Gud åbenbarer sig i eukaristiens mysterium

Da Jesus lover disciplene at komme tilbage til dem (Joh 14,18), mener han ikke kun de korte øjeblikke, hvor de møder ham efter opstandelsen. Han kommer igen på en mere varig måde allerede nu, i eukaristien.

Eukaristien er noget enestående, et mysterium. Du spiser og drikker Jesu legeme og blod. Han er tydeligt og konkret til stede.
Samtidig er der intet, der er så ufatteligt som netop dette konkrete nærvær. Gud åbenbarer sig i eukaristien, men han åbenbarer sin usynlighed.

Du har måske sommetider misundt disciplene, som levede sammen med Jesus og som så hans ansigt. Men du kan lære ham bedre at kende end de havde mulighed for, når du møder ham i det skjulte. Da disciplene så Jesus, troede de, at de så alt, hvad han var, at der ikke fandtes nogen hemmeligheder hos ham. Men Jesus er meget mere end det, de kunne se. Han er Ordet, som i evighed er hos Faderen. Han er et stort mysterium.

I eukaristien afsløres Guds ufattelighed. Du ser Gud, men det, du ser, er hans usynlighed.

I eukaristien er alt så enkelt, så ligetil, at et barn kan forstå det. Men netop fordi det er så enkelt, hænger vi os ikke i det ydre, men ledes dybere ind i Guds ufattelighed.

Gud synes at have en forkærlighed for at vende op og ned på vore gængse opfattelser. Det, der er småt, gør han stort, og det, som er stort, gør han småt. Med små, begrænsede midler, brød og vin, viser han sin uendelige storhed.

 

Fra Wilfrid Stinissens “I dag er Guds dag”, en klassiker i kristen spiritualitet. Læs mere om bogen her.

 

Wilfrid Stinissen.
I dag er Guds dag.

En klassiker i kristen spiritualitet.