På vej til noget andet

Jeg har ikke tid. Vi har ikke tid. Aldrig. Dette synes at være en lidelse, der spreder sig med lynets hast. Som en usynlig ebola. Den dræber os indefra, slår vores relationer ihjel og suger selve livet ud af vores eksistens.

Den, der ikke har tid, og konstant er på vej til noget andet, er i virkeligheden aldrig tilstedeværende. Vi har nok alle oplevet mennesker, der er sådan – altid på vej til det næste – aldrig helt tilstedeværende. Når man en sjælden gang får deres opmærksomhed, så bliver man selv stresset, for man ved, man skal skynde sig at få det nødvendigste ud af mødet, for om lidt vil den anden se på uret og bekendtgøre, at han må videre. Til det næste.

Vi har sådan en på min arbejdsplads, kan jeg røbe. Jeg kender ham mest for hælen i hans sorte sko. Og fligen af buksebenet, der flagrer forbi ude i gangen og er væk inden jeg når at svare go’ morgen. Altid på vej til noget andet.

Man kan være så travlt optaget, og sætte tid af til så mange ting, at man i virkeligheden aldrig har tid til nogen og aldrig er til stede på noget tidspunkt. Har du også sådan en kollega? Er du selv den?

For tiden læser jeg Momo med min yngste datter (børnebog af Michael Ende ). Det er god godnatlæsning og vi får lov at hygge os med den en god tid endnu, for som regel er jeg så træt om aftenen, at jeg falder i søvn, når vi har læst et par sider. Men bogen er så god.

Momo er en fabel om pigen Momo, der lever i en verden, hvor mennesker får mindre og mindre tid til hinanden. Det er som om tiden bare svinder mellem hænderne på dem. Hvor bliver den af? I Momos verden har dette en årsag: En sammensværgelse bestående af dæmoniske tidsrøvere opsøger hvert menneske i byen, forfører dem med løfter om materiel velstand mod at menneskene til gengæld giver dem det mest kostbare: Deres tid.

I vores verden har vi ikke sådanne tidsrøvere, heldigvis. Eller har vi?

Som IT-professor Randi Pausch sagde i sin berømte sidste forelæsning (han var kræftsyg) om at opfylde sine barndomsdrømme: Bruger du din tid på de rigtige ting? For tid er alt, hvad du har.

På sygehusene (fortæller min kone, hun er sygeplejerske) løber personalet rundt som i et cirkus – de har ikke tid til patienten. Det er bedrøveligt og ligefrem livsfarligt. Der har været tidsrøvere på spil.

På vores arbejdspladser oplever de fleste af os det: Vi skal være effektive. Yde mere for mindre. De værktøjer, jeg har til rådighed, gør mig i stand til at udføre det arbejde, der før i tiden skulle beskæftige 10 eller 20 mennesker.

Og alligevel har det ikke frigivet tid. Tværtimod. Det er naturligt at spørge hvorfor. Hvor bliver den tid af, som vi sparer? Hvordan og af hvem bliver vores kalender hijacket?

En hjemmehjælper bestemmer ikke over sin tid. En anden har bestemt for hende, at min underbo Fru Kirk skal op, klædes på og på toilettet på de ti minutter, der ligger mellem kl. 8:20 og 8:30. Hvorefter hjemmehjælpen gerne skulle være på vej til noget andet. Med den stress på, tror jeg gerne, at hun altid er på vej til noget andet.

Men hvad med os? Hvem bestemmer over vores tid og vores kalender? Hvem afgør om vi altid er på vej til noget andet?

Hvis jeg skal være på vej til noget andet er det “en anden måde at leve mit liv på”. En anden måde at bruge min tid på. Dér vil jeg gerne hen.

Hvad nu, hvis jeg slet og ret gjorde oprør mod tidsrøverne? Det må starte med en beslutning og en tilkendegivelse.

Fra nu af vil jeg altid have tid.

Og hvad betyder det? Kan jeg reelt gøre noget for at slippe ud af det rotteræs?

Her er nogle tips:

1. Erkend, at du er din kalenders ejer og vogter.
2. Lær at sige nej til aftaler. Husk, at hver gang du siger ja til noget, har du faktisk sagt nej til noget andet (som du måske gerne ville have haft tiden til).
3. Sæt de vigtigste ting først. Måske vil det hjælpe dig at lave en liste over, hvad der er vigtigst for dig (det vigtigste bør tage det meste af din opmærksomhed og optage mere af din tid).
4. Erkend, at du må frasortere de mindre vigtige ting.
5. Lær dig selv at kende med hensyn til hvor meget du kan kapere. I mit tilfælde har jeg måtte indse, at jeg kan have 2 aftenaftaler om ugen og ikke mere. Det fandt jeg ud af, da jeg for 2 år siden var tæt på at bryde sammen med stress. Det er sidenhen blevet til en tommelfingerregel for mig.
6. Book “luft” ind i din kalender. Det vil i praksis sige: Aftal med dig selv, at på det og det tidspunkt har du ingen aftaler (det gælder både på arbejde og i privat regi). Hvis nogen spørger, så sig, du har en aftale (det har du – med dig selv!)
7. Hvis du har et arbejde, hvor det ikke kan lade sig gøre at sige nej til for mange aftaler, så overvej om det virkelig er sådan, du vil leve resten af dit liv.
8. Lær at nyde aftalefri tid. Det er der, hvor du kan få pludselige indfald eller have tid til at tænke tanker, der ellers ikke ville komme op til overfladen. Det er tid, hvor du kan tillade uforudsete ting, at dukke op og få tid. Det er tid, hvor du kan opnå den ro, der er nødvendig for al fordybelse.

Jeg håber at disse tips kan hjælpe dig med at komme ud af trædemøllen og finde tiden til at være nærværende i det, du gør.