Hvad Michael Jordan og Tiger Woods kan lære dig om katolsk praksis

I 1990’erne var jeg meget optaget af to sportslegender, der totalt dominerede hver sin sportsgren. Michael Jordan og Tiger Woods er muligvis de største sportsudøvere nogensinde. Selv om de to sportsstjerner ved første øjekast ikke ser ud til at have noget med katolsk tro og praksis at gøre, så skal jeg prøve at forklare, hvor forbindelsen er.

Det er fascinerende, at den succes, som både Jordan og Woods har oplevet, skyldes én egenskab. Det er den samme egenskab, der har gjort Michael Jordan til den bedste basketballspiller nogensinde, som også har gjort Tiger Woods til den bedste golfspiller. De dyrker to meget forskellige sportsgrene, der kræver vidt forskellige evner og færdigheder, men deres utrolige succes kan spores tilbage til én enkelt ting.

Michael Jordan voksede op i North Carolina, og som teenager var han ikke engang god nok til at komme på skolens basketballhold. Alligevel blev han senere den bedste basketballspiller, der nogensinde har været. Hvordan er det gået til? Der er dem, der vil sige, at det mest handler om held og et usædvanligt talent. Andre vil mene, at han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og havde nogle muligheder, som andre ikke havde. Og andre igen vil hævde, at han udviklede sig helt usandsynligt efter high school. Men alle disse antagelser er forkerte.

Mens han gik på high school trænede Jordan mere og hårdere end alle andre, både dem på holdet og dem på bænken. Da han ikke kom med på holdet, pressede han på over for træneren for at få en begrundelse. Jordans træner forklarede, at hans statistik for frikast var dårlig. Og hvad gjorde Jordan så? Han trænede frikast. Hver dag i ti år lavede han 500 frikast hver dag. Han skød ikke bare 500 frikast. Han scorede på 500 frikast. Han gav ikke sig selv lov til at gå seng om aftenen, før han havde lavet 500 frikast. Hvornår mon du ville komme til at sove, hvis du ikke gik i seng, før du havde scoret på 500 frikast?

Jordan trænede sine evner, blev bedre og bedre og gjorde sig ved hårdt arbejde fortjent til en plads på holdet. Havde han talent? Ja. Men han arbejdede også hårdere end nogen anden på at udvikle sit talent. Da han kom på college-holdet, gik det op for ham, at hans svaghed var hans fadeaway jump-skud. Så derfor trænede han netop det specielle skud, indtil det blev noget af det, han var bedst til. Da han begyndte at spille i NBA-turneringen, var han så god til det, at det var, som om det var ham, der havde opfundet det.

Hvornår har du sidst opdaget et svagt punkt på et eller andet område af dit liv for derefter at arbejde systematisk på at rykke det op med rode?

På samme måde vandt Tiger Woods Masters-turneringen i 1997 med et rekordlavt antal slag. I verdens mest prestigefyldte golfturnering, hvor unge spillere plejer at fejle af bar nervøsitet, bankede den 21-årige spiller hele verdenseliten så eftertrykkeligt, at mange spurgte sig selv, om der overhovedet var mere at konkurrere om i golf.

Et par uger senere meddelte Woods og hans træner ved en pressekonference, at han ville holde en pause for at forfine sit sving. Alle journalisterne lo, for de troede, det var en joke. Men Woods og hans træner forklarede, at de ville pille hans sving fuldstændigt fra hinanden og bygge det op igen fra bunden. Journalisterne spurgte forbavset, hvad det skulle gøre godt for. Woods fortalte så, at han og hans træner havde kigget nogle videosekvenser igennem af hans sving og havde opdaget en svaghed, som de ikke troede kunne holde til presset i en tæt match. Inden længe vendte Woods tilbage til turneringerne med sit nye sving og blev den altdominerende skikkelse i golfsporten.

Der er folk, der har sagt til mig, at jeg ikke kan bruge Tiger Woods som eksempel på grund af de fejltrin, han har begået i sit privatliv. Og han har helt tydeligt vist, at han har nogle karakterbrist på visse områder, men derfor kan jeg godt bruge ham som eksempel. Jeg ville gerne være lige så god en katolik, som Tiger Woods er en god golfspiller. Og hvis Tiger Woods kan lære mig noget om at være bedre til at leve min tro ud, så vil jeg gerne lære det. Jeg tror, at alle menigheder har brug for medlemmer, der tager deres trospraksis lige så alvorligt, som Tiger Woods gør det med sit golfspil.

 

Dette er et uddrag af ‘Genopdag den katolske tro’ af Matthew Kelly.
Læs mere her.