10 ting du kan gøre for at skabe adventshygge

af Eva Maria Nielsen

Jeg husker adventstiden fra min barndom som årets hyggeligste tid. Der duftede af småkager, der var tid og ro i hjemmet, og så var der forventningens glæde. Vi tændte lysene på adventskransen, og nogle gange sang vi også mere eller mindre smukt sammen. Det var pure råhygge.

Det vil jeg også gerne give videre til min søn. Jeg ønsker, at han må erfare adventstiden som en anderledes tid, en tid med fordybelse, glæde, latter, sang, småkager og ro.

Men hvis jeg er ærlig, så er det ind til nu ikke lykkedes særlig godt for mig. Faktisk har Junior de seneste år været helt udkørt før jul. Der har været så meget i skolen, mørket har taget energien, og der har været så mange indtryk uden for huset, som ikke altid har haft noget med den kristne jul at gøre. Jeg længes efter også at kunne skabe den stemning i vores hjem, give mit barn en oplevelse af, at advent er mere end travlhed og alt det, vi skal nå, inden det bliver jul.

Sidste år efter jul satte min mand og jeg os sammen. Vi havde haft en vidunderlig jul; men jeg fortalte, at jeg var frustreret over, hvordan adventstiden havde været. Vi havde begge savnet ro og opdaget, at det på trods af alle gode intentioner havde været svært at finde tid til fordybelse.

Jeg måtte sande, at det ikke er så nemt at leve op til alle de krav, som jeg stiller til mig selv, og til alt det, jeg gerne vil skabe i hjemmet. Vi overvejede, hvad vi kunne gøre, og valgte at skrive det ind i vores kalender. Adventshygge. Det står der nu og husker os på, at det vigtigste i den kommende adventstid ikke er, hvad vi skal gøre, men hvad vi skal være.

Vi har allerede fravalgt en del aktiviteter. Og jeg håber, vi formår at skabe gode rammer om adventstiden i år. Her kommer ti ting, du kan gøre, så din adventstid bliver en god oplevelse for din familie.

Ti ting, du kan gøre i adventstiden:

  1. Aftal på forhånd en tid, hvor I vil samles. Det kan være om morgenen eller i løbet af eftermiddagen. Men for de fleste vil det nok være nemmest at samles om aftenen, når mørket er faldet på, måske lige før børnenes sengetid.
  2. Bliv enige om, hvad I vil lave sammen, f.eks. læse en kalenderhistorie som ”Julemysteriet” af Jostein Gaarder eller noget lignende. I kan også synge en sang sammen eller bare bruge nogle minutter til at tale sammen omkring adventskransen. Hvordan er din dag gået? Hvad gjorde dig glad? Hvad var svært?
  3. Drop en fjernsynsaften eller noget andet for at frigøre tid til din familie.
  4. Saml jer for at skrive julekort sammen.
  5. Bag sammen og lav julekonfekt sammen. Måske er der en eller anden, I gerne vil forære nogle af jeres småkager til? Hvordan kan I udbrede julens glæde i andre hjem?
  6. Tænk over, om og i givet fald hvem, I vil invitere ind i jeres hjem.
  7. Sæt jer i stilhed foran adventskransen eller et levende lys, og fortæl bagefter hinanden, hvad I er kommet i tanke om.
  8. For at undgå gaveræs: Findes der en større ting, I som familie vil blive glade for, og som I kan give hinanden som familie. Hvad vil I gerne gøre sammen? Vil I f.eks. spille WII eller tage på en udflugt?
  9. Klip bogstaverne i ordene ”advent” og ”jul” ud, og lav en brainstorming over, hvad de enkelte bogstaver kan stå for, f.eks.  A = ankomst, anger, alle. D = dialog, dommedag, dåb, drøm. V = venten, varme, venlighed. E = enig, Emmanuel, emsig. N = nåde, nu. T = tillid, tak, tanker, tro. Måske kan I bruge nogle af ordene og overveje, hvordan de kan leves ind i jeres families hverdag.
  10. Vær hinandens engel: Alle trækker et navn på et familiemedlem og får til opgave at være kærlig og omsorgsfuld over for dette menneske. Her skal den enkelte være kreativ – lad det være ting, som ikke koster noget, dvs. gør noget for hinanden, tilbring tid med hinanden osv.

Bonusråd: Du kan også købe lidt halm eller bede en landmand om at give jer en indkøbspose fuld af halm. Med denne halm vil I ”rede” Jesusbarnet blødt. Find et sted i din lejlighed, hvor krybben skal stå, og hver gang, én af jer har gjort noget godt, noget der fremmer glæde, kærlighed og samvær, har bedt en bøn eller delt med andre, lægger I noget af halmen ned i krybben. Juleaften skal Jesusbarnet ligge varmt. God fornøjelse.

Pave Frans siger i Evangeliets glæde

  • Pave Frans siger det i Evangeliets Glæde som råd til dem, der arbejder i kirken. Men det kan nok også møntes på mange af os i dag.ItemImage

    ”Problemet er ikke altid, at der er for meget at gøre, men at der er tale om aktiviteter, der håndteres dårligt, de er dårligt motiverede, uden spiritualitet, der gennemtrænger dem og gør dem værd at foretage sig. Heraf følger så, at pligterne bliver trættende, belastende ud over alle grænser – og af og til gør de os endda syge” (EG, 82).

    Nogle gange bliver køreplanen vigtigere end tanken om, hvor vi skal hen og hvorfor (jfr. EG 82).

     

Kunne du bruge disse ideer til noget?EMN_web

Du er velkommen til at ”like”, kommentere og dele på Facebook og dit sociale netværk osv.  Jeg glæder mig til at høre om dine egne erfaringer og tanker!

Hilsen, Eva Maria