Hvad er Kirken – egentlig?
Med ordet Kirken mener vi meget mere end den bygning, vi nogle gange kører forbi eller hvor folk samles til gudstjeneste. I dette modul skal vi dykke ned i den katolske forståelse af, hvad Kirken egentlig er.
Modulet består af to dele. Del 2 afsluttes med nogle få repetitionsspørgsmål, så vær opmærksom! God fornøjelse!
1. Kirken som “mor”
Mange mennesker skælder ud på kirken. De har deres samling af eksempler på, hvad kirken i århundredernes løb har gjort forkert, og hvilke skandaler den har i sin 2000 årige historie. Ofte er disse mennesker døbt og hører til kirken. Og de glemmer måske noget vigtigt om Kirken.
Den berømte teolog Karl Rahner (1904-1984) har en gang sagt:
”Kirken er som en gammel dame med mange rynker og folder i ansigtet. Men den er min mor. Og en mor slår man ikke.”
Han har ret: Kirken er vor mor. Den har givet os et nyt liv, den nærer os med Guds ord og sakramenterne. Uden kirken havde vi ingen tro. Vi ville tumle rundt i mørket og skulle forløse os selv – hvad jo simpelthen er helt umuligt.
Hvis du vil forstå kirkens inderste hemmelighed, så se dette billede:
Maria har man siden de ældste tider regnet for ”kirkens moder”. Hvorfor? Hendes krop var Guds søns første bolig. Jesus var hele Marias livsindhold. Hun var omkring ham; han var i hende.
Sådan skal kirken også være: Et sted, hvori den opstandne Jesus kan virke i dag. Et sted for den fuldkomne kærlighed og beredvillighed: „Lad det ske mig efter dit ord“, sagde Maria, da englen kom til hende. Gud ledte efter et sted, så han kunne være i verden.
Det var ikke bare dengang, Gud ledte efter et sted, hvor Jesus kunne leve. Han leder også efter det i dag hos dig og mig! Kirkens eneste livsindhold er Jesus selv. Vi skal bare være der – nær Jesus – for at lade ham virke. Så er vi kirke.
I Lukasevangeliet siger Jesus et sted: „Min moder og mine brødre, er dem, der hører Guds ord og handler efter det“ (Luk 8,21).
Og den forrige pave, pave Benedikt d. 16., sagde også: „Kirken er Guds familie i verden.“
Kirken er altså i første omgang den levende Jesus, der lever hos os i dag – og først derefter kommer hans „familie“, vi som er uperfekte på mange måder, der får lov at være ”et legeme” sammen med Jesus. Og nu kan du måske bedre forstå, hvorfor det hedder: I er Kristi legeme!
2. Kirken er Kristi legeme
(legeme er et andet ord for krop)
Jesus gik i så tæt forbindelse med os, at vi og han i en vis forstand er ”et legeme” (=en krop). Det står der om flere steder i Bibelen. Den hellige Augustin (350–430) har sagt noget om det, der sker, når vi modtager den hellige nadver:
Modtag, hvad I er: Kristi legeme,
så I bliver, hvad I modtager: Kristi legeme
Tænk på de andre, som kommer i din kirke. De er dine brødre og søstre! Wow, I er i en vis forstand ”et legeme”. De er som en del af dig! Troen på Jesus binder jer stærkere sammen, end I er forbundet med jeres far og mor og jeres kødelige søskende.
Hvad siger Bibelen om kirken?
Det vigtigste sted i Bibelen om kirken som ”Kristi legeme” er fra Første Korintherbrev. Læs det nøje igennem.
For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange. Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet. Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen? Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det. Hvis det hele kun var én legemsdel, hvad blev der så af legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.« Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes, er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. (1. Korintherbrev kapitel 12, vers 12-28)
Det var første halvdel om Kirken. Der var meget at tænke over! Prøv at huske det altsammen, så du kan svare godt på spørgsmålene i bunden af næste side. Lige nu kan du bare se på spørgsmålene herunder og tænke over dem inden i dig selv.
Tænk over:
- Hvad vil det sige, at Gud ønsker at leve inden i mig?
- Hvilken rolle kunne jeg spille i Kristi i legeme?
- Hvad er mine særlige gaver, som jeg kan tjene Gud med?
- Hvad har mine brødre og søstre brug for hos mig?