Vi undgår gerne disciplin – for enhver pris. I stedet for at se disciplinen som en hjælp i vores færd efter at elske og blive elsket, omgås vi disciplin som om det var en sygdom. Den opskrift, som verden omkring os har på frihed indeholder flugt fra disciplin. Men sand frihed kan ikke adskilles fra disciplin.
Det mest åbenlyse eksempel på dette paradoks er vor tids tilgang til slankekure. I de sidste årtier har slankeindustrien været blandt de hastigst voksende industrier. Hver dag indtager nye produkter hylderne og annoncerne fylder medierne.
Hvad er det folk leder efter i disse kure og disse produkter? Og hvorfor vælger så mange mennesker sådan en tilgang til deres kostproblemer?
I min optik vil folk have en kur, som tillader dem at spise hvad som helst de har lyst til, når de vil det, og stadig se godt ud, føle sig godt tilpas og samtidig tabe de ekstra kilo. I grunden leder vi efter en mirakelkur, som fjerner behovet for disciplin i vores spise- og motionsvaner, så vi kan fortsætte med vores hedonistiske livsmønstre, der strider imod vores bestræbelser på at blive den bedste version af os selv.
Slankekure fejler ikke fordi kuren eller produktet ikke var godt. De fejler, fordi vi ikke har disciplinen til at skabe os nogle sunde spise- og motionsvaner, som nærer vores krop og som gør os i stand til at nå vores maksimale fysiske potentiale som mennesker.
Mådehold er den eneste kur, de fleste har brug for, men vi synes at mangle den indre styrke, som vi har brug for til at vælge det, som er godt, sandt og rigtigt for os.
Noget, du kan gøre
Sig “nej” i dag til en lille ting, som du ellers havde lyst til. Øv dig på den måde i selvdisciplin.
Bed Gud om at vise dig, hvad du skal vælge fremover.
Afsæt tid til stilhed, bøn og bibellæsning i 10 minutter.
Bøn
Herre,
Jeg beder dig forvandle dette øjeblik
til et øjeblik fuldt af fremsyn og inspiration.
Hjælp mig til at finde visdom,
kast lys over mine tanker.
Lad mine håb blive til virkelighed
gennem retfærdige og gode handlinger.
Lad dit lys falde på mig, så jeg ser, hvad jeg skal gøre.
Hjælp mig, min evige Gud.
Amen.
Fra Bønnebog