– aktivitet til advent og jul af Eva Maria Nielsen
For at I kan holde jeres egen lille lysfest i katekesen, har du brug for stearinlys til alle samt puder og tæpper. Stil et større lys i midten, og læg puder og tæpper i en rundkreds om lyset. Sluk nu det elektriske lys. Det skal være rigtig mørkt i lokalet. Kun det store lys må være tændt. Alle sidder rundt om lyset på tæpper og puder og holder et slukket stearinlys i hånden.
Fortæl nu om Jesu fødsel, gerne frit. Den første deltager tænder sit stearinlys ved det store lys, mens du læser eller fortæller. Derefter giver vedkommende denne flamme videre til sin sidemand, som tænder sit stearinlys. En efter en giver de lyset videre, mens du fortæller eller læser. Lyset breder sig i lokalet, ligesom din beretning om Jesu fødsel spreder lys og håb. Jesu fødsel spredte og spreder den dag i dag lys og håb over det meste af jorden.
Hvis ikke du vil fortælle frit, kan du læse op af en børnebibel eller bruge denne tekst:
For mange år siden, dengang Romerne regerede over det meste af den kendte verden, var der også romerske soldater i hele Israel. Kejseren i Rom ville gerne vide, hvor mange mennesker der boede i hans sige.
”Jeg bestemmer, at alle og enhver, mand, kvinde, barn, ung og gammel i hele mit rige skal tælles op!” Det befalede den romerske kejser Augustus. Så enhver skulle vende tilbage til sin hjemby og lade sig skrive op.
Det gjaldt for alle. Også for tømreren Josef og hans unge kæreste Maria. De boede i en lille by, Nazaret, i Galilæa, og de blev nødt til at gøre sig klar til at rejse til Betlehem i Judæa. Betlehem var den by, hvor Kong David var blevet født. For både Maria og Josef var af Davids slægt, og derfor skulle de rejse til Betlehem. Sådan havde kejseren i Rom nu besluttet.
Maria ventede barn, for et par måneder tidligere havde hun fået et meget mærkeligt besøg.
”Hej Maria!”, sagde en fremmed pludselig. ”Jeg er englen Gabriel. Gud har sendt mig til dig. Jeg skal fortælle dig noget fra ham.”
”Hvad – hvad er det?” stammede Maria, for hun blev nok så forvirret, da hun så englen.
”Gud spørger, om du kunne tænke dig at være mor til hans søn?” Gabriel lyste helt op. ”Du skal kalde drengen Jesus.”
”Det vil jeg gerne gøre, når Gud beder mig”, svarede Maria.
Da Maria og Josef kom til Betlehem, var alle hoteller, kroer, alle huse og gæsteværelser fyldt med gæster. Der var ingen plads i byen. Alle døre var lukkede.
De den sidste dør blev smækket i for næsen af Josef, råbte Maria pludselig, ”Nu skal jeg føde! Hvor skal vi dog gå hen?”
”Der er kun plads i stalden!”, svarede Josef og hjalp Maria derover. ”Jeg vil gøre den i stand til dig og barnet.”
Da Jesu var blevet født, svøbte Maria ham i et klæde og lagde ham i en krybbe. Så sendte Gud igen sine engle ud for at fortælle de gode nyheder. Englene fløj hen til nogle hyrder, som lå på marken og kikkede op på nattens stjernevrimmel. Himlen lyste op, og englene sang: ”Vor frelser er født, et lille barn. Se selv. Gud er god!”
Og hyrderne blev så blændede af lyset og glade for sangen, at de sprang op, helt overraskede. De forlod deres får og løb hen til stalden. Der var Maria og Josef, og midt imellem dem lå en lille baby i krybben. Den var sprællevende og klukkede og pludrede, indtil den til sidst faldt i søvn. Alt var, som englene havde fortalt dem.
Afslut med en sang, f.eks. Et barn er født i Betlehem eller ”Lysets engel går med glans.”