Thomas More blev henrettet i dag (d. 6. juli) for præcis 479 år siden, dømt på beskyldninger om højforræderi. Men var disse beskyldninger sande? Og hvorfor overhovedet interessere sig for manden?
Et hurtigt kig på hans livsførsel tyder snarere på noget andet. Thomas More viser, at det kan lade sig gøre at være politiker og bevare sin integritet til trods for det uhæderlige miljø, man befinder sig i. Han ser ud til at være en af de mest autentiske rollemodeller for uselvisk og moralsk lederskab. Men døm selv…
Thomas More (1478-1535)
Thomas More blev født i London den 7. februar 1478. Han var stik-i-rend-dreng hos ærkebiskoppen, der opdagede drengens evner og sendte ham til universitetet i Oxford kun 14 år gammel. Mens han var i Oxford, underviste han den prins, der blev den senere kong Henrik den ottende. Thomas More blev valgt ind i det britiske parlament som ung advokat midt i 20’erne. Herfra begyndte hans kometagtige karriere i det politiske liv.
Thomas havde stor succes. Hans forældre var respektable borgere, men ikke adelige. Som søn af en købmandsfamilie trådte han ind i universitetsverdenen og blev først en velrenommeret universitetslærer, derefter advokat og dommer, senere ambassadør og til sidst fik han posten som lordkansler, der var den mest indflydelsesrige post i England.
Thomas var en velstående mand, men han levede et asketisk liv næsten som en munk, til trods for at han ejede mange godser og meget land, havde mange tjenestefolk og privatlærere til sine børn og samlede på eksotiske dyr og genstande.
Gæstebogen i hans gods i Chelsea ville lyde som en udgave af det 16. århundredes Blå Bog. Blandt hans mange kendte gæster var Holbein, Erasmus og Colet. Thomas More var i brevkontakt med mange af Europas største tænkere, og han blev selv betragtet som en stor statsmand og en af de vigtigste tænkere i sin tid. Hans hjem var kendt for at være et sted fyldt med latter, lærdom og diskussioner. Han var personlig ven med kong Henrik den ottende, der ofte hidkaldte Thomas for at få et godt råd eller bare for at have godt selskab. Ved flere lejligheder besøgte kongen Thomas i hans eget hjem, hvilket elles var uhørt.
Thomas elskede sin familie, og de elskede ham. Han opdrog sine børn, så de både fik en stor viden og en moralsk ballast, hvilket han selv var en værdig rollemodel for. På den tid anså man det for spildte kræfter at undervise piger, men Thomas More sørgede for, at hans døtre fik en god uddannelse.
Han var en anerkendt skribent i sin tid, og hans skrifter læses den dag i dag. Hans sociopolitiske fantasi Utopia beskriver hans drøm om det ideelle samfund og gav navn til en litterær genre og skabte et nyt syn på verden.
Thomas More var på mange måder en bemærkelsesværdig mand. Han var glad for livet og nød det i fulde drag. Selv de, der var hans modstandere, beundrede ham, han havde succes på mange områder og havde stor omsorg for sin familie. Men først og fremmest var han et menneske, der af Guds nåde levede et liv, hvor han udviste integritet, også når det havde været mere belejligt at holde lav profil.
Da Thomas More tog afsked med livet, tog han afsked med mere end de fleste mennesker, og det understreger kun vægten i hans handlinger og gør dem meningsfyldte.
I foråret 1534 blev Thomas More fængslet i London Tower, da han nægtede at underskrive en lov, der skulle gøre kongen til overhoved for den engelske kirke. Kong Henrik den ottende ville skilles fra sin kone, Katharina af Aragon og i stedet gifte sig med Anne Boleyn, så han ansøgte paven om at få ægteskabet annulleret. Men paven havde allerede i sin tid givet Henrik dispensation til at gifte sig med Katharina, der var enke efter kongens afdøde bror, så ansøgningen blev afslået. Henrik var vant til at få sin vilje, så han blev rasende og blev kun mere opsat på at gifte sig med Anne. Derfor besluttede han at skille Englands kirke fra kirken i Rom og få parlamentet til at godkende ham som overhoved for den engelske kirke. Det var den lov, Thomas More nægtede at skrive under på og dermed give sin støtte,
Thomas var ikke dum. Han vidste udmærket, at han ved at nægte at underskrive risikerede at komme i fængsel, men ikke dømt til døden. Loven gik ud fra, at den, der tier, samtykker. Men når en mand af den moralske støbning tav, lød det højere end de fleste andres ord. Der opstod derfor en del uro i England, og alle spekulerede på, hvad Thomas mon mente.
Henrik ønskede egentlig ikke, at Thomas skulle henrettes, og lige indtil dommen skulle endeligt eksekveres, var kongen parat til at benåde ham, hvis han offentligt ville anerkende ægteskabet med Anne Boleyn. Kongen ønskede Thomas’ blå stempel. Snesevis af ledende embedsmænd og politikere havde skrevet under på dokumentet, men umoralske menneskers godkendelse var ikke meget værd. Folk rundt om i Europa havde ikke bidt synderlig mærke i, hvem der havde skrevet under på loven; de var mere interesserede i, hvem der ikke havde skrevet under. Thomas var et menneske med en høj moral, og der var ikke en plet på hans omdømme. Så selvfølgelig ville kongen gerne have hans godkendelse.
Det var et stort problem for Thomas. Han kunne ikke med ren samvittighed underskrive loven, for han var klog nok til at vide, og hans samvittighed var følsom nok til at fornemme, at parlamentet ikke havde autoritet til at udpege kongen som overhoved for den engelske kirke. Parlamentet havde ikke den autoritet, fordi det var et åndeligt embede, ikke et politisk embede.
De fleste havde nok givet efter og skrevet under på loven. Det gjorde flertallet faktisk. Men Thomas var et menneske, der i høj grad hvilede i sig selv. Han var ikke bare stædig. Han kunne godt i andre situationer gå på kompromis for sin kones eller sine børns skyld eller for en vens skyld, men han ville ikke gå på kompromis med sig selv. Det vigtigste, en person har, er sin udødelige sjæl; dét vidste Thomas og han stod fast uden at vakle.
Man aflægger kun en ed, når man vil påtage sig medansvaret for en udtalelse med hele sin udødelige sjæl. Når man aflægger en ed, giver man sig selv som garanti. Man står over for Gud og i eden knytter man sig selv og hele sit liv sammen med sandheden, eller i dette tilfælde løgnen. En ed, der er aflagt af en, der er parat til at sværge falsk, er ikke noget værd. For vi fornemmer, at den pågældende ikke har noget selv at stille som garanti, for han givet sit selv væk, kompromitteret det eller solgt det stykke for stykke hen ad vejen. Det er derfor, vi i dag foretrækker, at folk stiller garanti i form af rede penge eller finansielle aktiver i stedet for med en ed.
Vi har sikkert alle hørt talemåden: ”Enhver har sin pris.” Thomas Mores liv viser, at det ikke behøver være sådan. Vi bliver alle sat på prøve på det felt, og Thomas More var ingen undtagelse.
De fleste mennesker kan købes, oven i købet ret billigt. Nogle kan købes for penge, magt status eller materielle goder; andre kan købes med nydelse, land, mursten og mørtel, viden eller berømmelse. Det er kun få mennesker, der kan stå fast og stå ved sig selv, når de bliver tilbudt den slags. Som den sidste udvej prøver verden at købe sådan en usædvanlig sjæl ved hjælp af lidelse. Ikke at man kan købe nogen ved at tilbyde dem lidelse, men man kan udsætte dem for lidelse og så tilbyde dem en udvej.
På den måde prøvede Henrik den ottende, kongens højre hånd Thomas Cromwell, den engelske kirke og det omgivende samfund at købe Thomas Mores sjæl, hans inderste selv. De kastede ham i fængsel og truede ham med døden. De holdt ham isoleret fra alt og alle, som han holdt af, i håb om, at han ville bryde sammen i den kolde, mørke, ensomme celle uden lys og mad og uden menneskelige kontakt, så han var parat til at gøre, som de forlangte.
Men de havde taget fejl af Thomas More og troede, han var ligesom dem selv. De havde glemt, at han var en mand med en høj moral, en mand, der levede et liv i bøn. Han var ikke til salg, og det var noget, han var nået frem til gennem et liv i mådehold og mange timers bøn. Da han levede i overflod, lod han sig ikke rive med, og nu hvor han sad fattig i fængslet, lod han sig ikke slå ud.
Thomas More var et bevis på, at det kan lade sig gøre at være politiker og bevare sin integritet til trods for det uhæderlige og selvpromoverende miljø, man befinder sig i. Han er en af de mest autentiske rollemodeller for uselvisk og moralsk lederskab. Hvad kunne vores land ikke blive til, hvis vi havde en mand af Thomas Mores kaliber som statsminister?
Den 6. juli 1535 blev Thomas More henrettet, dømt på falske beskyldninger om forræderi.
Thomas More så verdens fristelser i øjnene og modstod dem. Han var virkelig i stand til at leve midt i verden uden at være en del af verden.
Ovenstående et et udpluk fra bogen “Genopdag den katolske tro” af Matthew Kelly.
Udkommer i 2014. Læs mere her.
Thomas More æres som helgen i den katolske kirke på grund af hans tro og integritet, hans indsats for at forsvare sandheden og evnen til at visualisere og forsvare en bedre verden. Den 22. juni er hans festdag i den katolske kirkes kalender.
Billede: Skt. Thomas More og hans datter malet af John Rogers Herbert, Tate Gallery.
Betragtning om et fromt liv (Thomas Mores bøn)
Giv mig din nåde, gode Herre,
til at regne verden for intet
til fast at rette mit sind mod dig
og ikke bryde mig om, hvad folk siger;
til at være tilfreds med at være alene,
ikke at længes efter verdsligt selskab,
lidt efter lidt helt at give afkald på verden
og befri mit sind for alle dets bekymringer;
Ikke at længes efter at høre om verdslige sager
men at verdslige tanker må være ubehagelige for mig;
med glæde tænke på Gud,
ydmygt at bede om hans hjælp,
at stole på Guds trøst,
arbejde ihærdigt for at elske ham,
at kende min egen værdiløshed og ynkelighed,
at ydmyge og fornedre mig under Guds mægtige hånd;
at begræde mine fortidige synder,
sone dem ved tålmodigt at lide modgang,
med glæde udholde min skærsild her,
at være glad for alle besværligheder;
at gå ad den smalle vej, der fører til livet,
at bære korset med Kristus,
at huske på den sidste time,
altid at huske min død, som altid er forestående,
ikke at gøre døden til en fremmed,
at forudse og betragte helvedes evigtvarende ild,
at bede om tilgivelse før dommeren kommer;
altid at huske på de lidelser, Kristus udstod for mig,
uden ophør at takke ham for hans velgerninger;
at købe den tid tilbage, som jeg tidligere har spildt,
at afholde mig fra unyttig snak,
at afvise tåbelighed og pjat,
at afstå fra unødige adspredelser,
at regne tabet af verdslige besiddelser, venner, frihed, liv og
alt, for intet, for at vinde Kristus,
at anse mine værste fjender for mine bedste venner,
for Josefs brødre kunne aldrig have kunnet gøre ham så meget
godt med deres kærlighed og gunst, som de gjorde med
deres ondskab og had.
Enhver burde sætte disse tanker højere end alle kristne og
hedenske fyrsters og kongers skatte, hvis de var samlet
sammen og lagt i én bunke.
Thomas More
A Godly Meditation, 1534
Fra Bønnebog
Thomas Mores martyrium
En stor menneskemængde havde samlet sig for at se ham dø. De ventede utålmodigt på hans tale, for det var skik at tillade et menneske at tale frit i dets sidste jordiske øjeblikke.
Men det skulle ikke ske denne gang. Sheriffen afbrød ham hurtigt og mindede ham om, at det var kongens vilje, at hans tale skulle være kort.
Hans tale blev kort, men ordene blev udødelige. Han bad mængden om at bede for ham og vidne, at han døde „i og for den hellige katolske Kirkes tro“. Derefter udtalte han den herlige bekræftelse, som altid ville blive husket, at han „døde som kongens gode tjener, men først og fremmest Guds tjener“.
Han knælede og reciterede de ærværdige ord fra den gamle salme, Miserere, bønnen om anger. Miserere mei Deus, secundum magnam misericordiam tuam … „Forbarm dig over mig, Gud, i din store barmhjertighed …“.
Hverken hans humør eller hans opmærksomhed over for andre forlod ham i disse sidste sekunder. Da han bemærkede, at bødlen syntes at lide kvaler, gav han ham en guldmønt, idet han sagde: „Tag dig sammen, mand, og vær ikke bange for at gøre dit arbejde. Men min hals er meget kort, så se derfor til, at du ikke hugger skævt, så du kan bevare dit ry.“
Bødlen vurderede afstanden. Han gjorde sit arbejde præcist. Ét rent hug og Thomas More’s hoved var skilt fra kroppen. Kongens vilje havde sejret.
John Farrow (1904-1963)
Fra Bønnebog