Vi hygger i adventstiden, åbner Julekalendere, tænder lys på adventskranse, tænder kalenderlys, drikker gløgg og bager småkager. Det er alt sammen adventstraditioner, som handler om at tælle ned til jul og dermed Jesu fødsel og Kristi genkomst.
Mange af traditionerne er imidlertid slet ikke så gamle og er kommet til efterhånden. Her kan du læse om de vigtigste katolske adventstraditioner.
Men der opstår stadig nye traditioner. Julekalenderen var for eksempel en praksis, der blev indført af tyske lutheranere i løbet af 1800-tallet. Her trak familierne en kridtstreg på jorden eller tændte et lys for hver aften fra og med den 1. december for at markere dagene frem til jul. Det var den tyskfødte Gerhard Lang, der i 1908 producerede den første trykte julekalender, der indeholdt små billeder, et for hver dag ind til jul.
Advent
Ordet advent kommer af det latinske ‘adventus Domini’, og det betyder ‘Herrens komme’. I kirken fejrer vi en dobbelt ankomst. Den første ankomst vi mindes er, at Gud blev menneske og født i Betlehem for over 2000 år siden. Det var dengang. Nu venter vi dette barns andet komme, Jesu Kristi genkomst ved tidernes ende.
Adventskrans
Den første adventskrans fandtes formodentlig i et børnehjem i Hamborg omkring 1839. Først omkring 1930 fik adventskransen sit indtog i de katolske kirkerum. Adventskransen er et billede på håb. Kransen i dens runde form er også et symbol på at ære den, som vil komme. De fire lys hjælper os med at tælle tiden ned.
Adventskalender eller julekalender
1908 trykte det tyske forlag Gerhard Land formodentlig den første adventskalender med små låger, som kunne åbnes. Men der fandtes allerede tidligere noget, der lignede vores adventskalendere. I nogle familier hængte man f.eks. 24 billeder op på væggen i løbet af adventstiden.
Andre tegnede med kridt 24 streger over dørkarmen eller på væggen, som børnene så måtte viske ud en for hver dag. En anden tradition var, at man tog et halmstrå for hver dag og lagde det i krybben, så Jesusbarnet kunne ligge godt. Og i dag har vi et julelys, hvor vi brænder et lys ned ind til en bestemt markering.
Nogle adventshelgener:
Den hellige Barbara (4.12.)
Den 4.12. mindes vi Barbara, en pige, som levede i det 3. århundrede e.Kr. Hun skulle giftes med en mand fra en fornem familie; men for at holde hende væk fra kristendommen, låste hendes far hende ind i et tårn, mens han var ude at rejse. Men hun udvekslede alligevel breve med sin kristne ven. Da hun ikke ville opgive sin kristne tro, kom hun i fængsel for at blive slået ihjel. På vej til fængslet blev hendes kjole imidlertid hængende i en gren fra en busk. Hun tog grenen med sig og gav den vand. Den dag, hun blev henrettet, begyndte grenen at blomstre. Mange katolikker henter grene ind på Barbaras dag, som så blomstrer til jul.
Den hellige Nikolaus (6.12.)
Den hellige Nikolaus eller Nikolaj, som vi siger på dansk, levede i det 4. århundrede e.Kr.. Han var biskop i Myra i Tyrkiet. Nikolaus var meget gavmildt og delte sin arv ud til de fattige. Der findes mange fortællinger om, hvordan Nikolaus hjalp mennesker i nød – et kornunder, hjælp til søfolk i nød og hjælp til nogle fattige piger, så de kunne blive gift.
Den hellige Lucia (13.12.)
Den hellige Lucia blev i 286 født i Syracus på Sicilien. I det skjulte bragte hun mad til de forfulgte kristne, som gemte sig i katakomberne, dvs. i underjordiske grave og huler. For at kunne bære meget, havde hun en lyskrans på hovedet, så hun kunne have hænderne fyldt med mad og drikke. Da hun nægtede at blive gift med sin hedenske forlovede, måtte Lucia dø. I Sverige er det skik, at den ældste pige i familien om morgenen på Luciadagen vækker hele familien. Hun bærer hvidt tøj og en lyskrans – alt sammen noget, som bebuder julens lys.
Gaudete
Sådan kaldes den 3. adventssøndag. Gaudete – glæd jer. Denne søndag er ”halvleg” i adventstiden, og vi hører om Johannes Døberen. Hans tale er ofte ubekvem; men mens vi forbereder os til Jesu fødsel, er det godt at lytte til Johannes’ spørgsmål: Hvor er du på vej hen.
Nyt kirkeår og nyt læseår
Med adventstiden begynder vi på et nyt læseår, som fastlægger alle dages læsninger fra Bibelen. Søndagens læseordning strækker sig over tre år, kaldet A, B og C; dvs. at vi kun hvert fjerde år hører den samme læsning om søndagen.
Profeten Esajas
Mange tekster i adventstiden er taget fra profeten Esajas’ Bog, fordi kristne hurtigt tolkede Esajas’ profetier ud fra Det nye Testamente. For kristne er det klart: Jesus Kristus er den, der tales om i disse tekster. En vigtig tekst er profetien om Immanuel (jf. Es 7,14), bebudelsen af et barn, som er den kommende Messias i Es 9,5 og en beskrivelse af det messianske fredsrige i Es 11,1-10. Men også Johannes Døberen bliver forudsagt i Es 40,3-5.
Isaj
Hvem er egentlig den mand, som vi hvert år på ny synger om i adventssangen O kom, o kom, Immanuel? Hvem eller hvad er du skud af Isaj, som vi synger om her? Isaj levede i Betlehem og var Davids far. Det kan man læse om i 1 Sam 18. Ud fra hans hus kom kong David og Messias, som alle ventede på.
Farven violet eller lilla
Den liturgiske farve i adventstiden er violet. Nogle gange har adventskransen endda violette lys. Farven violet symboliserer overgang, og forvandling. Derfor bliver den brugt i de liturgiske tider, hvor vi forbereder os til højfester. Det er bodens – fastetidens – farve, og da adventstiden også er en bodstid, har den samme farve. Violet er også farven ved begravelse og til Alle Sjæle.
Roratemesse
Rorate caeli desuper er de latinske ord for dette: Gud, hør os, send fra himlens skyer, som dug og regn, den retfærdige.
Rorate caeli desuper kommer fra profeten Esajas 45,8. Katolikker fejrer roratemesser i adventstiden, ofte om lørdagen, og ind til den 16. 12., hvor man begynder på de såkaldte O-antifoner. Maria er midtpunktet i denne liturgi, fordi hun har sagt ja til Guds plan og undfanget Guds søn. Når man fejrer en roratemesse, tændes der intet elektrisk lys. Kun levende lys oplyser kirken.
O-antifon
Til den særlige fejring i adventstiden hører også de syv O-antifoner. Det er gamle sange fra det 7. århundrede, og hvert vers begynder med akklamationen ”O”. Teksterne kommer fra Det gamle Testamente, og disse antifoner bliver sunget fra den 17. til den 23. december i tidebønnen før Maria Lovsang, kaldet Magnificat eller i den hellige messe før læsningen af evangeliet. O-antifonerne synges der også om i O kom, o kom Immanuel.