Hvilken plads har familien i Guds plan?

af Eva Maria Nielsen

I dag er den internationale dag for familier. En smuk anledning til at tænke over det kristne syn på familier.

Familier er uundværlige, fordi de er det menneskelige samfunds urcelle, og de værdier, der leves og opleves i familien og som præger dets liv, er forudsætningen for solidaritet i samfundet generelt. Men hvad siger den katolske kirke egentlig om familier?

I Youcat bliver familien defineret sådan:

Gud selv er dybest set fællesskab. I en menneskelig sammenhæng er familien urbilledet på fællesskabet. I familien lærer man på en enestående måde at leve sammen. … Familien er – ifølge kirkens lære – en kirke i det små, en “huskirke”, hvis udstrålingsskraft skal indbyde andre til et fællesskab af tro, kærlighed og håb. (Youcat 368)

En kristen familie er en kærlighedens skole. Hverdagen bliver det sted, hvor man kan erfare Guds nærvær. Når familien samles og spiser sammen; oplever de et fællesskab. De bærer over med hinanden og siger ”undskyld”.

Alt dette gør kristne også i menigheden, og derfor beskriver kirken familien som en “kirke i det små”, fordi Gud er tilstede i familiens liv, han bor midt iblandt dem, ligesom han er hjertet i menigheden.

Her har jeg samlet handlnger, som familier har til fælles med menigheden, og som du du måske også kender fra din familie.

  • At spise sammen

Mange familier spiser sammen. Mens de deler maden, deler de også livet og oplevelser, tanker, drømme, skuffelser og latter med hinanden. Det er taksigelse (eucharistia på græsk) i det små. Og en bordbøn er jo ikke noget andet: En tak til Gud, for livet, for det gode vi oplever, for vort fællesskab.

  • At bede sammen

Menigheden beder sammen. De helt små siger måske hej eller Jeg holder af dig, mens de vinker eller sender kyshånd til korset eller tabernaklet i kirken. Ældre børn kan ofte allerede de faste bønner (såsom Fader vor, Hil dig Maria, Ære være Faderen, Korstegnet) udenad. De fleste børn synes, at det er nemt at bede eller synge før maden. Det er en fin ide, at give børnene ansvar for at vælge en bordbøn på skift.

  • At velsigne hinanden

I kirken bliver menigheden velsignet, men vi velsigner også hinanden ved at gøre korsets tegn over et menneske. Et kors har to bjælker, en horisontal og en vertikal. Den vertikale symboliser Gud. For Gud er ved vor side i livets med- og modgang. Den horisontale bjælke betyder: Vi er til velsignelse, når vi siger noget godt, taler hinanden op, trøster og giver hinanden mod eller bare er til for hinanden.

Måske velsigner du dit barn, før det sover? Eller når det går ud af huset? Har du set nogen bede en bøn eller slå korsets tegn, før de kører bil eller cykler af sted om morgenen? Det kan gøres med enkle ord.

  • Når vi siger undskyld

I menigheden beder vi om at Gud tilgiver os, hvor vi har fejlet, vi modtager forsoningens sakramente. Naturligvis bliver vi også vrede, siger grimme ord og svigter hinanden, når vi er sammen i familien. Det gør ikke noget, at barnet oplever at mor eller far bliver sure på hinanden, hvis det også ser, at de kan tilgive hinanden og blive gode venner igen. Sådan oplever dit barn, hvad tilgivelse er.

  • Når vi læser bibelen 

I menigheden lytter vi til Guds ord. Bibelens historier fortæller om længsel og håb, om drømme og udfordringer og lukker aldrig øjnene for noget som helst. Når forældre og børn læser disse historier, forstår barnet: Guds dør står altid åben. Han vil møde os.

  •  Godnat-ritualer

Mange familier prøver at afslutte dagen på en god måde,ved at tage en hyggestund sammen, have en god-nat-læsning i sengen, ved at kigge sammen tilbage på dagen der gik og sige tak. Også kirken beder aftenbøn, komplet, og lægger dagen tilbage i Guds hænder.