Vi lever midt i den moderne kultur, og den sekulære humanisme kalder mere og mere højlydt for at inviterer os ind i sit bedrag, der ser så tilforladeligt ud. Hvordan kan du og jeg mønstre styrke nok til at modstå den forførende stemme i det kald? Jeg er sikker på, at svaret er velkendt.
Den sti, som Jesus indbyder os til at gå på, og som i høj grad trænger til at blive udforsket mere i dag – den sti er der nogen, der har gået før os. Det kan godt være, den er dækket af mos og blade, og krattet er ved at gro ind over den, men den er der stadig.
Den sti, der hedder kristen spiritualitet, er der mange mennesker, der har gået ad i århundredernes løb. Det kan godt være, der en blevet temmelig forsømt i den seneste tid, men den er ikke svær at finde for dem, der søger den af et ærligt hjerte – og belønningen er uendelig.
Hvis vi gerne vil gå i Jesu fodspor, er det kun naturlig at undersøge, hvem der ellers har gået i hans spor. Hvem har oplevet at vokse som mennesker, fordi de fulgte Jesus? Hvem har haft glæde af at gå vejen før for os? Hvem har kastet sig ud i det eventyr, som frelsen er? Hvem har gået vejen før os, så de kan guide os videre frem ad stien?
Svaret er selvfølgelig: Helgenerne. Men de er blevet upopulære blandt moderne katolikker. Vi læser ikke længere beretningerne om dem for vores børn. Vi har fjernet statuerne af dem fra vores kirker. Og vi læser ikke længere de bøger, de skrev.
Uddrag fra bogen Genopdag den katolske tro af Matthew Kelly.