Af Eva Maria Nielsen
Lige efter studiet arbejdede jeg som sjælesørger på et sygehus, hvor jeg mødte David, en dreng på 14 år. Hans mor havde fået diagnosticeret kræft.
”Hvis Gud tillader, at min mor dør, kan han ikke være god.”
Mange tænker som David, og det kan jeg godt forstå. Hvorfor er der så megen lidelse i verden? Hvorfor findes menneskelig ondskab og katastrofer?
”Du kan da ikke påstå, at Gud er god, hvis …”
Er Gud god eller ond?
Jeg har brugt hele mit liv på at finde et svar på dette spørgsmål. Og jeg håber ikke, du bliver skuffet nu, når jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke har et færdigt svar. Så læs ikke videre, hvis du er på udkik efter et hurtigt svar eller ønsker en Gud, som du kan folde sammen og putte i en papæske, så du kan rumme han med dit menneskelige intellekt, fordi du kan forstå ham. Hvis det forholder sig sådan, skal du ikke læse videre. For det svar vil du ikke finde hos mig. Jo mere jeg dykker ned og prøver at forstå Gud, jo mindre forstår jeg. Jo større og mere ubegribelig bliver han.
Men hvad svarede jeg egentlig David dengang?
Gud er ubegribelig – men god.
Jeg kan ikke huske mit svar ordret. Det er alt for længe siden. Men jeg ved, hvad jeg i dag ville svare, dog først efter at have lyttet i lang tid og udholdt smerten. Man må ikke give for hurtige svar, når mennesker er i krise.
I dag kan jeg sige: Ja, jeg har set megen lidelse, både dengang og i dag, og jeg har også haft personlige udfordringer. Men alligevel står jeg fast på én ting: Jeg tror på, at Gud er god. Det vil jeg altid gøre. Jeg kan ikke andet. Jeg har helt sikkert svaret noget i den stil, også dengang.
”Jo”, har jeg sikkert svaret, ”jeg tror på, at Gud er god. Men jeg ved også, at verden ikke er perfekt. Det er ikke okay, at forældre bliver så syge, at børnene mister dem. Det er ikke okay, at mennesker slår hinanden ihjel, fordi de fører krig … Verden er ofte det stik modsatte af at være et perfekt sted. Alt andet vil være løgn.”
”Så må du være skudt i hovedet. Det er simpelthen for letkøbt og naivt at påstå, at Gud er god. Går du rundt med øjnene lukket?”
Måske er det naivt. Måske er det også for letkøbt. Men det er det ikke for mig. For mig giver det god mening. Jeg tror, at hvis man virkelig er god, som Gud er det, så kan man ikke tvinge folk til at gøre det gode. Men man kan advare dem, så de ikke sårer sig selv eller andre. Hvad de gør med deres viden, hvordan de bruger deres evner, talenter og liv, det kan man ikke gøre noget ved. De er fri i deres valg.
Vi er skabt i Guds billede og fri til at vælge.
Bibelen siger, at Gud har skabt os mennesker ”i sit billede”. Det betyder, at vi er skabt fri, at vi er i stand til at lytte til ham eller lade være, og gøre, som vi selv vælger.
Og ja, naturligvis er der megen ondskab i vor verden. Jeg behøver kun at gå ud på gaden – Hjemløse ligger og sover under hustage eller i parker; der er tiggere, der er vold og onde ord.
Men der er også meget andet. Der er mennesker, som er i stand til at gøre en forskel, gøre en særlig indsats og vokse ud over sig selv. Tænk bare på de fleste forældre. De går langt for deres barn, glemmer sig selv og deres egne behov for at tage sig af deres barn. Hvad med ”Natteravnene” i København, frivillige, som går gennem byens gader om natten og forsøger at passe på unge, der udforsker bylivet. Mennesker som den polske præst Maximilian Kolbe, som gav sit liv for en anden fange, viser, at vi kan vælge det gode. Vi er alle sammen i stand til at stifte fred, til at overvinde det onde eller blot vælge det gode.
Bibelen fortæller om Guds vision.
Bibelen fortæller om Guds projekt med verden, altså med os mennesker. Projektet går ud på: At blive født, vokse op, elske, arbejde, måske at få familie og børn og opdrage dem for til sidst at blive gammel og forlade verden for at møde Gud. Alt dette har Gud gjort, for at vi alle kan lykkes, og menneskeheden også.
Men det er alligevel ikke så smukt, som det ser ud til. Hvorfor? Hvis fejl er det overhovedet? Det er jo ikke Gud, som har fejlet, vel?
Jeg tror, at fejlen ligger et andet sted, nemlig hos de mennesker, som ikke bruger de gaver, de har fået, på en måde, som de burde. Dermed skader de både sig selv og andre. På den måde kommer det onde ind i verden.
Mange passer ikke på livets gave, når de f. eks. spiser usundt og skader deres sundhed. Andre tager narko og gør skade på deres liv og relationer. En dranker ødelægger ikke bare sin egen krop, men skader også andre, hvis han f.eks. som spritbilist har et uheld og sårer eller slår andre mennesker ihjel. Misbruget ødelægger dog endnu oftere familier end spritbilister, der tager andres liv.
Bibelen siger det meget enkelt: Fordi manden og kvinden ikke respekterede Guds gave til dem, kom det onde ind i verden.
Og Jesus, hvordan ser han det onde?
Flere gange og flere mennesker spurgte også Jesus. ”Hvor kommer det onde fra?”
Han svarede ikke direkte, hvorfor det onde eksisterer i vor verden. Jeg får næsten på fornemmelsen, at han mener, at vi ikke skal forklare det onde. For hvis vi prøver at forklare det, så giver vi det onde større råderum, som om ondskaben, lidelsen og alt det dårlige og grimme har en plads i Guds plan og verden.
Og det har det ikke. Alt det onde kan ikke forklares. Sygdom, lidelse, død og ondskab bør forblive en skandale. Jesus forklarer ikke; men han gør noget andet. Han overvinder det onde. Han besejrer det.
Og han opfordrer os til at gøre det samme. Gud har givet Jesus til opgave at besejre døden med livets kraft, at besejre det onde med kærlighedens magt. Det er Jesu mission. Han er frelseren.
Og hvad så med naturkatastroferne?
Tja, det onde er ikke kun det, vi mennesker kan finde på. Der er vulkaner, som spyr ild og går i udbrud. De efterlader sig tomme regioner. Der er jordskælv, tsunamier, storme og meget andet. Verden er ikke perfekt, selv om vi gerne vil tro det. Nogle katastrofer kan måske føres tilbage til menneskets overforbrug og misbrug af jordens ressourcer, men sikkert ikke alle.
Det eneste, jeg ved som kristen, er: Jesus har lovet os at være ved vor side. Jeg tror også på, at han vil være ved de menneskers side, som mister livet i disse katastrofer. For de er ikke blevet straffet af Gud, fordi de er onde. Det sker bare. ”Bad timing”, kunne man sige.
Gud straffer ikke.
I Bibelen har mennesker ofte indtryk af, at Gud i sin vrede straffer mennesker – lidt à la: Hvis ikke du gør, som jeg siger, så … Nogle genkender denne sætning fra deres barndom. En lidt mild udgave ville være, at en voksen siger: Hvis ikke du bruger solcreme, når du går ud i solen, så vil du blive skoldet. Og det er resultatet af mit valg, for jeg valgte jo ikke at smøre mig ind i solcreme. Smerten, lidelsen er en følge af synden, men ikke en straf. Gud vil os aldrig noget ondt.
Hvordan kan vi besejre det onde?
Prøv at tage et par minutter, og tænk på de mennesker, du til daglig møder og er sammen med.
Hvad kan du gøre i din familie, når du er sammen med kammeraterne eller en kollega, for at verden kan blive en lille bitte smule smukkere?