Barmhjertighedens ansigter – marts: Johannes af Gud

Kender du Johannes eller João af Gud?

Vi fejrer ham den 8. marts. Det er længe siden, Johannes levede. Det var i det 14. århundrede i Portugal. Han blev født i 1495 og døde i 1550.
Johannes prøvede meget. Han var en driftig person, som vovede sit liv på en eventyrlig rejse med Gud, og han grundlagde en ny orden. Netop fordi han var fuld af spilopper og vilde ideer, kan jeg godt lide ham.

Og jeg kan også godt lide ham på grund af det prædikat, han bærer efter sit navn, ”af Gud”. Måske synes jeg godt om det, fordi en veninde ofte har kaldt mig Eva Maria ”af Gud”. Da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, smilede hun bare og svarede: ”Du er en gave fra Gud”. Men det er vi jo alle. Og Johannes var det også for mennesker på hans tid, for sin familie og for kirken, vort fælles hjem.

Johannes var et forårsbarn og blev født 1495 i en lille portugisisk landsby. Hans navn var Joao (Juan) Ciudad Duarte. Dengang kunne ingen forestille sig, at denne dreng skulle grundlægge ”De Barmhjertige Brødre”, en orden, som netop forsøger at efterleve det, som pave Frans har bedt os om at sætte fokus på i dette år, nemlig barmhjertighed. Johannes havde faktisk et ret eventyrligt liv.

Soldat, hyrde og gæstearbejder

Johannes levede et vildt og spændende liv. Han fik prøvet lidt af hvert. Han kæmpede som soldat på blodige slagmarker. Han arbejdede som hyrde for at tjene til sit levebrød. Han jobbede som gæstearbejder i Granada i Spanien. Og da han var 43 år gammel, åbnede han en lille bogbutik. Men kun et år efter forandrede hans liv sig fuldstændig. Han var i en kirke, og det var den 20. januar 1539. Der lyttede Johannes til en prædiken af den hellige Johannes af Avila. Denne mand er for øvrigt også skyld i, at Teresa af Jesus (kendt som Teresa af Avila) omvendte sig. I hvert fald skabte han en helgen til, da han talte om nåde og Guds barmhjertighed. Johannes vidste derfor, da han forlod kirken: Jeg skal gøre noget. Han løb ud på gaden og begyndte at prædike. Han gav sine bøger væk og delte sit tøj ud. Men så skete der noget, for ikke alle delte hans begejstring.

Lænker og pisk

Tiden og mennesker dengang var slet ikke så meget anderledes end vi i dag. Folk gloede på ham og syntes, han var sær. Hans spontanitet og begejstring fældede ham, for der var ikke alle, der kunne rumme ham. Han blev indlagt på det kongelige hospital, som havde et smukt navn, men også var kendt for sin hårde og rigoristiske behandling af ”sådanne” tilfælde. Med pisk og lænker forsøgte man så at tvinge Johannes til fornuft. Han var en synder, som havde brug for omvendelse.

Arbejdet begynder

Johannes var fortvivlet, rystet helt ind til marven, ikke så meget på grund af det, han oplevede på egen krop, men fordi han var rystet over at se, hvordan de syge blev behandlet, og hvordan de havde det. Han så syge fattige, som ofte slet ikke fik lov til at komme på hospitalet. Og hvis de endelig gjorde, så lå de i skidt og møg. Næsten ingen tog sig af dem, og mange lå bare og ventede på, at det hele skulle få en ende. Johannes blev mere stille; så meget berørtes han af deres lidelser; men efter fire måneder blev han udskrevet. Lægerne sagde, at han var rask nu. Så kunne intet holde ham tilbage. Han gik ud på gaden, samlede syge og fattige op – ligesom Moder Teresa i vor tid – og bragte dem til et hus, som han lånte af en rig adelfamilie.

Hjertet befaler

Johannes var et rigtigt allround-talent. Hans motto var: Hjertet befaler. Og med dette motto fik han forandret meget. Allerede kort tid efter byggede han det første sygehus, og så fik han brug for alle sine talenter. Han tog sig af alt muligt: han købte madrasser og tæpper, han hjalp til med at bære de syge, han varmede mad og vaskede op, og han talte med de syge. Og for at kunne gøre noget for patienterne gik han om aftenen ud på gaderne og samlede ind – mad og penge – til dem. Han tiggede for dem.

Et fællesskab blev født

Johannes’ rygte spredtes. Han blev en anset person, og mange kom og søgte et godt råd hos ham. Biskoppen af Tuy gav ham så prædikatet ”af Gud” og skænkede ham en slags ordensdragt – og dermed var det nye fælleskab – ”De Barmhjertige Brødre” – født. Snart kom også de første medbrødre, ikke fordi Johannes havde hvervet dem, men fordi de blev tiltrukket af hans levevis.

Johannes af Gud – fortaler for moderne pleje og båret af troen

Johannes forståelse for pleje af de syge var revolutionerende og fremadsynet. Han var langt forud for sin tid. Han skabte forskellige afdelinger på hospitalerne og skilte tiggere, pilgrimme og syge fra hinanden. Kvinder og psykisk syge fik deres egne afdelinger, og han tog sig særligt af hittebørnene, som også fik deres egne lokaler.

Johannes kunne udrette så meget med så lidt, fordi han stolede på Gud. Når der var større udfordringer, og når tingene ikke flaskede sig, som de burde, hjalp hans tro på Gud ham til at tage udfordringen op og finde på en løsning. Han fik 11 år til at vise dem, der ville leve ligesom han, hvordan barmhjertigheden leves.

I løbet af foråret 1550 så Johannes en dreng, som var ved at drukne i floden Genil. Med det samme kastede han sig ud i den voldsomme strøm for at redde barnet. Men vandet sejrede – drengen druknede, og Johannes af Gud døde kort efter, den 8. marts, fordi han ikke kom sig efter denne begivenhed. Han døde kun 55 år gammel.

Videoen viser en billedkunstners gengivelse det indtryk Johannes af Gud har efterladt. Videoen varer lidt over 1 minut.

 

Aktiviteter og ideer til undervisningen til månedens helgen i barmhjertighedens år her.

Klik for at downloade et 22-siders idékatalog med aktiviteter lige til at bruge i klasselokalet eller til katekesen.

Download materiale om Johannes af Gud!