Når kun en af forældrene er katolik

Kærlighed, enhed og frihed – dit økumeniske ægteskabs tre søjler.

Verden er blevet mindre. Vi rejser og mødes på tværs af kulturer, lande og tro. Denne mangfoldighed og denne dialog er en gave og afspejler, hvor stort og vidunderligt skaberværket er. Mennesker er blevet knyttet tættere sammen. Selv Det Andet Vatikankoncil taler om dette.

Fordi kirkens opgave er at fremme enheden og kærligheden mellem menneskene og dermed mellem alle folkeslag, lægger Kirken her mest vægt på det, som menneskene har til fælles, og som førere dem til større samhørighed.

Nostra aetate 1

Med jeres kærlighed vidner I om enheden og friheden

I dag er det undtagelsen, at begge ægtefæller er katolikker eller for den sags skyld begge kristne. Ægteskaber indgås mellem mennesker af forskelligt kultur og tro. Og som ethvert andet ægteskab er det et tegn på håb.

Gennem jeres kærlighed vidner I om enheden og friheden. Jeres forskellighed er en kilde til glæde, nogen gange sikkert også til irritation og den kan også være en udfordring i dagligdagen.

Men frem for alt dette, er I et håbets tegn for verden.

Kærlighed, samhørighed og frihed

Jeres fælles liv hviler på disse tre søjler: kærlighed, samhørighed og frihed.

Det først er kærligheden. Den har bragt jer sammen på trods af jeres forskelighed, jeres opvækst og tro.  

I har en fantastisk mulighed for at vise jeres barn: Ethvert menneske er elsket af Gud og kostbart i Guds øjne. Fordi Gud har skabt os mennesker i sit billede. I har den vidunderlige mulighed for at kombinere forskellige kulturer, måske endda sprog, i familien, være de religiøse eller kulturelle, så måske kombinerer I også to trosretninger. I dagligdagen lærer jeres børn af jer noget grundlæggende:

Det, der tæller i vor verden og som gør en forskel er at have respekt for hinanden, at udvise tolerans, at favne hinandens forskelligheder og finde et fælles ståsted.

I skal sammen finde en måde at blive familie på, med jeres traditioner og jeres skikke. Sådan skaber I enhed og samhørighed  i forskelligheden

Enhver familie er et fællesskab, som nyder specielle, helt oprindelige rettigheder, har den ret til frit at indrette sit hjemlige religiøse liv under forældrenes ledelse. Disse har ret til ud fra deres egen religiøse overbevisning at afgøre, hvilken form for religiøs opdragelse deres børn skal modtage. (Dignitatis Humanae 5)

Det andet er lige så grundlæggende som den kærlighed, der har ført jer sammen. At I lever sammen, med hver jeres baggrund – det var jo jeres eget valg. Og det er smukt. I viser med jeres gensidige respekt for hinanden, agter samvittighedens frihed.

Gå på opdagelse i hinandens historie, kultur og tro; del jeres erfaringer omkring tro og tag de diskussioner, jeres fælles liv også kan kræve.

Hvis I har en fælles kristen baggrund

Hvis I har en fælles kristen baggrund, kan I sammen gå til gudstjeneste – nogen familier vælger at veksle mellem hinandens sogne. Når jeres børn døbes, så er dåben virkelig det sakramente, der forener de forskellige kristne mest: én dåb, som består hele livet igennem.

Dåbens sakramente samler os mere end alt andet.

Når jeres børn bliver ældre, vil de blive bevidste om, at I ikke har den samme trosbaggrund i familien.  Sommetider er det udfordrende. Måske vil I en gang imellem føle jer hjælpeløst. Men svar dine børn ærligt, især når der opstår konfliktsituationer:

Hvad betyder din tro for dig? Hvorfor handler du som du gør? Hvad er din måde at se tingene og verden på? Hvilke værdier har du? Hvad hjælper dig i en svær tid?

Denne ærlighed har dine børn brug for og ret til. Men lyt også til din partners svar på de samme spørgsmål, for alle mennesker søger svar på det, der rører sig dybest i mennesket hjerte:

Hvad er meningen med og målet for vort liv? Hvad er godt, og hvad er synd? Hvor kommer lidelsen fra, og hvilken mening har den? Hvad er vejen til sand lykke? Hvad er døden, dommen og lønnen efter døden? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er det sidste og uudsigelige mysterium, som omfatter hele vor tilværelse, og som vi kommer fra og er på vej henimod?”

Nostra aetate 1

Fokuser på det, der forbinder jer

For kristne familier i økumeniske ægteskaber er en af de største udfordringer, at eukaristien (nadveren) skiller familien. I folkekirken og mange frikirker kan selv små børn modtage kommunionen, når det sker sammen med deres forældre.

I vor katolske kirke deltager mindre børn i gudstjenesten, men de modtager først deres første kommunion efter de er begyndt i skolen og har deltaget i menighedens undervisning. De voksne kan ikke deltage i hinandens nadverfejring – men alle kan modtage velsignelsen af præsten – uanset om man kommer i den katolske kirke eller en anden kristen menighed.

Dorrit fortæller:

Jeg er katolik og min mand er jøde. Vi har sammen en søn på 26 år og en datter på 31 år. 
Vi mødtes i Danmark og blev viet borgerligt her for 31 år siden. Dengang tilhørte jeg den protestantiske kirke. Men jeg  troende endnu ikke på Gud og praktiserede derfor ikke min religion.  Min mand var som israeler opvokset med en far der gik i synagogen reglmæssigt og alle jødiske traditioner og religiøse højtider blev holdt og fejret i familien. Min mand er dog ikke ortodoks jøde. Han har tro på Gud, men er ikke praktiserende som sin far! 
Vi boede i Israel og fik vores datter i 1989. Jeg ville gerne konvertere til jødedommen. Det betød meget for min svigerfamilie.  Efter fem år i Israel flyttede vi imidlertid til Danmark og jeg havde her en meget speciel oplevelse  hvor jeg kom til tro på Gud og vidste at jeg nu skulle forblive kristen.
 
Vi fik en dreng i 1994. Det var en svær periode med tanker og bekymringer mange år frem,  hvor jeg ikke vidste hvilken kirkeretning jeg tilhørte og hvor dette med to religioner i familien ville føre os hen. 
For at bevare familiefreden blev børnene ikke døbt. Det fortryder jeg meget i dag. 
Vi har i alle årene fejret jødiske  højtider både i Danmark og på besøg i Israel. Vores søn ønskede derfor, at blive konfirmeret i Jerusalem,  det hedder på hebraisk Bar Mitzva. Det var hans eget valg. 
 
Vi fejrer jul sammen hvert år i Danmark. 
 
Jeg har efter at jeg kom til tro i 1993 været meget søgende og min mand accepterede at det ikke kunne være anderledes og jeg blev i 2011 optaget i den katolske kirkes fulde fællesskab. Jeg praktiserer i dag min tro og er aktiv i min kirke.
 
 Jeg ville ønske,  at jeg havde turdet indkludere mine børn mere i den kristne tro under deres opvækst, at de var blevet døbte som små,  at jeg havde bedt. med dem… Og mange andre ting,  men på den anden side,  de har et godt kendskab til -og indblik i jødedommen. 
 
 Vores datter valgte selv at tage på en kristen efterskole i 10. klasse og vores søn havde også et halvt års tid på en kristen friskole. 
Det gjorde dem dog ikke til overbeviste kristne! Men det er godt at de fik muligheden! 
 
Det er ikke nemt at være i en familie hvor far er jøde og mor er kristen. Det er ikke ideelt at vokse op sådan. Det kan skabe splittelse imellem forældrene og i barnet. Men en ting har vi dog formået at give dem med: Vi forældre elsker begge de jødiske traditioner,  sange,  bønner og helligdage; de er grundlaget for vores kristne rødder og traditioner. Derfor er det en fantastisk gave at få så direkte et indblik i. 
 
Det har været og er stadig en stor udfordring at være i et blandet ægteskab men i vores tilfælde er der heldigvis meget der forener os.

Sammenstød vil komme

Sammenstød vil komme. Det skal I være forberedt på, for en økumenisk familie er en familie som alle andre familier. At leve sammen handler om kompromiser.

Uanset, hvordan I prioriterer og vælger som familie, så vælg kærligheden først. De forskellige trosretninger lægger vægten forskellige steder. Det er vigtigt at I overvejer, om I vil præsentere dem som værdier eller krav.

Styres vi af kærlig­hed eller frygt?

Et godt råd er ærlighed, at respektere hinandens tro og se på det, der forbinder jer, i stedet for på det, der adskiller jer. Bed for hinanden – og hvis I kan også med hinanden. Til sidst bliver kun kærligheden, som apostlen Paulus sagde så sandt:

Størst af alt er kærligheden.

1.Kor 13