af Eva Maria Nielsen
Hvordan har du det med aforismer og kloge ord?
Jeg kan lige så godt gå til bekendelse: Jeg elsker dem simpelthen. De er ligesom min daglige vitaminsprøjte. Sådan nogle kloge ord får mig til at tænke, at smile, at standse op i en ellers ret travl hverdag. Nogle af disse guldkorn er så kloge, at de synes at sammenfatte et helt livs visdom. Ligesom en laserstråle, som samler en meget stor energimængde på et lille område, sådan fokuserer aforismer livsklogskaben på ét punkt.
For nylig faldt jeg igen over sådan en sætning.
Man kan ikke kæmpe mod natten, men man kan tænde et lys.
Tanken er fra Giovanni Battista Bernadone (1181/1182-1226). Kender du ham? Sikkert; de fleste af os kender ham som den hellige Frans af Assisi.
Sikken et talende billede. Især i denne tid lige før vinteren, hvor mørket vokser og griber omkring sig for hver dag, berører dette billede mig på en særlig måde. Ingen af os kan kæmpe mod natten eller standse den. Natten er over os; den har sin egen tid og rytme; den kommer og går, når dens time er. Vi kan ikke ændre det. Natten er der.
Men natten oplyses jo:
Nogle gange lyser fuldmånen og spreder sit lys. Men så smukt det er, så sker det jo kun hver fjerde uge.
Så er der reklamerne og gadelysene, som oplyser natten. Vi kan gøre natten til dag; men dermed forsvinder natten jo ikke. Det er bare en illusion.
Så lad os være ærlige. Natten forbliver natten – også i overført betydning.
Der findes ensomhedens nat, sygdommens nat og natten for dem, der har oplevet sorg, depression og fortvivlelse og derfor har begravet håbet, eller som har mistet nogen: Alle disse mennesker kender til nattens magt. De ved: Man kan ikke kæmpe mod natten. Måske er det trist; men det er også sandt.
Så Frans af Assisi har alligevel ret:
Man kan ikke kæmpe mod natten; men man kan tænde et lys.
Mens natten er over os og omslutter os, kan vi gøre noget. Vi kan tænde et lys. Om vinteren tænder mange danskere levende lys i deres stuer; om sommeren blafrer fakler i vore haver. Lys, uanset om det er vinter eller sommer, gør os mennesker godt, fordi vi har brug for lys.
Jesus vidste det godt. Han siger om sig selv:
Jeg er verdens lys. (Joh 8,12).
For os kristne har disse ord gyldighed indtil i dag. Jesus taler sandt.
Hvordan kan vi tænde et lys i vor egen nat?
Ved f.eks. at tale med denne Jesus i vore mørkeste timer. Vi kan sige alt; måske bryder det ud af os, når vi sætter ord på det.
Vi kan tænde et lys, når vi læser Guds ord, Bibelen, og opdager, at menneskene der – f.eks. i Salmerne – har fundet ord for disse mørke tider. Og de lagde ikke bånd på deres vrede, angst og sorg.
Vi kan tænde et lys ved at synge en sang eller danse, gå en tur – gøre noget, som ændrer vort eget perspektiv og hjælper os til at løfte blikket.
Er det ikke et vidunderligt budskab?
Selv om natten bliver ved med at omslutte os, og selv om vi ikke kan forkorte den, så vil Jesus være stjernen, som lyser i den mørkeste nat.
Man kan tænde et lys. Det vil jeg gøre. Dag for dag.
Eller som kineserne siger: Tænd hellere et lys end at klage over mørket.