Findes der en bedre måde at læse Bibelen på?
I sit seneste skrift, Evangeliets glæde (nu på dansk), kommer paven ind på, hvordan vi bør gå til en bibelsk tekst, hvis den skal læses rigtigt og hvis den skal kunne udvirke det, den er ment til i vores liv. Her er et udpluk fra Evangeliets glæde:
Skal man kunne tolke en bibeltekst, skal der tålmodighed til, man må opgive al uro, og man må hellige tid dertil, interesse og en udelt hengivenhed. Man må lægge enhver bekymring, man har i sindet, til side, så man kan gå ind i en anden verden, hvor der hersker en enkel og udelt opmærksomhed.
Det er ikke ulejligheden værd at bruge tid på at læse en bibeltekst, hvis dét, man vil have ud af det, er hurtige, nemme, øjeblikkelige resultater.
Åndelig bibellæsning
Der findes en særlig måde at lytte konkret på til dét, som Herren vil sige os i sit Ord, og for at lade os omforme af hans Ånd. Det er det, som vi kalder lectio divina. Det består i at læse Guds ord under bøn for at lade Gud oplyse og forny os.
Den åndelige læsning af en tekst må gå ud fra, hvad teksten betyder rent bogstaveligt. Ellers kommer man meget nemt til få teksten til at sige dét, som er gængs, dét, som tjener til at bekræfte ens egne beslutninger, dét, som passer ind i ens egen mentalitet. Det ville faktisk betyde at bruge noget helligt til egen fordel og at videregive denne tvetydighed til Guds folk.
Når man læser teksten for Guds ansigt i fred og ro, er det godt for eksempel at spørge:
- Herre, hvad siger denne tekst til mig?
- Hvad vil du ændre i mit liv med denne tekst?
- Hvad er det, der generer mig i denne tekst?
- Hvorfor interesserer det mig ikke?
eller: - Hvad kan jeg godt lide, hvad sætter mig i gang i dette Ord?
- Hvad er det, der tiltrækker mig?
- Hvorfor mon?
Når man forsøger at lytte til Herren, er det normalt at opleve fristelser. En af dem er ganske enkelt at føle sig generet eller ramt og at lukke sig til; en anden meget almindelig fristelse er at begynde at tænke på, hvad teksten kunne sige andre, for at undgå at anvende den på sit eget liv. Det kan også ske, at man begynder at lede efter undskyldninger, som gør det muligt at svække det specifikke budskab i en tekst. Andre gange holder man fast i, at Gud kræver en alt for vigtig beslutning af os, som vi endnu ikke kan klare at træffe.
Det får rigtig mange mennesker til at miste glæden over mødet med Ordet, men her glemmer man, at ingen er så tålmodig som Gud vor Far, ingen kan være så forstående og vente så tålmodigt som han. Han indbyder os hele tiden til at gå ét skridt mere, men han kræver ikke et fuldstændigt svar, hvis vi endnu ikke har tilbagelagt den vej, som gør et sådant svar muligt.
Han ønsker bare, at vi ser oprigtigt på vores liv og lægger det frem for ham uden omsvøb, at vi er parat til at fortsætte med at vokse, og at vi beder ham om dét, som endnu ikke vil lykkes for os.
Vil man gå i dybden med pavens tekst vil man kunne finde disse passager i afsnittene 146, 152 og 153.