Derfor ved jeg, at bøn virker

Af Marcelino Gauguin.

Det var maj måned for ca. 20 år siden og jeg sad til en af mine første skriftlige eksamener på Universitetet. Det var en af de eksamener, hvor man ikke måtte rejse sig og gå den sidste times tid. Og jeg havde vitterligt ikke mere, jeg kunne lave. Så jeg tænkte: ”Hvorfor ikke?”

Jeg havde så tit hørt det om bøn:

  • at det skulle være godt at bede.
  • at bøn er en måde at ”connecte” med Gud.
  • at bøn også handler om at lytte, ikke kun plapre derudaf med ønsker

Jeg vidste godt, at jeg skulle prøve det selv. Jeg havde aldrig givet det en chance.

Det var ikke, fordi jeg tvivlede på, at det var godt at bede. Jeg havde bare altid tusinde undskyldninger til at udsætte det.

Men her sad jeg ved eksamensbordet, uden mulighed for at tale med andre eller underholde mig selv. Så hvorfor ikke give denne tid til Gud?

Så det gjorde jeg.

Jeg lukkede mine øjne. Og så kan jeg ikke huske ret meget mere om, hvad jeg gjorde. Men effekten var tydelig. Jeg oplevede noget, der var helt nyt i mit liv.

Forandringen kom slet ikke med det samme. Først efter et par dage mærkede jeg en fred, jeg aldrig før havde følt i mit indre. Det var en slags fred, som er svær at beskrive med ord, men som gør, at man føler sig tryg og rolig. Jeg har sidenhen lært, at det er den fred, der kommer af at vandre med Kristus. Det er den fred, Gud tilbyder os, hvis vi bare vil tage imod hans stående invitation til at nærme os Ham. Det er en fred, som er mulig – der er hvile for urolige sjæle, der er håb, for de, som føler sig sønderknust. Det er faktisk muligt at leve i Guds fred allerede i dette liv.

For mig begyndte denne vandring med en stille bøn.

Derfor ved jeg, at bøn virker.

Og jeg vil opfordre dig til at prøve også. Und dig selv at smage på den fred, der overgår al forstand. En fred, der er uafhængig af, hvad der sker i dine omgivelser eller af, hvordan du bor eller hvad du ejer og hvad der står i din stillingsbetegnelse. Der findes faktisk ikke bedre end den fred, du kan få ved at vandre med Gud. Tør du lade det komme an på en prøve?

 

 

Hvad er forskellen på bøn og meditation?

En gammel biskop sagde engang noget om bøn, som jeg ikke glemmer. Han blev spurgt, om der er nogen forskel mellem bøn og meditation. Han svarede:

“Det er bøn, når du ved, at der er en, der lytter.”