet omkring et festligt bord som bugnede under dampende og lækre retter. Der var mere end rigeligt til alle; men ingen blev mætte. For skeerne var længere end folks arme, så de kunne ikke få maden ind i munden. De skreg, græd, råbte og sloges…
Og profeten så også, at Himlen bestod af mennesker, som var samlet omkring et festligt bord som bugnede under dampende og lækre retter. Der var mere end rigeligt til alle. Rundt om dette bord var der glæde og tilfredshed. Også her var de skeer, folk havde at spise med, længere end deres arme. Men folk madede hinanden hen over bordet. Alle var mætte og glade; de lo og talte med hinanden…
Trappistordenen udgik fra klosteret ”la Trappe” i Frankrig i 1664. Ordenes rigtige navn er Cistercienserordenen af den strenge observans. De blev selvstændige i 1892 og fordi de ønskede at videreføre ordenens kontemplative ideal. Dvs. at disse munke og nonner ikke har aktiviteter udadtil, f.eks. skoler m.m. Trappistklostrene ligger ofte et ensomt sted, hvor munkene og nonnerne lever et enkelt liv i livslang fællesskab og deler deres dag op i fælles bøn, individuel bøn og manuelt arbejde. De er den reformerede gren af cistercienserordenen og ledes af en abbed eller abedisse. I Danmark har vi trappister på Bornholm.
Photo credits: © Bob Cutter “Sharing” (Flickr)