Jeg glæder mig, at du har sagt “Ja” til denne samtale, for at dele ud af din viden og erfaring. Marianne, du bor i Frederikssund og har en lang erfaring som kateket for firmander og voksne til optagelse i Den katolske Kirkes fulde fællesskab, nemlig siden slutningen af 1980’erne. De sidste to år har du været leder af en bibelgruppe og er med arbejder ved Natkirken på Nørrebro, og p.t. er du under uddannelse til bibliodramalærer. Til dagligt arbejde du bl.a. som sorg-kriseterapeut. Men nu glæder jeg mig til vort samtale.
Hvordan blev du kateket? Jeg husker ikke nøjagtigt, hvornår jeg begyndte som kateket. Men jeg formoder, det var i 1981. Dengang begyndte vi i DUK en revideret form for ledertræning, som ikke blot tog sigte på at udføre opgaver på lejrture, men måske især i lokale KUK’er. Det var kort før etableringen af lokalforeningerne.
Omkring 1989 fik jeg overdraget ansvaret for firmelseskatekesen i mit sogn, og det fortsatte jeg med i lige nøjagtig 10 år. Så syntes jeg, at jeg var blevet for gammel til firmander! Jeg havde bevæget mig et andet sted hen.
Hvad skete der så? Har du nogensinde fået en oplæring som kateket? Efter afslutningen på grundkursus i teologi i 1994 blev jeg headhuntet til at være voksenkateket.
Det første år er man ‘føl’ og ser, hvad og hvordan de andre kateketer gør. Man får tildelt enkelte opgaver, som man så kaster sig ud i. Jeg husker det som vældigt grænseoverskridende. Jeg kendte ikke franciskanerne og heller ikke de støttepersoner, der var udtaget til at ledsage kandidaterne. Og jeg var heller ikke videre fortrolig med stoffet. På sæt og vis passede begivenhederne dog sammen. For jeg havde 10 år på bagen som voksenunderviser i sociale fag på en sygeplejeskole. Og jeg var vild med at formidle og at engagere de studerende.
Hvad fascinerer dig mest ved at være kateket? Én af de ting, som fascinerer ved at være kateket, er, at man, samtidig med at stoffet skal huskes, også skal gennemgå en åndelig/sjælelig modning. Stoffet skal desuden kobles med en praksis som f.eks. at knæle for tabernaklet eller at gå ind i et kirkerum med andægtighed, fordi det er her, Kristus er. Det er her, man samler sig og er stille for netop at slå ‘lyttebøfferne’ ud, fordi Gud vil sige os noget om os selv og om Ham. Det er vigtige ting.
Hvordan formidler du budskabet? Inddrager du hele mennesket? Jeg prøver at skabe et læringsmiljø, der i videst mulig grad tager hensyn til gruppedeltagerne og de forskellige læringsstile. Der skal være en god variation i metoderne: vi skal have mulighed for at se, at lytte, at sanse og at røre ved (det taktile).
Derfor betyder måden, man sidder på, også – omend ikke alverden – så rigtig meget. Den virker samlende, opfordrer til at være nærværende og gør det muligt at holde koncentrationen fanget.
Jeg anbringer deltagerne i en kreds uden bord at gemme sig bag, og ikke mindst et centrum i kredsen, f.eks. Kristuslyset, tændt ved påskelysets flamme.
Gruppen kan lave et fælles lys, som alle i gruppen har haft mulighed for at sætte deres præg på ved at vælge et symbol, forarbejde det i voks og sætte det på lyset. Dette har jeg selv oplevet i Kloster Nütschau under en påskeretræte. Dengang var jeg optaget af at finde symboler at placere rundt om lyset til at anskueliggøre dagens tema.
Symboler kan anskueliggøre noget i en bibeltekst. Igen og igen har jeg oplevet, hvorledes de fanger ikke blot unge, men også voksne.
Hvad drømmer du om som kateket? Ud over at være optaget af at få teori, læringsstil og religiøs praksis til at gå op i en højere enhed er jeg vildt optaget af drømmen om, at vi som kateketer en dag må blive bevidste om de ord og vendinger, vi bruger, og at vi må rette ind i forhold til at benytte de teologisk mest dækkende (rigtige) ord.
Nogen vil sige, at det er da irrelevant. For mig er det af allerstørste betydning, hvad vi videregiver af katolsk troslære – og praksis. Ordene, vi benytter, påvirker vores egen og ikke mindst andres opfattelse af virkeligheden. F.eks. holder eller læser vi ikke messe, nej vi FEJRER messe. Små som store viser deres glæde ved at lovsynge og takke Gud i skøn forening med alle døde og levende. En messe, som på dansk hedder gudstjeneste (vi tjener Gud ved at vise vores taknemmelighed i ord og gestus) er tillige et dialogisk foretagende. Den er ikke en envejskommunikation. Det er en fest for alle og med alle de tilstedeværende her og hisset.
Et andet eksempel kunne være konvertitundervisning. Konvertit er man først, når man ER optaget i kirkens fulde fællesskab. Selve undervisningen skulle gerne være mere end ren og skær undervisning. Den skulle gerne være katekese, som indebærer, at sindet bøjer sig mod Gud og er villig til at lade sig forme af Guds Ånd. Det engelske ord formation dækker bedre; men vi mangler et ord, der dækker på dansk. I virkeligheden handler det om forberedende voksenkatekese.
Er katekese så en livslang proces? Ja, for en anden ting, jeg har været optaget af i godt 10 år, er udsagnet om, at det er alfa og omega at tilbyde katekese til voksne. Det er jo dem, der skal formidle troen på første hånd til deres børn. Det er så logisk og ligetil. Og alligevel har vi ikke noget videre at tilbyde de voksne. Alligevel sætter vi det ikke op som en selvfølgelighed, at forældre eller bedsteforældre skal deltage i katekese, herunder sakramenternes betydning, når poderne skal til f.eks. 1. kommunion eller skal modtage firmelsens sakramente.
Hvad er din største udfordring som kateket i dag? Min største udfordring i katekesen handler om de situationer, hvor unge og voksne måske i virkeligheden ikke har været parate til at modtage firmelsens sakramente, og hvor vi som kateketer er usikre om den pågældendes indstilling. Der kan være andre ydre eller indre forhold, der gør sig gældende; men hvis vi som ansvarlige ikke har været helt gearede til at tage den fornødne og grundige samtale med disse mennesker, er de alligevel blevet firmet. Og så diffunderer de sidenhen ud af det kirkelige fællesskab. Dette er for mig vanskelige situationer, netop fordi der på den anden side er tale om Helligåndens virke, der arbejder på trods af vore bestræbelser og indsatser.
Har du et bud på, hvordan vi kan støtte landets kateketer i deres tjeneste? Når jeg tænker vision og katekese sammen, ser jeg en konsulentordning for mig sammen med et omrejsende team af kateketer, som står til rådighed, og som sognekateketerne kan ringe til. Så kan de tage ud til sognene med henblik på at inspirere.
Har du spørgsmål til Marianne, så er du velkommen til at lægge en kommentar herunder eller kontakte Pastoral-Centret.
Skrevet af Eva Maria Nielsen.