Fastetiden er en gave. Sådan har den unge kirke set den, og sådan ser jeg den også selv.
Mens adventstiden ofte flyver alt for hurtigt forbi, har jeg i fastetiden fornemmelsen af at komme hjem. Der er en ro over denne tid. Jeg får tid forærende, tid til at dykke ned, til at falde til ro og til at prioritere på ny. Jeg sætter nye prioriteter og oplever gang på gang: at mit liv ikke er overladt til tilfældigheder. Jeg kan og vil vælge til og fra. Jeg kan finjustere mit liv på ny, så jeg kan komme endnu mere i kontakt med mig selv, mit inderste og med Gud, som bor i mit indre. For mig er fastetiden en tid, hvor jeg som menneske heles. En helt igennem fantastisk tid.
Fastetid – en helt igennem fantastisk tid
Kan fastetiden være en helende tid? Ja, naturligvis. Mange gange oplever jeg, at livet går i en hæsblæsende fart, og jeg følger med, så godt jeg nu kan. Men min sjæl halter bagefter. Det sker, selv om jeg ved, at jeg sårer mig selv, når jeg bare bliver levet i stedet for virkelig at leve bevidst. Det gavner mig at drosle tempoet ned, leve i nuet og være mere lydhør for mine indre impulser.
Jeg elsker fastetiden, for det er den tid, hvor disse sår kan heles. Ofte har jeg såret mig selv ved ikke at have lyttet til min krop, min bevidsthed. Måske er du mere konsekvent i dine valg, end jeg er. Jeg falder desværre ofte tilbage i min gamle fejl. Fastetiden er for mig en vej til frihed, en tid, hvor jeg påny kan vælge at gå i Jesu fodspor.
Men er fastetiden ikke en træningstid?
Måske, måske ikke. Vi mennesker er forskellige. For mig handler det mest om at være mere bevidst og dermed også give Gud større hjerterum i mit liv. Måske giver du afkald på bestemte ting for at vinde en større frihed. Personligt er jeg ikke så vild med billedet om at træne. Jeg kan bedst lide at sige: Jeg øver mig i indre frihed. Jeg forsoner mig med mit liv, mine valg, min dagligdag osv. Jeg beder om at blive helet og blive til et helstøbt menneske.
Fastetidens trekløver: Faste, bøn og almisse
Jesus taler om den jødiske trekløver, når man faster: Faste, bøn og almisse hører sammen, også i vor kristelige fastetid. Men vi skal ikke udstille vor fromhed, så andre lægger mærke til den.
“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem.”
Markusevangeliet, kapitel 6,1
Når jeg faster, kommer jeg i berøring med mit indre. Jeg bliver mere ”tyndslidt” på den gode måde, mine sanser er mere aktive, jeg møder emotioner og følelser, som jeg ellers måske lukker af for med mad og dulmer med aktiviteter. Jeg møder også min egen afmagt, mine skuffelser, mine fortrængte behov og indre uro. Men alt det kan jeg holde frem for Gud. Han kan og vil hele mig i denne tid. Han er der, midt i mit fortravlede liv, og venter på mig. Og der, hvor denne levende Gud rører ved mig, da bliver jeg hel på ny.
Fastetiden vil gøre os godt.
Jesus har en positiv tilgang til fasten og humor: Man skal ikke se, at vi faster, vi bør ikke se vrantne ud eller vise, hvor slappe vi er. “Salv dit hoved”, siger han, “vis din skønhed frem. Du er skabt i Guds billede, og du er smuk, som du er, mit elskede menneske.” Fastetiden vil gøre os godt.
At faste bliver også understøttet med bøn. Måske kan du uddybe din forbøn for andre. Hvem vil du faste og bede en dag for? Hold dette menneske frem for Guds barmhjertighed. Efter den dag vil du på en helt ny måde føle dig forbundet med dette menneske.
I den katolske bønnebog står denne bøn, som jeg godt kan lide:
Herre, rens os på sjæl og legeme. Hjælp os at give slip på falske goder, hvori vi søger os selv, vores fordel, vores storhed. Gør os lydhøre for dine tilskyndelser, for din stille appel i hjertet, så vi kan blive frie mennesker og følge dig, hvorhen du går. Amen. (Bønnebog, s.102)