Af Eva Maria Nielsen.
Sidst jeg skulle ringe til et offentligt kontor, var jeg nær ved at fortvivle. Først var jeg dog glad, for stemmen, som tog imod min opringning, lød rigtig venlig og frisk. Men så opdagede jeg, at jeg igen var havnet ved en rar ”computerdame”, hvor jeg fik en grundig besked om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ville det første, det andet og det tredje.
”Tryk firkant og dit cpr-nummer. Derefter har du følgende valgmuligheder …”
Efter at jeg havde hørt beskeden, var jeg helt ør i hovedet og havde glemt alt om, hvorfor jeg ringede. Jeg lagde på og ringede en gang til. Efter at jeg havde trykket på de rigtige knapper, havnede jeg i ventekøen og blev nødt til at lytte til en eller anden mere eller mindre inspirerende sanger. I nogle minutter var jeg låst inde i den virtuelle ventekø.
Kender du sådan nogle situationer?
Jeg gik på opdagelse i min barndoms minder.
Mens jeg ventede i den digitale ventekø, gik mine tanker på langtur. Jeg tænkte tilbage på min ungdom. Dengang fandtes disse computerstemmer nemlig ikke. Dengang talte jeg med rigtige mennesker, når jeg var ud at handle. Jeg havde hverken netbank eller fjernlån ved biblioteket. Der fandtes heller ikke internethandel og onlinebestilling.
Jeg skulle møde op i banken for at overføre penge, og der snakkede man så lidt ved skranken. Jeg kunne gå til min læge og aftale tid med hans sekretær, og også der blev der tid til et par venlige ord. Jeg kunne bede bibliotekaren om at hjælpe mig med at finde den rigtige bog; og mens vi ledte efter bogen i reolen, talte vi om forskellige forfattere. Jeg bestilte heller ikke mine togbilletter via nettet, men gik forbi DSB og fik en sludder med den ansatte i billetkontoret.
I dag er vi online hele tiden og overalt. Jeg er det også. Jeg er flittig bruger af alle de nye muligheder. Mens jeg kører med S-tog til og fra arbejde, møder jeg mennesker, der er optaget af at købe ind over nettet, som downloader bøger, musik og film og lytter til lydbøger eller læser e-bøger fra e-reolen. Og de er hver især i deres egen lille verden.
Fællesskab på facebook, twitter og ensomheden i dagligdagen
Jeg har mange venner, både på facebook, twitter og i det virkelige liv. Men vi taler næsten ikke længere ansigt til ansigt.
Nogle gange gør det mig bange. Jeg har i skrivende stund 542 venner på facebook. Men hvis jeg er ærlig, så frygter jeg nogle gange, at jeg mister det enkelte menneske ved min side ud af syne. Det kan let ske, mens jeg har travlt på nettet.
Mange mennesker er isolerede i dag. De er ensomme. Moder Teresa sagde, at den største fattigdom i vor moderne vestlige verden ikke er den materielle fattigdom, men ensomheden, isolationen, det at være udenfor eller ikke at slå til. Isolation er et kendetegn for mange mennesker i vort samfund.
Guds drøm var et festmåltid med mange fra alle verdens hjørner.
Men er det Guds plan med vort liv? Allerede i Mosebøgerne fortæller han om et folk så mangfoldigt som sandskorn ved havets bred. Og profeterne fortæller om et festmåltid, hvor folk fra alle verdens hjørner drager til Jerusalem.
Gud har tydeligvis en anden drøm. Han drømmer om fællesskab. Han drømmer om gæstfrihed, og den kristne kirke begyndte heller ikke i kirker eller ved døbefonten. De første kristne samledes i deres huse, samledes rundt om deres borde.
De første kristne samledes i hjemmene
Selv om man bare skimmer Det nye Testamente, så var husene det vigtigste sted for de unge menigheder. Her samledes de for at dele livet og troen med hinanden.
Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed.
Apostlenes Gerninger 2,46.
Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.
Apostlenes Gerninger 5,42.
Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus.
De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste.
Hils også menigheden, der samles i deres hjem. Hils min kære ven, Epænetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien.
Rom 16,3-5.
Hils menighedens ledere i Laodikea. Hils også Nymfa og menigheden, der samles i hendes hjem.
Kol 4,15.
Paulus nævner en hel række af vigtige egenskaber for en menighedsleder. En af dem er dog at være gæstfri. Undrer det os endnu, når vi tænker på, hvilken betydning gæstfriheden havde i den unge kirke?
Mærk dig mine ord. At komme med i menighedens ledelse er et udmærket ønske at have, men der må stilles visse krav til en leder: Han skal have et godt ry og have vist trofasthed i sit ægteskab, have selvbeherskelse, være fornuftig, anstændig, gæstfri og god til at lære fra sig.
1 Tim 3,2.
Guds geniale plan er stadig aktuel
De første kristne mødtes frem for alt i private hjem. Og det er genialt planlagt af Gud. Disse første kristne kom med vidt forskellig baggrund. De var et kalejdoskop af nationaliteter og kulturer. Men de lærte at være sammen i en stue og rundt om et bord. Det var mennesker, som i deres gamle liv ikke havde drømt om at tilbringe tid sammen: slave og herre, jøde og hedning, mand og kvinde, sort og hvid og så mange andre.
Fordelen ved at sidde rundt om et bord er, at man kan se hinanden (og ikke bare hinandens nakker som i kirken!). Her får alle taleret, og der er ikke kun én som fører ordet. Og hvis festen lykkes, så er der også latter og glæde og plads til alle.
Gud opfordrer os til at invitere mennesker ind i vort liv
Jeg tror, at Gud vil have os til at åbne vore hjerter og invitere mennesker ind i vort liv. Det kræver ikke så meget at gøre en forskel for et andet menneske og vise det, at det er set.
Måske kan vi ikke gøre den store forskel i vor verden; men vi kan gøre en stor forskel i andre menneskers liv. Frem for alt tror jeg, at vi kan komme til at opleve, at disse mennesker gør en forskel for os. Og så kan det ske, at vi oplever i vores hverdag, hvad forfatteren til Hebræerbrevet har skrevet:
”Forsøm ikke at byde de fremmede velkommen hos jer, for derved har nogle haft engle som gæster uden at vide af det.”
-
Fem fingerpeg til, hvordan du kan være gæstfri i din hverdag.
- Tænk engang over, hvem du kunne invitere ind i dit liv til en middag eller en kop kaffe. Er det nogen fra dit arbejde? Eller fra din opgang? Måske kender du nogen fra en fritidsaktivitet eller din menighed, som vil blive glad for en invitation? Kender du nogen, som er isoleret og ensom? Tænk på om du kan starte en bibel– eller studiegruppe med nogle andre kristne fra fin menighed eller fra dit nærområde?
- Bank på og inviter dette menneske. Det er ikke vigtigt, at du skriver en indbydelse, men ved at invitere et andet menneske ind i dit hjem, siger du til dette menneske: Du har værdi, du er vigtig. Og det er netop det, Gud siger til enhver af os: Du er enestående for mig. Lad et ensomt menneske føle det. Dette menneske oplever at blive set og værdsat. Dette budskab har Gud givet os, og vor opgave er, at sprede denne gode nyhed på jorden. ”Du er enestående, og Gud elsker dig så meget, at han har givet sin søn for dig, og han lever i dag.” Vi må være Guds hænder, fødder og mund i denne verden og give hans barmhjertige kærlighed videre.
- Gør noget ud af besøget. Du kan give din gæst fornemmelsen af at være en ventet gæst. Sørg for, at alle i familien kommer til døren og hilser vedkommende velkommen. Eventuelt kan du også gå din gæst i møde eller hente vedkommende, hvis det er et ældre og gangbesværet menneske. Bor du i en opgang, kan du vente nedenunder. Det er skønt at opleve, at man er ventet, og at nogen glæder sig til at være sammen med én. Også Gud venter på os, og det viser du gennem din invitation.
- Sørg for en hyggelig og varm stemning ved bordet. Det vigtigste er ikke, at du serverer en dyr middag; men at du sørger for en hyggelig og varm atmosfære rundt om bordet. Det er for dig måske bare en almindelig middag og slet ikke noget at tale om. Men for et ensomt menneske kan det blive til en skøn, varm og hyggelig oplevelse, især hvis vedkommende ellers er alene. Dit roderi bliver for den anden en livsglæde, det højrøstede fællesskab bliver til latter for én, der ofte er alene. Sørg for, at alle får taletid ved bordet. Det giver dine gæster oplevelsen af, at de er værd at høre på, at de er vigtige. Lad dem opleve, at de er værd at høre på.
- Velsign dine gæster, før de forlader huset – måske ikke i traditionel forstand; men lad dem føle, at du er glad, fordi I har mødt hinanden, har haft tid sammen, og at det har været dejligt, at de er kommet forbi. Giv dem følelsen af at være en gave for dig. Der findes ingen større velsignelse end den at blive set af et andet menneske.
Skriv gerne
en kommentar herunder, og fortæl: Hvilke erfaringer har du gjort med gæstfriheden?
Har du et godt råd til, hvordan du kan sprede troens glæde i andres liv?
Du er velkommen til at ”like”, kommentere og dele på Facebook og dit sociale netværk osv.
Jeg glæder mig til at høre om dine ideer og tanker!
Hilsen, Eva Maria