Lørdagen i den stille uge er en tavs dag, hvor vi begiver os ind i graven med Jesus.
I gamle dage var graven stedet for dæmoner og et sted uden lys, et sted, hvor Guds arm ikke kunne nå ind. Jesus er gået helt ind i dette mørke, i dette sted, som symboliserer det yderste sted, langt væk fra livets Gud. Men lyset kan også skinne der.
Hvordan kan vi bruge denne dag?
For mig symboliserer denne grav min egen “adskillelse” fra Gud.
Der er perioder, hvor jeg kæmper med min tro, hvor jeg er fjernt fra Gud, hvor den sekulariserede verden, tvivl og angst griber mig. Denne erfaring deler jeg med mange mennesker. Jeg beder om, at Jesu opstandelse også vil forvandle min manglende tro og bryde indgangen til de grave, som findes i mit liv og i andre menneskers liv.
I dag spørger jeg mig selv: Hvad vil jeg begrave i mit liv? Bærer jeg rundt på alt for meget ballast i mit liv? Bruger jeg sår fra min livshistorie som undskyldning for ikke at tage ansvar? Ødelægger skyldfølelser eller usunde livsmønstre mig? Hvad hindrer livet i at udfolde sig i mig?
Alt det, der hindrer livet i mit liv, vil jeg slippe. For livet, det er Gud, som puster sit åndedræt ind i mit indre.
I dag stiger jeg sammen med Jesus ned i gravens mørke, kulde og ensomhed, i mit menneskelige livs dybder, i min sjæls skyggerige, og jeg giver mig selv lov til at se alt det, jeg helst ikke vil se.
Jesus tager min hånd og leder mig gennem mørket og alt det døde frem til kilden i mit indre. Jesus, som er ved min side for at gå gennem mit mørke, er også den, som fører mig ud af graven for at give mig del i sit liv og sit lys.
Hav en velsignet dag,
Eva Maria