Sådan pejler du dit liv efter det åndelige livs nordstjerne

Kristenlivets mål er hellighed.

Vi er kaldet til at leve et helligt liv, og som kristne er det noget, vi skal kæmpe for. Men jeg vil gerne understrege meget tydeligt, at det er noget, vi aldrig opnår ved egne kræfter. Hellighed er i virkeligheden noget, som Gud udretter i os, og ikke noget vi selv præsterer. Men Gud er samtidig den perfekte gentleman. Han indbyder os til at få del i sit liv, men han tvinger sig aldrig vej ind til os. Han ønsker, at vi selv siger ja, han ønsker at blive inviteret indenfor i vores liv. Der er én ting, der er endnu vigtigere end, at vi siger ja og inviterer ham indenfor, og det er, at vi samarbejder med ham i kærlighed. Gud længes efter, at vi bliver hans samarbejdspartnere i det projekt, der hedder hellighed. Han fryder sig, når mennesket går ind i et aktivt samspil med ham.

Nordstjernen er den eneste stjerne på himlen, der aldrig bevæger sig; den står fast uden at vakle og er derfor god at navigere efter. På samme måde står Guds kald til at leve et helligt liv også fast.

I en verden, hvor alting skifter og går hurtigere og hurtigere, er det de uforanderlige ting, der hjælper os til at se en mening midt i forandringerne. De tanker, du møder, kan forandre sig, dine følelser kan forandre sig, men Guds kald til et helligt liv forandrer sig aldrig. Kaldet til et helligt liv er det åndelige livs nordstjerne. Det fører os med usvigelig sikkerhed til Jesus, som er ”vejen, sandheden og livet”, selv når det føles, som om han er langt væk, eller man ikke kender ham.

Hvis vi skal finde vej gennem livet både som enkeltpersoner og som kirke, er vi nødt til at genopdage den åndelige nordstjerne, så vi kan spørge os selv, når vi er forvirrede eller skal træffe en beslutning: ”Hvordan fører det her til større hellighed?”

Dette er et uddrag fra bogen Genopdag den katolske tro af Matthew Kelly.
 
Noget, du kan gøre

Afsæt 10 minutter til stilhed i løbet af din dag.
Bed for en, du ikke kan lide.
Sæt dig i dag for at lære mere om den kristne tro.

Bøn

Herre,
Jeg beder dig forvandle dette øjeblik
til et øjeblik fuldt af fremsyn og inspiration.
Hjælp mig til at finde visdom,
kast lys over mine tanker.
Lad mine håb blive til virkelighed
gennem retfærdige og gode handlinger.
Lad dit lys falde på mig, så jeg ser, hvad jeg skal gøre.
Hjælp mig, min evige Gud.
Amen.

Fra Bønnebog