Dræbersmitten – tænk hvis vi alle var dømt til døden

Prøv at gøre et tankeeksperiment:

Mandag eftermiddag er du på vej hjem fra arbejde efter en lang dag. Du tænder for radioen og hører et kort indslag om en landsby i Indien, hvor nogle mennesker under mærkelige omstændigheder pludselig er døde af en hidtil ukendt smitsom sygdom. Det er ikke influenza, men fire mennesker er døde, så sundhedsmyndighederne sender et hold læger til Indien for at undersøge sagen.

Det er ikke noget, du skænker ret mange tanker – folk dør jo hver dag – men da du næste søndag kører hjem fra kirke, hører du et nyt indslag i radioen; nu er det ikke bare fire mennesker, men 30.000, der er døde et sted i et fjerntliggende bjergområde i Indien. Hele landsbyer er blevet udslettet, og eksperterne bekræfter, at sygdommen skyldes en bakteriestamme, der aldrig før er set.

Da du står op mandag morgen, er det hovedhistorien. Sygdommen spreder sig. Nu er det ikke kun Indien, der er ramt. Nu har den spredt sig til Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak og det nordlige Afrika, men det er jo stadig langt væk. Det er den samme historie, der kører overalt. Medierne kalder sygdommen ”dræbersmitten”. USA’s præsident udtaler, at han og hans familie beder for ofrene og deres familier og håber på, at der hurtigt bliver fundet en løsning på situationen. Men alle spekulerer på, hvordan vi nogensinde skal få sygdommen under kontrol.

Så kommer der en udmelding fra den franske præsident, der sender chokbølger gennem hele Europa: Frankrig lukker grænserne, og ingen kan komme ind i landet. Det er på den baggrund, du tænder for CNN om aftenen, lige inden du skal i seng. Du gør store øjne, da en grædende kvinde bliver interviewet til en fransk nyhedsudsendelse: På et hospital i Paris ligger der en mand og er ved at dø af den mystiske sygdom. Nu er den kommet til Europa.

Alle går i panik. Så vidt eksperterne ved, går der en uge, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. Derefter følger fire dage i ulidelige smerter, og så dør man.

Briterne lukker også deres grænser, men for sent. Sygdommen bryder ud i Southampton, Liverpool og London, og tirsdag morgen udsender USA’s præsident en erklæring, hvori det hedder: ”Af hensyn til den nationale sikkerhed er alle flyafgange til og fra USA blevet aflyst. Det gør mig ondt for dem, der har familiemedlemmer i udlandet. De kan ikke komme hjem, før vi har fundet en vaccine mod den forfærdelige sygdom.”

I løbet af fire dage er hele USA grebet af en ufattelig angst. Folk spørger sig selv: Hvad sker, der hvis sygdommen bryder ud her? Tv-prædikanter hævder, det er Guds straf. Tirsdag aften er du til bibeltime i kirken, da en mand kommer løbende ind fra parkeringspladsen og råber: ”Tænd for radioen!” Der bliver tændt for en lille radio, og alle hører budskabet: To kvinder er indlagt på et hospital i New York med den mystiske sygdom, og de kan dø, hvornår det skal være. Sygdommen er kommet til USA.

På få timer sætter sygdommen hele landet på den anden ende. Folk arbejder i døgndrift på at finde en modgift, men der er ikke noget, der virker. Sygdommen fejer ind over landet og bryder ud i Californien, Oregon, Arizona, Florida, Massachusetts.

Men pludselig kommer nyheden: Koden er blevet knækket. Man har fundet et middel mod sygdommen og har opdaget, hvordan man skal fremstille en vaccine. Men det kræver blod fra en, der ikke er inficeret. Så vi bliver alle sammen bedt om at tage hen til det nærmeste hospital og få taget en blodprøve. Når sirenen lyder i vores kvarter, skal vi hurtigst muligt og uden at gå i panik melde os på hospitalet.

Du og din familie møder på hospitalet sent fredag aften. Der er mange mennesker, der står i kø, og læger og sygeplejersker løber hele tiden rundt og tager blodprøver og sætter etiketter på. Langt om længe er det jeres tur. Du går først derhen, derefter din ægtefælle og dine børn, og lægerne tager blodprøverne og siger: ”Bliv stående udenfor på parkeringspladsen. Måske råber vi jeres navne op.” Og så står du der sammen med din familie og dine naboer og venter. I er bange, og tankerne kører rundt i hovedet på jer: Hvad foregår der egentlig? Er det her jordens undergang? Hvor kommer sådan en sygdom fra?

Der er tilsyneladende ikke nogen, der får deres navne råbt op; lægerne bliver bare ved med at tage blodprøver. Men pludselig kommer en ung mand farende ud af hospitalets hovedindgang og brøler et eller andet. Han råber et navn og vifter med nogle papirer, men du lægger ikke mærke til det. ”Hvad siger han?” er der en, der spørger. Manden råber navnet igen, og han og løber hen imod jer sammen med et helt hold hvidkitlede personer, men du hører stadig ikke noget. Så hiver din søn dig i ærmet og siger: ”Det er mig. Det er mit navn, de råber op.” Inden du ser dig om, har de taget fat i din søn. ”Vent lige lidt!” siger du og løber efter dem. ”Det er min søn.”

”Det er okay,” svarer de. ”Vi tror, han har den rigtige blodtype. Vi er bare nødt til at tjekke én gang mere for at være sikre på, at han ikke er smittet.”

Fem lange minutter senere kommer lægerne og sygeplejerskerne ud, de græder og omfavner hinanden, og nogle af dem ler ligefrem. Det er først gang i en hel uge, du har set nogen le. En ældre læge går hen til dig og din ægtefælle og siger: ”Tak, jeres søns blod er helt perfekt. Det er rent, for han bærer ikke på smitten, og vi kan fremstille vaccine af det.”

Nyheden spredes hurtigt på parkeringspladsen, og folk begynder at råbe og bede og græde og le. Folkemængden i baggrunden bryder ud i jubel, men den gråhårede læge trækker dig og din ægtefælle til side og siger: ”Jeg er nødt til at tale med jer. Vi havde ikke forestillet os, at donoren ville være en mindreårig, og I … I er nødt til at underskrive en samtykkeerklæring.”

Lægen rækker jer formularen, og du skal lige til at underskrive den, men så får du øje på noget. Feltet, der angiver, hvor mange liter blod, der skal tappes, er ikke udfyldt.

”Hvor meget skal I bruge?” spørger du. Det er her, smilet på den gamle læges ansigt forsvinder, og han siger: ”Vi anede ikke, at det kunne være et barn. Det havde vi ikke taget højde for.”

Du spørger igen: ”Hvor meget?” Den gamle læge kigger væk og siger med sorg i stemmen: ”Vi får brug for det hele.”

”Hvad mener du? Brug for det hele? Det er min søn!”

Lægen lægger hænderne på skuldrene af dig og kigger dig lige ind i øjnene. Så siger han: ”Vi taler om hele verden. Forstår du det? Hele verden. Vil I ikke nok skrive formularen under? Vi har travlt.”

”Men kan I ikke give ham en blodtransfusion?” bønfalder du.

”Jo, hvis vi havde noget rent blod, men det har vi ikke. Vil I ikke nok skrive formularen under?”

Hvad ville du gøre?

I dødlignende tavshed skriver du under, for du ved, at det er det eneste rigtige at gøre. Så siger lægen: ”Vil I gerne være sammen med jeres søn et øjeblik, inden vi begynder?”

Ville du være i stand til at gå ind på den stue på hospitalet, hvor din søn sidder på et bord og spørger: ”Far? Mor? Hvad sker er der?” Kunne du sige til din søn, at du elsker ham? Og når lægen og sygeplejerskerne lidt efter kommer ind og siger: ”Beklager, men vi er nødt til at komme i gang nu. Der er folk i hele verden, der dør,” ville du så være i stand til at gå ud? Ville du være i stand til at efterlade din søn derinde og høre, hvordan han råber: ”Mor? Far? Hvad sker der? Hvor skal I hen? Hvorfor tager I ikke mig med?”

Ugen efter bliver der holdt en mindehøjtidelighed til ære for din søn og hans fantastiske indsats for menneskeheden … men der er nogle, der sidder og falder i søvn, andre gider ikke engang komme, fordi de har vigtigere ting for, nogle kommer med et påklistret smil og prøver at se ud, som om det berører dem, og andre sidder rundt omkring og siger: ”Det er kedeligt, det her!” Ville du ikke have lyst til at rejse dig op og sige: ”Undskyld mig! Jeg ved ikke, om I er klar over det, men det dejlige liv, I lever, har I på grund af min søns død. Min søn døde, så I kunne leve. Han døde for jer. Er I bare ligeglade?”

Måske er det det, Gud prøver at sige.

 

Fra Genopdag den katolske tro.
Noget, du kan gøre

Afsæt tid til stilhed, bøn og bibellæsning i 10 minutter.
Giv dig selv ro til at høre Guds stemme i dit liv.

Bøn

Gud,
efter din vilje har din Énbårne Søn båret korsets træ
for at frelse alle mennesker.
Giv os, at vi, der her på jorden
har lært dette Kristi mysterium at kende,
i Himlen må fortjene at modtage
frugten af hans forløsning.
Han, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed,
Gud, fra evighed til evighed.
Amen

Fra Bønnebog