Julemeditation for firmander

Denne aktivitet oversætter julens budskab ind i vor nutid. Hvorfor blev dette barn født? Hvordan har det forandret verden? Hvad har julens budskab med min hverdag at gøre? Prøv denne anderledes og meditative tilgang til julen med menighedens unge.

Af Eva Maria Nielsen

Formålet med denne aktivitet er, at vise, at Gud kommer midt i vor menneskelige fattigdom. Der er mange paralleler mellem den første jul og vores jul i dag. Jesus blev født ind i en verdens af uro, besættelse og tumult. Hans familie havde ikke et sted at være og endte med at være på flugt. I dag kan nyhederne også være sorte eller vort eget liv ser håbløst ud. Men også i dag kan og vil Jesus komme ind i vort liv. Denne aktivitet kan slå bro mellem jul dengang og julen i dag.

Forbered: tom krybbe, forskellige nyheder fra dagspressen, fyrfadslys, et Jesusbarn, som lægges i krybben, teksterne, bl.a. Esajas 9,1-6, levende lys, lighter.

Forløb: Du har tændt flere lamper i lokalet eller i kirken. Det er en god ide, at sidde foran eller rundt om den tomme krybbe. Læs nyhederne op, og sluk altid et lys, når du har læst én nyhed eller dæmp lampen. Fortsæt indtil det er helt mørkt i kirken/lokalet.

Kateket: (Brug aktuelle nyheder eller disse – lad dem være så aktuelle som muligt!)

  • Stor undersøgelse: Jøder i EU-lande føler hadet vokse
    I en ny, stor undersøgelsen fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder er flere end 16.000 jøder blevet spurgt, om de i stigende grad oplever antisemitisme i det EU-land, de bor i.
    Det svarer ni ud af ti ja til.
  • Små, gule klistermærker i gadebilledet ledte til hashsalg på snapchat
    Pushere i Svendborg har taget nye midler i brug og brugt klistermærker med snapchat QR-koder til at markedsføre deres produkter. I sommer blev de fundet rundt omkring i byen. Med sin mobiltelefon kunne man scanne billedet og komme i kontakt med pusherne.
    Fyns Politi efterforsker lige nu én sag om salg af stoffer via snapchatklistermærker, mens en anden sag venter på at komme for retten.
  • SAS vil gøre det nemmere at flyve klimaneutralt: EU-rapport sår tvivl om virkningen. Flyselskabet SAS gør det snart nemmere at flyve med god samvittighed, hvis man som passager ønsker at mindske rejsens CO2-aftryk. Det samme gør Finnair og flere andre selskaber, der flyver fra Københavns Lufthavn Kastrup. Men det er langt fra sikkert, at det gavner miljøet i sidste ende, slår ny rapport fra Europa-Kommissionen fast.
  • Syv såret af skud på Vestbredden. Syv personer er blevet såret efter et skyderi ved den jødiske bosættelse Ofra på Vestbredden søndag, oplyser de israelske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP. En 21-årig kvinde meldes i kritisk tilstand.
  • Rusland er nu verdens næststørste våbenproducent. Rusland har passeret Storbritannien og er nu verdens næststørste producent af våben efter USA, viser en undersøgelse fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri, ifølge nyhedsbureauet NTB. Ti russiske selskaber hører til blandt de 100 største våbenproducenter i 2017. De solgte for mere end 37 milliarder dollar, svarende til næsten 250 milliarder kroner.
  • Antallet af skoleskyderier i USA mere end fordoblet siden sidste år. 94 skoleskyderier er registeret i 2018, og det er en voldsom stigning.

Nyderne er taget: https://www.dr.dk/nyheder den 10.december 2018

Efter oplæsningen af de dårlige nyheder er kirken/lokalet nu helt mørkt.

Læs Es 9,1-6, mens én person bærer Jesusbarnet ind til krybben. Vedkommende bør ledsages af en, der bærer et levende lys.

Fortæl:
På Esajas tid var jødernes samfund i opløsning og forfald. Folk levede i mørket. Det var en svær tid. Landet blev angrebet af nabofolk, de blev besejret, undertrykt, ført i eksilet og de var ludfattige.
Men profeten Esajas havde en drøm, en vision. Han drømte om, at Gud selv ville komme ned til jorden.

Ligesom et enkelt lys kan oplyse mørket, så ville Gud komme og gøre en ende på al uretfærdighed her på jorden.

Julenat er denne drøm blevet virkelighed. Men helt anderledes end Esajas  drømte om. Gud kom til jorden, men ikke som hersker eller mægtig konge. Han kom som et fattigt barn.
For Gud vidste: Ingen kan fremtvinge fred med magt.

Gud kom på jorden, ikke som et skinnende lys, men som en lille bitte flamme. Han stolede på at selv det mindste lys er stærkere end det største mørke.

Gud kom, han blev menneske, ikke for at slå og dømme; men for at leve et liv fuld af kærlighed. Han troede på det gode i mennesker, og ville være det lys, vi kunne følge efter.

Det fejrer vi til jul:
I hvert menneske, som vælger forsoning frem for had, bliver Jesus Kristus født.
I hvert menneske, som vælger forsoning, lyser håbets lys i vor mørke tid.
I hvert menneske, som elsker, bliver Jesus Kristus født på ny.
Jul, det er også i dag.

De, der har lyst, må tænde et lys ved krybben.
Derefter kan du afslutte med denne tekst:

Det er jul igen.
Hver gang vi tilgiver hinanden, er det jul.
Hver gang forældre og børn har forståelse for hinanden, er det jul.
Hver gang vi hjælper et menneske, er det jul.
Hver gang vi beslutter at dele, er det jul.
Hver gang vi vælger at sige sandheden, er det jul.
Hver gang et barn bliver født, er det jul.
Hver gang vi vælger kærligheden i vort liv, er det jul.
Hver gang vi tilgiver hinanden, er det jul.
Hver gang vi ser på hinanden med lys i øjnene og et smil på læberne, er det jul.
For i dag er kærligheden født.
For i dag er freden født.
For i dag er retfærdigheden født.
For i dag er håbet født.
For i dag er glæden født.

”Frygt ikke, for i dag er der født jer en i frelser i Davids by: Han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” (Lukasevangeliet 2, 11)