Hvad et medlemskab i DUK kan gøre for dit barn

Hvorfor er et medlemskab af DUK vigtigt for dit barn?

Danmarks Unge Katolikker (DUK) er Bispedømmet Københavns officielle børne- og ungdomsorganisation og har meget at byde på. Deres vision er, at sørge for at børn og unge bliver en del af Kirkens fællesskab.

Fællesskabet skabes blandt andet gennem lokale, regionale og nationale arrangementer, være det lejre, weekender på Øm eller Myretuen, fælles rejser og lokale grupper, som samles for at tilbringe tid sammen, tale om deres tro og opleve fællesskabet. Medlemsbladet Gloria udkommer fire gange årligt og har indhold for børn, unge, kateketer og familier.

DUK ønsker at medvirke til, at de unge engagerer sig levende og ansvarsfuldt i de troendes fællesskab og det omgivende samfund.

Gennem DUK har børn og unge en unik mulighed for at danne venskaber for livet i katolske rammer.

Læs mere om DUK på Facebook eller www.duk.dk.

QR-kode til DUKs Facebook:

DUK`s lejre hvor børn og unge møder andre katolske børn og unge, har været afgørende.

Det siger familier og unge …

DUK`s sangbog har vi brugt rigtigt meget, men også Johannes Møllehaves børnebibel med tilhørende sange er blevet slidt op.

Dorte og David

I forhold til traditioner: Jeg har taget begge mine piger med på sommerlejr på Øm siden de var helt små. Dette har haft en afgørende betydning for deres tro – særligt i forhold til at have et trosfællesskab med andre børn og unge samt deres familier. På Øm er der traditioner, der er et fokus på trosfællesskabet, der er fokus på bøn, der er fokus på at have det sjovt sammen og herigennem skabes fælles oplevelser, som de ser tilbage på. Vigtigst af alt: Troen bliver nærværende og der bliver talt ind i deres virkelighed og ikke en virkelighed, der eksisterede for flere tusinde år tilbage.

Jeg har spurgt mine piger i forhold til, hvad der har betydet mest i forhold til deres tro og de svarer begge: Ømlejrene (både familielejre, børnelejre mv.).

Formidlingen af troen på disse lejre, gav liv til blandt andet: fortællingen om den barmhjertige samaritaner: Ved skuespil og dialog, hvor fortællingen blev taget ind i nutiden.

Maria Theresa

Jeg er medlem af DUK, fordi fællesskabet i DUK er den puslespilsbrik, der fuldender mig! I DUK bliver jeg set som den, jeg er, jeg bliver anerkendt, og jeg føler mig velkommen. DUK får det hele til at give lidt mere mening.

Asta

At være med i DUK har givet mig et nyt syn på troen og åbnet op for nye perspektiver. Jeg har opdaget et helt fantastisk fællesskab og derved blevet mere interesseret i troen, og de mange spørgsmål der er dukket op.

Dat Tuan